SELV OM VI SOM OFFICERER IKKE ER UKENDT MED KONFLIKTER, så harmonerer demonstrationer og blokader hverken traditionelt eller funktionelt med den ledende funktion, vi generelt har. En følelse, som jeg da også selv   oplevede, da jeg den 22. marts var sammen med 10.380 andre tillidsfolk til fagligt stormøde i Fredericia. Der er derfor også kolleger, der har kritiseret hele overenskomstdramaet. Ikke kun for den farce, det reelt har været, men også om det virkelig er noget, som HOD skal tage del i? Hvorfor er OK18 så principiel og vigtig?

I 2017 kridtede jeg på et antal medlemsmøder rundt om i landet banen op for de forestående forhandlinger, og jeg er ikke altid glad for at få ret. Isoleret set drejer det sig ikke bare om en frokostpause, som de fleste arbejdspladser ikke har nogen interesse i at røre ved. Heller ikke at der fra Finansministeriet lægges op til en øget og varig lønforskel på de offentlige og private eller lærernes arbejdstid. Disse krav, som har været mest fremme i pressen, står ikke alene. Under radaren har vi mødt krav om større løndifferentiering i en individuel løndannelse, hvor målet er, at 25% af lønnen forhandles lokalt og individuelt. Hvor vederlag ikke aftales, men fastsættes af ledelsen. Tiltag, der giver mulighed for i øget grad at erstatte fastansættelser med korte projekt- og deltidsansatte uden nogen af de overenskomstmæssige beskyttelser, vi tager for givet. Fokus på low-performers, forringelse af seniorordninger etc.

Når nummer 2/april 2018 af Officeren er på gaden, står det offentlige arbejdsmarked i én af tre mulige situationer. Mit spinkle håb er, at parterne med Forligsinstitutionens hjælp er nået til en forhandlingsløsning, som organisationerne kan anbefale deres medlemmer at stemme hjem, for det vil være den ansvarlige og holdbare løsning. Det er også muligt, at forligsmanden har udskudt konflikten i troen på et muligt forhandlingsgennembrud, men det sandsynlige scenarium er desværre, at de varslede strejker er iværksat, og bybilleder præges af demonstrationer, indtil landet efterfølgende lammes af en næsten total lockout.

Dermed er det efter min beskedne vurdering desværre også kun et spørgsmål om tid, før et flertal i Folketinget beslutter at regulere de offentlige løn- og ansættelsesvilkår ved et lovindgreb. Det er formentlig en allerede aftalt socialdemokratisk “tilbagebetaling” for de borgerlige partiers støtte til lovindgrebet i lærerkonflikten i 2013, men det er måske mindre sandsynligt, at lovindgrebets faktiske indhold er aftalt.

Desværre, fordi det udnytter den ubalance, der er, når den ene part frit kan vælge at ophøje sit forhandlingsudspil til lov og oven i købet sparer milliarder i løn, der under konflikten dræner organisationernes strejkekasser. Helt ulig i den private sektor, hvor virksomhederne også lider tab under en konflikt og ikke kan være sikre på et lovindgreb. Men også ulykkeligt, fordi det strider mod hele den demokratiske grundtanke i den danske models aftalte spilleregler mellem parterne, der blev født ved septemberforliget i 1899.

I de nuværende forhandlinger kan de krav, vi har mødt, virke tilforladelige, men ser man dem samlet, tegner de et klart billede af alvorlige vilkårsforringelser og flytning af fastsættelsen af ansættelsesforhold fra aftaleret til ledelsesret. Men ikke mindst en gennemgribende mangel på anerkendelse af den arbejdsindsats, der dagligt ydes af offentligt ansatte. Den dedikation og loyalitet, som har sikret, at den danske velfærdsmodel ikke kun er blandt de bedste, men også at den har overlevet vedvarende rationaliserings- og besparelsesrunder. Den indsats synes de faglige organisationer samlet, at vi bør anerkendes for – ikke straffes for med yderligere forringelser af løn, arbejdstid eller øvrige ansættelsesvilkår.

#enløsningforalle