”Siden indgåelsen af det nationale kompromis og straks-bevillingen, vi aldrig så noget til, er der gået to og et halvt år, uden at vi har fået meget andet end nogle forkromede udmeldinger om, at der kommer penge … i morgen. Men ellers er der INTET sket ude i de spidse ender. De mangler stadigvæk personel, køretøjer, radioer, natkampudstyr et cetera.”

Næstkommanderende i Hæren fik talt sig varm i netmediet Olfi, hvor citatet er lånt fra. Det kom i kølvandet på udmeldingen om aflysningen af øvelse Allied Spirit 2025. Selv om det forlyder, at der i dele af Hæren er en vis lettelse over aflysningen, fordi man simpelthen tvivlede på, at man var i stand til at løfte opgaven tilfredsstillende, så er skuffelse og ærgrelse de følelser, vi mest hører udtalt.

Mest markant kobles aflysningen i daglig tale sammen med frustrationerne over situationen i Forsvaret, som #NoSpirit25. Mange køber heller ikke de officielle udmeldinger om aflysningen. Som det fremgår af artiklen på side 6, er der i løbet af 4 år brugt ganske mange ressourcer på forberedelserne. De ville forhåbentlig ikke være blevet anvendt, hvis man ledelsesmæssigt ikke troede på projektet.

Der er ganske enkelt alt for stor afstand mellem de politiske forligsudmeldinger og den oplevede hverdag i Forsvaret. Mange efterspørger et troværdigt interface mellem de to yderpunkter i form af ærlige udmeldinger fra Forsvaret og styrelserne.

Faktuelt er det styring at reducere udgifterne, hvis budgettet er for lille, men samtidig peger alle odds på, at man – med den usædvanligt træge disponering af den godkendte forligsøkonomi – formentlig vil komme ud af 2024 med et milliardstort mindreforbrug. Så hvorfor sætter man politisk ikke pengene i spil?

Premierløjtnant Stefan Uhl Detlefsen fra Oksbøl rammer i sin kronik i Weekendavisen 23. august hovedet på sømmet, når han bl.a. peger på, at man to et halvt år efter Ruslands invasion af Ukraine stadig er ved at afvikle Forsvaret. At man nøje overvejer, hvad man skal plante i den kommende skov, mens den eksisterende brænder ned om ørerne på en. At Forsvarets genopbygning åbenbart ønskes startet fra gold jord.

Jeg oplever i mødet med medlemmer en sarkastisk distancering til situationen, men lige bag facaden lurer overvejelserne: Nytter det noget? Skal jeg gå ned med skibet? Eller skal jeg kaste håndklædet?

Eller som premierløjtnant Casper Stefani skrev i sin afskedskronik i Altinget 7. august: ’Jeg har fået nok af de utallige svigt’.

For det er et svigt. Men desværre ikke kun fra det politiske niveau. Der er også noget, vi som officerer selv kan gøre bedre. Vi skal være ærlige både over for politikere og vores medarbejdere. Hvis noget ikke kan forklares, kan det som bekendt heller ikke forsvares.

Hvis man rent uddannelsesmæssigt ikke ville få et rimeligt udbytte af en stor NATO-øvelse, hvordan indhenter man så uddannelses-efterslæbet ved at sende folk på tvungen afspadsering? Hvordan kan man fylde halvtomme enheder med et ansættelsesstop? Hvornår kommer vi til at se en forbedring?

Men vi skal også i chefrollen undlade at stå på mål for andres tåbelige beslutninger. Vi bør som chefer ikke acceptere, at vores medarbejdere rammes af administrative beslutninger, som vi ikke selv synes er i orden.

Hvordan kan vi f.eks. have viden om årelang fejlregistrering af arbejdstid og ydelser til medarbejdere på døgnvagter eller kontinuerlig tjeneste, uden at vi stiller krav til de ansvarlige styrelser?

Hvorfor godkender vi rejser fra A til B, hvor rejsekontoret sender medarbejderen via C, D og E for at spare 300 kr. på billetten, når turen samtidig koster langt mere i arbejdstid? Hvordan kan vi på kurser væk fra officersskolen pålægge kadetter selv at finde indkvartering – og i øvrigt selv betale den? Hvorfor accepterer vi, at rejsetid til f.eks. MMS opfattes som fritid – selv for elever til midlertidig tjeneste i USA eller Afrika?

Og seneste eksempel, som jeg netop har modtaget: Aflysning af årets MMS-dimission og i stedet blot sende et lykønskningsbrev og uddannelsesbevis i e-Boks. Hvor lavt kan vi synke, og hvordan er det overhovedet en besparelse?

Det giver efterhånden ikke mening at tale om fastholdelse, men det stopper os ikke. Heldigvis består Forsvaret stadig af dedikerede og pligtopfyldende medarbejdere, der får enderne til at nå sammen i en god militær can do-ånd. Men varer det ved? Vi skal i hvert fald hurtigst muligt af med #NoSpirit25!