MINDRE UDBUD OG VOKSENDE EFTERSPØRGSEL på arbejdskraft har skærpet kampen om medarbejdere – med en skyhøj personaleomsætning og stigende lønninger i den private sektor til følge. En beslutning om lavere dagpenge til nyuddannede og en tandløs trepartsaftale løser bare ikke problemet, og vi ser nu også konkrete eksempler på, at Forsvaret må indstille sig på at konkurrere på arbejdsmarkedsvilkår.

Udfordringen havde nok været mindre, hvis Forsvaret i udgangspunktet havde en struktur i balance, en HR-strategi rettet mod vækst og en arbejdsplads, som de ansatte ønskede at forblive en del af – og som de kunne anbefale til andre.

Det er så ikke dér, vi er. Selv om indeværende forlig skulle give et substantielt løft til Forsvaret, så indebærer det, som tidligere forlig, at det er personellet, der med forringede vilkår må betale for de politiske ambitioner. Udgangspunktet er derfor nu en nedslidt bygningsmasse, som skal opvarmes med kropsvarme. Tomme hylder og restordrer på helt basale materielgenstande. Nedklassificeringer og store personelmangler, med øget belastning til følge. Og aktiviteter til kamp mod indvandring, corona og mink, som fjerner fokus fra det, som alle i uniform anser for hovedopgaverne. Men ikke mindst vilkår for familieliv, uddannelse, tjeneste og karriere, som ikke er forenelige med de ansattes forventninger til deres arbejdsplads. Forventninger, som HOD finder helt rimelige.

Vi – de faglige organisationer – og arbejdsgiver er enige om, at fastholdelse er den største udfordring.

Vi var faktisk også i gang med et lovende arbejde, men det mistede momentum, da corona kom og satte den slags arbejdsopgaver i stå. Nu er tiden endnu mere knap, og udfordringerne er som nævnt næsten uendelige. Og inderst inde gør det ondt, at jeg også skrev om det her i mine ledere frem mod forliget i 2018.

Bundlinjen er, at når forligspartierne næste år starter forligsforhandlingerne, så behøver de ikke at tænke i nye kapaciteter, før de til fulde har finansieret indeværende forlig.

Det vil kræve milliardbeløb alene at sikre ansatte og lønsum nok til den godkendte struktur. Og oveni kommer finansiering af fungerende etablissementsstøtte og en vedligeholdt bygningsmasse, der kan tåle et arbejdsmiljøtilsyn. Og så kommer lagre af materiel og ammunition, tilstrækkelige til at dække behovet til enhedernes uddannelse og indsættelser.

Men det gør i sig selv ikke Forsvaret til en attraktiv arbejdsplads, som i konkurrence med højere lønninger og bedre vilkår på resten af arbejdsmarkedet kan tiltrække og fastholde personel med de rette kompetencer. Det forudsætter, at al forvaltning tager afsæt i personellets individuelle ønsker og behov. Man kan godt have den opfattelse, at fordi man selv har tålt forflyttelser på tværs af landet og manglende kompensation for ulemper og merarbejde, så skal andre også. Det kan jeg såmænd også selv forfalde til ind imellem. Men anerkender man ikke præmissen, så forbliver Forsvarets kapaciteter flotte udefra, men tømt for kompetente medarbejdere indeni.

HOD vil i de kommende måneder beskrive de nødvendige fastholdelsestiltag og ændringer til HR-strategierne for Forsvaret og ministeriet, men også sikre, at forligspartierne ikke får et camoufleret billede af Forsvarets tilstand og behov. Vi har et rigtig godt afsæt i vores tidligere undersøgelser og hvidbogen forud for sidste forlig, men vi håber også, at alle lokalafdelinger vil bidrage, dels med forslag til fastholdelsestiltag og ændring af HR-strategierne, dels med håndfaste fakta om lokale forhold. For der er som bekendt ikke noget som fakta, der kan ødelægge ’gode’ planer.