FØRSTE ELEVDELING STÅR I MØRKE UDENFOR VÅBENKAMMERET FOR AT AFHENTE HÅNDVÅBEN. Der er mørkt, fordi lysstofrøret er defekt. Det er godt nok fejlmeldt, som mange andre småfejl, men det tager tid at få ordnet, så nu har delingen samlet ind, så de selv kan skifte røret.

NK deling er på akademiuddannelse, så i dag må de vente på, at to andre befalingsmænd, der er godkendt til at åbne våbenkammeret, kan komme forbi. De har nu god tid, for selv om der for snart et halvt år siden blev bestilt tre biler, så er den ene befalingsmand – sammen med en fra en anden deling – på vej til infirmeriet i Skrydstrup med to sløje elever, og de må derfor alligevel køre nogle gange for at få alle med på skydebanen. Det nytter ikke at spørge nabokompagniet. De har godt nok køretøjer i fast udlån, men de dækker ikke engang kompagniets eget behov – for da de kun har værnepligtige i 8 måneder af året, har de kun fået biler til at løfte 2/3 af enheden ad gangen. Kompagniet har heldigvis lovet at køre ud med ammunitionen – deres Nissan er dog ikke godkendt til transport af farlig gods, men det går nok, hvis de ellers har fået skaffet fyldstof og transportposer til hjemtransport af overskydende ammunition.

Teorien før dagens skydning skulle egentlig være gennemgået på kasernen, men da de endelig fik låst lokalet op, virkede AV-midlerne ikke. NK havde ellers med nogen besvær fået fremskaffet koden til døren, som blev oplyst hans forgænger i jobbet, da denne bestilte lokalet et halvt år tidligere. Heldigvis havde en af de erfarne skydeinstruktører gemt sit flipover materiale, så nu får de en dogmeversion ude på skydebanen.

Skydningen bliver lidt tillempet, for elevdelingen er ikke normeret med TYR, men – som delingsføreren siger – det skal ikke tage vores gode humør; vi fryser ikke, og alle har mindst et par støvler. Modsat så dækker den tildelte ammunitionsnorm kun lige behovet, vel at mærke, hvis et tilfredsstillende resultat opnås ved første forsøg.

Fiktion eller virkelighed? Enhver sammenligning med hverdagens vilkår på Forsvarets tjenestesteder er måske nok lidt karikeret, men fuld tilsigtet fra min side. Historien kunne lige så godt have omhandlet enhedens rammer for støtte fra administrative fællesskaber, HR-partnere med egne tolkninger af aftalegrundlaget eller lønsum, som kun dækker 93% af strukturen, og hvor de 93% hurtigt bliver til 80% faktisk bemanding, når man indregner fravær til uddannelse, afspadsering, barsel og sygdom.

Under den netop afsluttede store brigadeøvelse i Oksbøl mødte jeg to af vores kampbataljoner. Begge bestod egentlig kun af en reel kampunderafdeling og mindre enheder, halvdelen af bataljonernes stabsofficerer og nøglepersonel på alle niveauer var fraværende eller nytiltrådte, og meget udstyr manglede – selv om kampvogne i hast blev fremskaffet til et ministerbesøg.

Summen af effektiviseringer bringer Forsvaret i knæ, og selv om styrelserne anerkender deres støttende rolle, så måler og måles de reelt kun på bundlinjen – ikke på om det giver mening der, hvor det tæller. Mandskabet vender naturligt deres frustrationer mod den nærmeste ledelse, som hverken kan tilbyde rimelige forklaringer eller skabe resultater, de kan stå inde for.

På turen til Oksbøl og Varde mødte jeg engagerede, ansvarsbevidste og virkelystne officerskolleger. Det er virkelig positivt, at de trods alle udfordringerne kæmper videre, og de fortjener, at der bliver gjort noget ved sagerne. Opbygning og indsættelse af operative kapaciteter er og må uden sidestykke være den højeste prioritet for både Forsvaret og de støttende styrelser. Men selv om en delebilsordning, blended learning og sidemandsoplæring, lageroptimering, centraliseret infirmeristruktur og automatiseret lokaleudlejning kan udvise en positiv bundlinje, så må det ikke forveksles med en succes, for den oplevede virkelighed kan få de føromtalte engagerede officerer til at stemme med fødderne – som alt for mange allerede har gjort.