Der er ikke noget som kendsgerninger og faktuel viden, der kan ødelægge en god plan, og den militære knowhow virker efterhånden, som en uønsket forstyrrelse uden for den operative kerneproduktion. Min forestillingsevne rækker ikke til at tro, at den vedvarende og hastigt tiltagende udrensning af militære medarbejdere uden for de operative enheder er udtryk for et bevidst valg. Der er efter min vurdering snarere tale om nødtvungne enkeltbeslutninger, der faktuelt også ofte træffes af vores egne medlemmer, som isoleret set kan være både logiske og nødvendige. Ud fra en helhedsbetragtning undergraver summen af disse enkeltbeslutninger imidlertid den militære profession og Forsvarets operative kvalitet.

Det er forståeligt, hvis kaptajner eller kaptajnløjtnanter prioriterer en civil masteruddannelse, som har en reel værdi uden for hegnet, frem for en Master i Militære Studier. For vil man have en karriere på chefniveau, er stillingerne i Forsvaret vigende og få, og prisen for karrieren er ofte en geografisk adskillelse fra familien og lavere livsløn. Men isoleret i forhold til tjenesten i Forsvaret kan den civile master – uden tillægsmoduler fra FAK – låse den enkelte i den funktionelle søjle, der efterspørger den konkrete civile kompetence. Der er ingen tvivl om, at officererne i de funktionelle styrelser yder en enorm indsats, men prioriteringen af civile kompetencer letter ledelsens beslutning om at besætte stillingen med en civil akademiker ved næste vakance.

Der er også en vis logik i, at den funktionelle styrelse, der er reduceret til det netop utilstrækkelige og styres på bundlinje frem for operativ effekt, ikke prioriterer medarbejdernes bredere anvendelighed, når der skal ansættes. Og måske endda fravælger en officer, der kan blive udsendt i mission eller påbegynde en videreuddannelse. Men resultatet er en fremmedgørelse i forhold til den kerneproduktion, man skal understøtte, og opbygning af skotter mellem styrelserne. Silodannelsen er allerede synlig og forstærkes af ansøgningssystemet, for chefen, der sætter holdet vælger, hellere en, der kender området, frem for at tage en chance med én, der kommer fra en fjern operativ enhed eller en 4-årig udstationering.

Der kan sikkert også argumenteres for, at FAK’s anerkendelse som forskningsinstitution er afgørende for akkreditering af Forsvarets uddannelser, og at det derfor var tvingende nødvendigt at ansætte en kandidat med en ph.d. ind i ledelsen, som chef for institut for militære studier. Jeg anerkender 100% Jens Ringsmoses kompetence og dygtighed, og uden dermed at sige, at jobopslaget var konstrueret til formålet, så kunne det næsten heller ikke blive andre. Men det er tankevækkende, at årtiers generalstabsuddannelser ikke har kunnet fostre blot én enkelt officer, der mestrer kernekompetencen i militære operationer samtidig med at være en god og anerkendt leder.

Fejlen ligger dog ikke kun i de funktionelle søjler. De operative enheder fravælger måske også personel, der i en årrække har været væk fra de kæmpende enheder, og ofte er der ikke et karrierespor, som kunne fremme rekrutteringen mellem søjlerne. Søværnets mangel på tekniske officerer er et godt eksempel. Hvis nogle af teknikofficererne på de store enheder var på M401 niveau, kunne det måske både gøre det tekniske spor mere attraktivt, og få nogle af de mange orlogskaptajner af teknisk linje ved FMI til at søge sejlende tjeneste.

Nogen har desværre det mantra, at officerer generelt kun skal være i den operative del af Forsvaret, men det er et snæversyn, der negliger betydningen af militær indsigt i de funktionelle søjler, og den analyse- og arbejdskapacitet som major- og orlogskaptajnsniveauet repræsenterer.

Jeg gentager i denne sag gerne mig selv: ”den optimale balance mellem militære og civile i Forsvaret er brudt, og konsekvenserne for kerneopgaven er ødelæggende”. Det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før der begås en alvorlig fejl, som kan spores direkte til fraværet af militær indsigt.