For lidt over 18 år siden afholdt NATO sit 50 års jubilæum under et topmøde i Washington, D.C. Det fandt sted i byens convention center 24-25. april 1999 og skulle blive en begivenhed uden fortilfælde i alliancens historie.

En måned tidligere havde præsident Bill Clinton givet grønt lys til, at NATO startede en luftkrig mod Serbien, hvis væbnede styrker havde invaderet den sydlige provins Kosovo. NATO-angrebet var foranlediget af rapporter om serbiske militsers og soldaters etniske udrensning og henrettelser af kosovo-albanere.

I dagene op til topmødet bombarderede NATO-fly (langt de fleste amerikanske) serbiske stillinger i Kosovo, men mest opsigtsvækkende var bombardementer af ”strategiske mål” i serbiske byer, som f.eks. landets statslige tv-station.

De uundgåelige civile tab var tæt på at splitte NATO i to dele. På den ene side var sydeuropæerne, som protesterede højlydt, krævede indstilling af luftkrigen og en genoptagelse af diplomatiet.

På den anden side stod USA, nordeuropæerne og Storbritannien samt de tre nye østeuropæiske medlemmer – Polen, Tjekkiet og Ungarn. De insisterede – som den danske statsminister Poul Nyrup formulerede det – på at ”stå fast” overfor den hensynsløse diktator Slobodan Milosevic. Det endte med, at sydeuropæerne gav sig. De var i mindretal.

Jeg oplevede dette højdramatiske topmøde midt i NATO’s første krig på nær hold som korrespondent for Dagbladet Information. Utroligt meget stod på spil for den atlantiske alliance i det mindeværdige øjeblik. Vores serierubrik i avisen fangede tidsånden: NATO – hvad nu?

Luftkrigen i Kosovo og Serbien var NATO’s første outof-area operation. Topmødet skulle vedtage et slutdokument, der netop forseglede dette princip – at alliancen i fremtiden skulle forberede sig på at løse flere konflikter udenfor sit område. Det stod klart for alle, at organisationen var på sporet af en ny eksistensberettigelse efter den kolde krigs afslutning.

Senere fulgte krigen i Afghanistan og andre out-of-area missioner i det nye århundrede. Denne æra synes nu at gå på hæld. Tyve år efter Kosovo-aktionen er NATO igen fokuseret på sin hovedopgave: at forsvare sikkerheden i sit nærområde.

Men de europæiske NATO-lande har gjort regning uden vært. De gik ud fra, at USA ville stå dem bi i en tid, hvor Rusland under Vladimir Putin har oprustet (men Ruslands forsvar er stadig langt mindre end de europæiske NATO-landes og dets budget er også betydeligt lavere) og tydeligt nok ønsker at tage revanche for alliancens østudvidelse. Det er ikke nødvendigvis tilfældet længere.

Det nylige møde mellem præsident Donald Trump og 27 andre NATO-ledere i Bruxelles signalerede klart, at USA under sin nye ledelse ikke automatisk vil komme europæerne til undsætning, hvis ”russerne kommer”. Trumps budskab lyder: I skal betale mere for Jeres eget forsvar og yde mere til vores out-of-area missioner. Uden det kan I ikke regne med, at USA føler sig ubetinget forpligtet af NATO-pagtens kollektive forsvarsprincip.

Det kommer som lidt af et chok for os europæere. En europæisk forsvarsdimension, endsige union, virker på mange politisk urealistisk. Vil de 25 europæiske NATO-lande (Tyrkiet skal ikke være med) virkeligt kunne enes om at bygge en fælles high-end operativ styrke?

Det ville være en fejltagelse at tro, at Trump er en enlig svale eller ikke ved, hvad han gør. Nej, han repræsenterer en fløj i amerikansk politik og en udbredt følelse i befolkningen, der mener, at det rige Europa bør yde mere til sit forsvar for at imødegå en voksende trussel fra Rusland.

Meningsmålinger viser, at NATO er blevet mindre populær i USA i de seneste år. Rusland nyder til gengæld større respekt blandt især republikanske vælgere. Trump genspejler med andre ord en strømning. Han er ikke vildfaren.

Set i det store historiske perspektiv bør dette skifte egentlig ikke undre. USA’s militære engagement i Europa var før eller senere dømt til at blive nedskruet efter Sovjetunionens sammenbrud. Nu er spørgsmålet, hvordan denne proces styres i de næste 5-10 år. Det bliver en kæmpe udfordring for europæerne, men også for amerikanerne, der har vænnet sig til at sidde i førersadlen.

Martin Burcharth er Dagbladet Informations USA-korrespondent siden 1996.