JEG BURDE JO EGENTLIG VÆRE GLAD. Der bliver lavet aftaler og sat penge af i et omfang, der ikke tidligere er set i min tid. Bare efter nytår har vi fået både en beredskabsaftale og en aftale om Arktis. Politikerne står gang på gang på pressemøder og taler om alt det, der skal ske.

Men jeg er ikke glad. For det er ikke nok at lave aftaler og give politiske rammer, når man bagefter bruger tid på det, der mest ligner politiske drillerier, og samtidig har skabt et system, der er alt for bureaukratisk kompliceret.

Trods det nationale kompromis’ gode intentioner og den fortsatte tale om afsættelse af langt flere penge til Forsvaret har forligskredsen – forhåbentlig utilsigtet – mest af alt travlt med at vikle opbygningen af Danmarks forsvarsevne ind i en unødigt omstændelig og langstrakt proces for godkendelse og implementering af allerede vedtagne forligsinitiativer. Faktisk blev Forsvarsministeriet ved udgangen af sidste år tvunget til at re-allokere milliarder på budgettet, fordi endelig politisk godkendelse af flere forligsinitiativer fortsat udestod.

Det nytter heller ikke, at politikere ofte gør Forsvaret til en kampplads for egen promovering i stedet for at tage ansvar for at skabe de nødvendige rammer for opgavens løsning. Den udtalte mistillid til embedsværket øger kun bureaukratiet på bekostning af nødvendig fleksibilitet og risikovillighed.

Jeg anerkender til fulde, at Forsvaret er og skal være politisk styret. Men hvis intet er for småt for forligskredsen, så må man også agere som en ansvarlig bestyrelse. Det kræver en helt anden og formentlig ugentlig mødefrekvens og ikke – som nu –, at nødvendige beslutninger oftest forsinkes af en lav mødefrekvens, aflyste møder og møder på bagkant af noget, der er sket og kræver handling.

Sluttelig er det skammeligt klart, at militær indsigt og tænkning med tiden har måttet vige for et procesorienteret og politiserende civilt departement. Jeg siger ikke, at vi skal tilbage til Krigsministeriets tid, hvor 90% af departementets ansatte var militære, men det er tankevækkende, at Forsvarsministeriets departement efter sidste års reduktionen i det statslige arbejdsprogram i dag har tre gange så mange medarbejdere som i 2013. Og at antallet af militære ansatte i samme perioder er mere end halveret til i dag at udgøre knap 6%.

Det har den indlysende konsekvens, at Forsvarets operative struktur skal bruge unødigt mange kræfter på at sætte et civilt embedsværk i stand til at forklare militærfaglige forhold for forligskredsen. Processer, regneark og rigide tolkninger af f.eks. udbuds- og GDPR-regler er i højsædet, men processer er ikke skønne i sig selv – der er behov for resultater. Kamppladsens krav er ultimative, og Danmarks forberedelse på krig kan kun gå for langsomt.

Det længe ventede ekspertudvalg for et veldrevet forsvar er nu nedsat, og uanset at man kan mene, at den militære know-how formelt er underrepræsenteret i udvalget, så er jeg rimeligt sikker på, at udvalgets top-erhvervsfolk hurtigt erkender, at lige nu og her er der behov for, at Forsvarsministeriet fokuserer på produktion og produktivitet. Og at det på længere sigt er absolut nødvendigt at ændre Forsvarets organisering. Den virker ganske enkelt ikke, ligegyldigt hvem der har indført modellen.