I vores helt naturlige og nødvendige fokus på de store udfordringer som forsvarsforlig, overenskomstforhandlinger, fastholdelse og rekruttering, så glemmer man nemt de mere grundlæggende og forudsætningsskabende ting.

Vel er det fagforeningsarbejde som sekretariatet og jeg udfører i dialog og forhandlinger med ledelsen, politikere og øvrige organisationer vigtigt, men uden græsrodsarbejdet, som udføres af lokalafdelinger og HOD lokale tillidsrepræsentanter, ville vi være ilde stedt.

Der er et rigtig godt og velfungerende samarbejde mellem de centrale og lokale repræsentanter for HOD, men de lokale opgaver er blevet både flere og langt mere afgørende. Ikke kun for organisationen generelt, men ikke mindst også for vilkårene og rammerne for officersgerningen. Sekretariatet søger hele tiden at udvikle og optimere støtten til de lokale tillidsrepræsentanter. Tillidsrepræsentanterne er organisationens lokale ansigt, og vi er alle afhængige det gode arbejde, de leverer.

Heldigvis nyder arbejdet som tillidsrepræsentant stor anerkendelse i Forsvaret. Vi har generelt ikke nogen udfordringer med lokal dialog og samarbejde; og vi har endnu ikke været ude for situationer, hvor ledelsen finder, at nogen har brugt for megen tid på arbejdet som HOD-tillidsrepræsentant. Det er faktisk nok primært tillidsrepræsentanterne selv, der søger at begrænse den tid, de anvender til arbejdet. Det er sikkert oftest et ansvarligt hensyn til den primære funktion, men det kan også være en mere eller mindre fejlagtig vurdering af, hvad ledelsen kan acceptere. Aftalegrundlaget siger klart, at man må bruge den tid, der er nødvendig, men en forventningsafstemning med ledelsen er en god start, hvis man er i tvivl.

Det er min oplevelse, at den øverste ledelse helhjertet anerkender og respekterer partssystemet. Deltagerne på chefkonferencen i Antvorskov efter indgåelse af forsvarsforliget kan heller ikke være i tvivl om, at forsvarschefen kræver, at medarbejderne aktivt skal inddrages i den lokale implementering af forliget. Nu er det også en aftalebestemt ret, men derfor kan man godt påskønne, at samarbejdet i Forsvaret ikke møder de udfordringer, der rammer TR-arbejdet på rigtig mange andre områder af den offentlige sektor.

Vores seneste undersøgelse viser klart, at det store arbejde, som HOD tillidsrepræsentanter udfører, påskønnes af både medlemmer og ledelsen. Det er ikke – som nogen måske kunne tro – en karrieremæssig ulempe at være fagligt aktivt som tillidsrepræsentant eller lokalafdelingsformand. Listen over tidligere medlemmer af hovedbestyrelsen tæller da også flere oberster/kommandører – og en enkelt tidligere forsvarschef.

Det skyldes ikke mindst, at tillidsrepræsentanten i udgangspunktet ikke bare er en negativ modspiller, der står i vejen for ledelsens ”gode” ideer. Det er rigtigt, at man som tillidsrepræsentant eksponeres overfor ledelsen, og det får nogen til at vælge det fra, men hvis det, man leverer, er et pragmatisk og samarbejdsorienteret bidrag til løsning af fælles udfordringer, så er oplevelsen positiv. Parterne anerkender, at man har hver sin rolle, og nogle gange må man så bare blive enige om at være uenige. Det hæmmer ikke karrieren. Det gode lokale samarbejde er helt afgørende for både opgaveløsning og trivsel, og det starter med den gode dialog mellem chef og tillidsrepræsentanter.

Derfor burde arbejdet som tillidsrepræsentant oftere stå som begrundelse for tillæg eller vederlag. Det ville både være vel fortjent og en synlig anerkendelse fra ledelsen af, at arbejdet er til fælles bedste.