VED OVERENSKOMSTFORHANDLINGERNE I 2018 OG IGEN I 2021 valgte vi med et periodeprojekt i HOD at sætte os i førersædet for en tiltrængt revision af hele ydelseskomplekset. Et måske naivt ønske om optimalt set at kunne erstatte myriader af aftaler med en eller to, som ville være nemme at administrere.

Jeg har ved mange møder i lokalafdelinger og seminarer redegjort for en enkel model, der over et typisk tjenesteforløb ville være bedre end den nuværende og skabe en bedre balance mellem økonomisk honorering og sikkerhed for frihed efter udsendelser og øvelser.

Selv om den nye sikkerhedspolitiske situation yderligere har øget behovet for en revision, så har det imidlertid ikke været muligt at finde en model, som kunne tiltrædes af både arbejdsgiver og alle tre militære organisationer. Det var ellers mit ønske. At vi står der, er på en gang både ingens og alles ansvar. Dels har organisationerne forskellige vilkår og derfor også forskellige prioriter, dels har enheders ofte grænseoverskridende tolkning af gældende aftaler udfordret organisationernes tillid til, at en ny aftale ikke også ville blive misbrugt.

Det fjerner imidlertid ikke behovet for nytænkning. Vi kan nok forvente både flere og hyppigere indsættelser i nye operations- og opgavetyper både nationalt og internationalt og deraf følgende øget belastning på personellet. En udfordring, som vi dels ikke kan sidde overhørig, dels ikke kan forvente løst ved overenskomstforhandlingerne i 2024. Og når forandringens vinde blæser, er det måske bedre at bygge vindmøller end læhegn.

HOD har derfor efter sommerferien valgt at indgå en aftale om et fast tillæg for arbejdstid på tjenesterejser til løsning af militær- eller beredskabsfaglige opgaver i udlandet, også selv om aftalen i første omgang ikke kunne tiltrædes af CS og HKKF. Aftalen følger intentionerne i ovenstående model, idet den reelt træder i stedet for alle andre aftaler og skaber ens vilkår for tjenestemænd og overenskomstansatte. Jeg havde gerne set, at aftalen også kunne bruges i Grønland eller nationalt, men det kan forhåbentlig komme senere.

Vi har i forhandlingen af aftalen lagt særlig vægt på, at hviletids- og fridøgnsregler følges i videst muligt omfang, herunder også at erstatningsfrihed for tjeneste på lørdage, søn- og helligdage i udgangspunktet ikke udbetales, men afvikles som frihed. Men også at det faste tillæg – på grund af lønforskellen – ikke kunne være ens for de tre grupper.

Endelig var det vigtigt, at aftalen også skulle omfatte overenskomstansatte i løngruppe 5 og chefer, som med aftalen sikres en rimelig betaling for merarbejdet under rejsen. Et merarbejde som generelt ikke – eller kun i ubetydeligt omfang – honoreres inden for rammerne af §5-vederlag, der som de berørte bekendt ikke reguleres. Var det af ministeriet tilladte gennemsnitlige §5-vederlag på 50.000 kr. reguleret som andre løndele, ville det i dag være cirka 65.000 kr. Alternativt må det antages, at gruppens merarbejde i dag er ca. 30% lavere end i 2003 – men det er nu ikke min oplevelse.

Den indgåede aftale er dermed heller ikke svaret på alt. Men den skulle gerne understrege, at HOD ved fremtidige aftaler må insistere på rimelig beskyttelse, når hviletid ønskes nedsat, at fridage i udgangspunktet er hellige, og ikke mindst at timelønnen ikke falder, jo mere man laver. Der udestår derfor en stor udfordring med chefgruppens samlede løn og ikke mindst også alle overenskomstansatte over kaptajnsniveau.

Det er generelt en accepteret præmis, at officerer skal arbejde mere end 37 timer. At tjenesten inkluderer merarbejde, øvelser, sejlads og indsættelser. Men det må honoreres på et acceptabelt niveau. Det drejer sig om holdninger, ledelse og forvaltning – værktøjerne er skabt ved overenskomst.

Det skulle gerne være sådan, at de dygtigste officerer har lyst til at stile mod chefniveauet og ikke allerede ved udnævnelse til major eller orlogskaptajn oplever en sådan forringelse af deres løn, at der er et større incitament til at forlade Forsvaret end at indtræde på Master i Militære Studier. Eller – som det faktuelt opleves i dele af Forsvaret – at kaptajner ikke ønsker udnævnelse til major.