Debatindlæg bragt i Officeren, september 2019

Forsvarets planlægning – eller mangel på samme – har store omkostninger på hjemmefronten. Der koordineres, planlægges og arrangeres, så familielivet kan gå op, selv om den ene i parforholdet er væk i dage- eller ugevis ad gangen. Uplanlagte sejldage er ikke kun en belastning for den sømand, der får ekstra dage på søen. Hans eller hendes familie derhjemme må også holde for.

Som pårørende til en mand i det danske forsvar, har jeg behov for at dele, hvordan perspektivet kan være, når ens mand og faderen til ens børn også er forsvarets mand.

Jeg har kendt min mand i over 12 år, og allerede da jeg mødte ham, var han en velintegreret del af det danske forsvar. Han er del af Søværnet, og han er sømand af hjertet.

Det har givet os et fælles liv med mange forskellige slags hverdage. Der har været mange lange perioder med udsendelser, der har været perioder med få ugers planlægning fremadrettet, og der har været perioder med en almindelig hverdag hjemme.

Hver gang sømanden skifter stilling, ændres hverdage for hele familien. For os har det betydet, at jeg – som det bærende element på hjemmefronten – har måtte skifte job eller arbejdstider op til flere gange for at få enderne til at mødes.

De sidste mange år er hele familiens liv blevet planlagt efter sømandens sejlplan. Ingen fødselsdage, venneaftaler, forældremøder, skoletandlæge, kursus, ferier eller lange arbejdsdage for mig planlægges uden, at det koordineres med sejlplanen. Det er ofte et logistisk mareridt, som de fleste børnefamilier sikkert kan nikke genkendende til.

I vores situation betyder det, at sømandens hjemmeperioder er velkoordinerede for at muliggøre, at han kan opholde sig på havet 160 dage om året, samtidig med at vi skal have et velfungerende familieliv.

Hvis man så bare kunne regne med den sejlplan.

Forvaret har nemlig også en logistisk opgave, som skal løses, og noget tyder på, at det er næsten lige så umuligt som familielogistikken. I hvert fald må jeg konstatere, at vi bare i løbet af de første fire måneder af 2019 har fået ændret i sejlplanen fem gange – og jeg behøver vel næppe nævne, at det ikke er blevet til færre sejldage end planlagt?

Ud over de fem gange, hvor planer faktisk er blevet ændret, er der langt flere mellemregninger, hvor sømanden er vidende om, at der mangler afløsere. Så skal der forhandles mellem en lille gruppe mennesker om, hvem der skal dække hvad og hvornår. I den proces bliver der skrevet mails frem og tilbage mellem planlægger og sømanden, og familieplanen bliver gennemgået igen for at finde ting, der kan flyttes eller aflyses, så forsvarets skibe kan forblive på vandet.

Jeg oplever, at det lægger et stort pres på mig. Det er frustrerende, at man gentagende gange skal argumentere for, hvorfor egne arrangementer, både privat og arbejdsmæssigt, er vigtigere end forsvarets sejlplaner, og det slider på overskuddet, at man som familie skal være omstillingsparat på månedlig basis. Derudover lægger det et pres på min arbejdsplads, som er nødt til at være overordentlig fleksibel, for at vores privatliv kan hænge sammen.

Min mand har haft mange forskellige job i forsvaret, og helt generelt savner jeg som pårørende en forståelse og respekt for det stykke arbejde, som ligger bag, hver gang en ansat i forsvaret har en arbejdsperiode, hvor han eller hun i en længere periode er væk fra sin familie. Der er ofte en mand eller kvinde hjemme, som også har et arbejde, en familie og et liv, som skal hænge sammen.

Vores hverdag som sømandsfamilie efterlader meget lidt plads og overskud til de mange ekstra sejldage, som pålægges sømanden med kort varsel.

På nuværende tidspunkt føler jeg mig som den evige buffer, der gør det muligt for forsvaret at udføre deres arbejde, når de ikke selv formår at lave en plan, der holder.

Svar fra chefen for Søværnet, Kontreadmiral, Torben Mikkelsen

Vi hører sjældent fra det ”tavse flertal”, som de pårørende til vores medarbejdere udgør og jeg ved, at det må være vanskeligt at råbe op. Derfor vil jeg først og fremmest udtrykke min respekt for dit indlæg og for den indsats, der ydes på hjemmefronten, når vi andre stikker til søs for at passe arbejdet der.

Jeg er meget bevidst om, at tjenesten i Søværnet i mange tilfælde belaster vores medarbejderes familieliv.

Som du selv anfører, er søværnsfamilierne som regel gode til at tilpasse familielivet til sejl- og vagtplaner, men uanset hvordan vi vender og drejer det, så er jobbet som sejlende sømand IKKE et 8 til 16 job på normal vis.

At sejlplaner ændres hyppigt, gør tilpasningen af familielivet endnu mere vanskelig og jeg er godt klar over, at den hjemmeværende partner bærer en meget stor byrde i det spil; – nok især når der er børn i familien.

Vi har, via en række forskellige tiltag, forsøgt at aflaste de sejlende besætninger bl.a. ved at anvende medarbejdere i landstrukturen til at afløse på skibene, når der er mangler i besætningerne. Størst mulig grad af planfastholdelse har været – og vil fortsat være – et indsatspunkt, så medarbejderne kan få de bedste forudsætninger for ordentlig privat planlægning.

Jeg er dog godt klar over, at vi i mange tilfælde ikke kan leve op til ambitionerne om planfastholdelse. Karakteren af Forsvarets opgaver gør, at vi aldrig nogensinde vil kunne love 100 procents planfastholdelse. Vi skal være klar til at pålagte løse opgaver, når de dukker op. Hvis vi ikke er til rådighed, så bliver vi irrelevante og det er derfor en konstant balancegang.

Årsagen til, at der aktuelt ændres planer skal primært findes i det meget høje aktivitetsniveau, som Søværnet har haft over de seneste år, og

Søværnets operative virksomhed er værnets ”raison d’être” og det vil derfor altid være min hovedprioritet. Det kræver dygtige, professionelle medarbejdere. Hvis vi vil fastholde sådanne medarbejdere til at drive et søværn med et højt aktivitetsniveau, skal vi skabe mulighed for, at medarbejderne i langt højere grad kan finde en acceptabel balance imellem arbejds- og familieliv.

I bestræbelserne på at nå det, er det erkendt, at der generelt er for få medarbejdere i den sejlende del til at løfte byrden i længden. Derfor er kernen i vores aktuelle HR-indsats også at skabe mere robuste besætninger. Med flere folk kan vi forhåbentlig lette byrden for mange, så de udfordringer du på glimrende vis beskriver, kan blive mindre og der kan blive lidt mere tid til tid til familien og den partner, der kæmper hårdt hver dag på hjemmefronten med at få tingene til at fungere.

Der er desværre ikke et Quick Fix på de udfordringer, du beskriver i dit indlæg, men det er min helt klare ambition, at vi indenfor en årrække vil se bedringer til fordel for de sejlende besætninger og – ikke mindst dermed – deres pårørende.

Indlæg fra medlemmer er udtryk for deres egen holdning og ikke nødvendigvis i overensstemmelse med HOD’s