Det er god kampeksercits i Hæren at starte enhver bevægelse fremad med en bevægelse bagud, men det er umuligt, hvis man i forvejen står med ryggen mod muren. Forsvarets netop iværksatte budgetanalyse af blandt andet det operative område kommer ikke som en overraskelse, den fremgår af teksten til indeværende forlig. Men en budgetanalyse, hvor man allerede kender måltallet, har ikke noget med en analyse at gøre. Vi kan måske ligefrem med rette påstå, at Forsvaret ikke har bestilt ret meget andet end at skære ind til benet de seneste fem år. Forsvaret skal selvfølgelig sikre sig, at de tildelte midler anvendes optimalt – men start lige med objektivt at se på det forsvar, vi har i dag.

Ikke på den konstruerede virkelighed, som står i forliget, for den er ikke valid uden for Slotsholmen. Men den reelle situation i Forsvaret med slidte enheder, uden de nødvendige budgetter, materiel og personel samt en støttestruktur, der er reduceret til det netop utilstrækkelige. En opgaveløsning præget af kompromiser, svineheld og dedikerede, men ekstremt belastede medarbejdere.

Udgangspunktet for analyserne oplyses som den nuværende opgaveløsning, kapaciteter, organisering og forbrug, men hvorfor gør det mig ikke tryg? En stringent analyse vil jo afsløre, at Forsvaret reelt skal tilføres flere midler alene for at udfylde indeværende forlig. Men er det ikke en bunden opgave, når regeringen på forhånd har sat beløb på resultatet? Rent politisk forekommer det i hvert fald useriøst og i strid med regeringsgrundlagets mål om et substantielt løft af Forsvaret. Det er dog mere interessant, hvordan Forsvaret vil gribe opgaven an.

Jeg vil helst ikke være sortseer, men jeg frygter, at vi igen vil opleve en konstrueret virkelighed, der leverer den politisk bestilte vare. En ”analyse”, som i søgte argumenter vil påvise mulige effektiviseringer og uden blusel sælge ud af helt fundamentale krav til de militære professioner. Jeg frygter, at man – med afsæt i den teknologiske udvikling – vil sige, at et taktisk hovedkvarter kan lede flere enheder, og at man kan opnå samme effekt på kamppladsen med mindre og smartere enheder. At man derfor behøver mindre tid til uddannelse og kan erstatte øvelser og ammunition med simulation. At vi ved et trylleslag har folk nok.

Jeg frygter også, at man hellere fjerner eller forringer operative kapaciteter end foreslår opgaver uden operativ værdi afviklet eller betalt af de øvrige ministerier, der dagligt trækker på Forsvarets ressourcer.

Forsvarets ledelse har sagt, at man vil invitere de faglige organisationer med i arbejdet, og at man vil være åbne og ærlige i dialogen. Det håber jeg, at ledelsen står ved, for der er om muligt endnu mere brug for årvågenhed og indsigt i personellets vilkår i dag end tidligere.

Hvis ledelsen er tro mod fagligheden, ærlige i konsekvensbeskrivelserne og åbne i anbefalingerne, så er der en god chance for, at Forsvaret igen leverer varen – men også for, at Forsvaret igen kan blive en god arbejdsplads, som man med stolthed vil være en del af.

Budgetanalyserne drejer sig ikke kun om finansiering af ubetalte regninger til nyt kampfly, arbejdsskadeerstatninger til veteraner med PTSD og FE’s indsats mod terror. De drejer sig om militærfaglig professionalisme, kvalitet, tillid og korpsånd, hvis der skal genskabes et troværdigt forsvar, som kan tilvejebringe og fastholde personel med de rette kompetencer. Den bevægelse starter ikke bagud, men fremad, for det kræver tilførsel af ekstra ressourcer blot at leve op til det aktuelle forsvarsforlig.