Arbejdsmiljølovens intention er at beskytte medarbejderens liv, helbred og førlighed. Uanset om vi taler om tjeneste og uddannelse under hjemlige forhold eller egentlig operativ indsættelse, så er Forsvaret ikke just en ufarlig arbejdsplads. Dette til trods er det desværre ikke ualmindeligt, men dog i enkelte tilfælde fuldt forståeligt, at mange i Forsvaret ser arbejdsmiljølovens bestemmelser som en unødig og besværlig hindring for jobbets udførelse.

Forsvaret har de seneste år gjort en indsats for at bedre det fysiske arbejdsmiljø, og det har nedbragt antallet af anmeldte arbejdsskader. Modsat er det imidlertid min oplevelse, at opmærksomheden omkring psykisk arbejdsmiljø stadig lader noget tilbage at ønske, og når vi taler om arbejdstidsområdet, brydes hviletidsregler og EU’s arbejdsmiljødirektiv dagligt.

Stress og kollegastridigheder er heller ikke ukendt blandt officerer. Selv har jeg mødt tidligere ildsprudlende kolleger, der har resigneret eller nu blot er en skygge af sig selv. Mærket af vedvarende belastninger, dårlige arbejdsvilkår eller deciderede problemer med det psykiske arbejdsmiljø. Selv om det pålagte arbejdspres faktuelt er højt, så bærer det ikke ansvaret alene. Ofte er det vores egen pligtfølelse og følelsen af ansvar for enheden og opgaven, der gør, at vi ikke slår os til tåls med det netop tilstrækkelige. Her er det vigtigt at pointere, at man også selv har et ansvar for at komme ud af busken og bede om hjælp, før det er for sent. Det, vi selv er herrer over, kan vi sætte os for at ændre, men når vi taler om arbejdstid, så kræver en forbedring, at man i Forsvaret aktivt sætter sig for at opfylde arbejdsmiljølovens bestemmelser og ånd.

Et af dogmerne, der skal gøres op med, er antagelsen om, at man i Forvaret kan iværksætte alt det merarbejde, som man har råd til at betale. Det er af flere årsager forkert. Alle i Forsvaret er ansat med en arbejdstidsnorm på 37 timer om ugen i gennemsnit. De fleste er forpligtet til at påtage sig merarbejde, men udgangspunktet er, at det skal modsvares af et tilsvarende mindrearbejde inden for planlægningsperioden. Det er derfor også kritisabelt, at man slet ikke gør arbejdstidsbelastningen for chefer op. Man kan jo frygte, at Forvaret her bruger en langt højere arbejdsressource, end man politisk har afsat til opgaven. Men når arbejdstiden ikke registreres, så unddrager den sig kontrol. Det er rigtigt, at chefer ikke direkte kompenseres økonomisk for merarbejdet, men det er stadig et arbejdsgiveransvar, at de har en arbejdstidsplan, der på årsbasis balancerer på 37 timer pr. uge i gennemsnit. Det er det grundlag, de er ansat på og aflønnet for.

Men det er kun toppen af isbjerget. Det kan godt være, at arbejdstidsnormen ikke overskrides på papiret. Hvis man efter en uges øvelse får udbetalt 5 øvelsestillæg, så har man på papiret kun opfyldt normen på 37 timer – men man har stadig været på arbejde i 120 timer. En pilot eller beredskabsofficer, der efter den nyeste vagtaftale kun noteres for 14,8 timers arbejdstid, fordi vedkommende får et tillæg for de sidste 9,2 timer, har stadig været på arbejde i 24 timer. Man kan derfor med rette anlægge den betragtning, at når det på planlægningstidspunktet er givet, at arbejdstiden kun balancerer ved udbetaling af døgntillæg eller merarbejdsgodtgørelse, så har man som myndighed planlagt på merarbejde, og det er ikke tilladt.

Efter HOD’s opfattelse kan Forsvaret ikke under dække af egentlig militærtjeneste undlade at følge arbejdsmiljølovens bestemmelser, hvis det er muligt at følge dem. Arbejdsmiljøloven skal direkte være en hindring for at opnå et operativt eller øvelsesmæssigt mål med en aktivitet – det er slet ikke et issue, at man kan spare arbejdstid eller penge ved at kategorisere en aktivitet som egentlig militærtjeneste. I alle andre tilfælde må man fordele opgaven på flere hænder – også selv om det betyder, at man i yderste konsekvens må ansætte flere folk. Og ja, det kan blive rigtig dyrt.

Forsvaret er imidlertid ikke kun underlagt den danske arbejdsmiljølov – EU’s arbejdsmiljødirektiv skal også respekteres. HOD har efter dialog med Arbejdstilsynet fået bekræftet, at arbejdstiden i arbejdsmiljøsammenhæng tæller, fra man møder på arbejde, til man går hjem, og det er i den sammenhæng ligegyldigt, om dele af arbejdstiden kompenseres økonomisk. EU’s arbejdsmiljødirektiv opererer ikke med egentlig militærtjeneste, men undtager i et vist omfang vagter og civilbeskyttelse fra direktivets hviletidsbestemmelser. Direktivets bestemmelse om, at den ugentlige arbejdstid ikke kan overstige 48 timer i gennemsnit, kan imidlertid ikke fraviges. Jeg har flere gange hørt folk sige, at de gerne ville ned på 48 timer, men du kan jo prøve at se på din egen tjeneste.

Arbejdsmiljøloven er – præcis som andre love – ikke kun vejledende og et tilbud til dem, der ikke kan finde på noget bedre selv. Den er ansvarspådragende. Ikke kun for den chef, der må vedtage en bøde for utilstrækkeligt tilsyn eller vejledning om transport af farligt gods, men også for den medarbejder, der bringer andre i fare ved at overskride hviletidsbestemmelserne. Men det er imidlertid i lovens intention ikke muligheden for straf, der skal få os til at følge den, men hensynet til, at vi skal overleve arbejdslivet og have en pensionisttilværelse uden at skulle kæmpe med arbejdsbetingede skader.