Jeg forlod Holstebro Kaserne for sidste gang i 2010 og bevægede mig ud i det, jeg havde lært at kalde den civile verden. Jeg er i dag omgivet af civile, der hverken kan komme til tiden eller løfte en kasse øl, om så deres liv afhang af det. Men jeg lever også en tilværelse helt uden feltrationer, der er ingen, som kontrollerer mit fodtøj, og jeg behøver aldrig nogensinde stå ret i halvanden time, fordi Prins Henrik kigger forbi.

I begyndelsen havde jeg svært ved at finde ud af, hvad der giver mening herude. I Hæren giver alt mening. Alt, hvad en soldat gør, er enten forankret i traditioner eller har et praktisk formål. Du lyner dine lommer, så der er styr på stumperne. Du går fem meter bag din makker, så I ikke bliver skudt ned i samme byge. Du giver honnør til Dannebrog for at vise respekt til dem, der gik forud. Din uniform fortæller, hvem du er, og hvad du kan. Sådan noget.

Herude er der ingen uniformer, ingen rang. Der er ikke noget, der kan afkodes, som jeg var vant til. Det gik hurtigt op for mig, at jeg havde følt mig vigtig i Hæren, værdifuld. Jeg var nogen. På kasernen kunne folk fortælle historier om mig, og jeg kunne fortælle historier om dem. Herude er jeg ikke længere JS med alt, hvad det engang betød. Nu er jeg bare endnu en krop, der går rundt imellem alle de andre kroppe, og som tilfældigvis hedder Jimmy.

Jeg begyndte at arbejde som journalist i 2012. Jeg har dermed tilbragt fem år i den værste af alle civile reder: Mediebranchen. Jeg har fundet ud af, at journalister og kampsoldater har flere ting til fælles. Det er en gruppe mennesker, som forsøger at opnå noget, der er større end dem selv. Det handler aldrig om den enkelte, men om opgaven, patruljen, historien. Der kan nemt opstå en situation, som vender det hele på hovedet, får folk til at løbe, biler til at starte. Breaking news og føling, føling, vent, slut.

Men der er en vigtig forskel. En soldat stoler på alle omkring sig. Han stoler på det, de siger, og han gør, hvad der bliver sagt. Der er ikke tid til at stille spørgsmål. En journalist stiller spørgsmål til alt, han stoler ikke på nogen, slet ikke på autoriteter, og han stoler overhovedet ikke på det, de siger.

Hvis der er én offentlig institution, journalister er særligt kritiske overfor, er det Forsvaret. Det mærkede jeg hurtigt. Her er Forsvaret lig med store, uhyggelige bomber, ødelagte børnekroppe, smadrede huse og korrupte aftaler med onde mænd i fjerne lande. Forsvaret er bunkevis af hemmeligt stemplede papirer, Jægerbog-sagen, kæft, trit og retning og død, død, død.

For mig er Forsvaret lig med store, uhyggelige bomber, der bliver smidt præcist og med omhu. En evig kamp for at undgå ødelagte børnekroppe, men også en accept af, at krig koster liv og desværre nogle gange de forkerte. Forsvaret er korrupte aftaler med onde mænd i fjerne lande, fordi man i krig har brug for venner, og hvis hele landet er korrupt, er det svært at lave aftaler, der er fine i kanten.

Jeg har haft en del bøvl med at forklare de civile, hvordan den virkelige verden er. Jeg har forsøgt, men det er meget få, der forstår, at på trods af granaterne, frygten, ildkampene og alle de døde, så er livet som kampsoldat mest af alt en hverdag i en stor spejderlejr fuld af kæft, trit og retning og liv, liv, liv.

Det er op ad bakke af og til. Men så kigger jeg ned på mine fødder og indser, at jeg har haft klipklapper på hele dagen, at jeg ikke behøver løbe nogen steder, og at jeg i dag bliver betalt gode penge for at lave noget, der i værste fald keder mig lidt. At skrive. Det dør man ikke af. Der er ikke ret meget mening herude, men forstår man et armbåndsur, og kan man løfte en kasse øl, er man allerede foran i det her sære univers, jeg engang lærte at kalde den civile verden.

Jimmy Solgaard er freelancejournalist og har blandt andet arbejdet for Radio24syv. Han var ansat seks år ved Jydske Dragonregiment, har været i Afghanistan og er uddannet finskytte.