Selv om vi på nuværende tidspunkt stadig kun er i starten af februar, kan vi allerede se tilbage på flere hændelser i 2022, som på hver deres måde vil have afgørende indflydelse på Forsvarets og officerskorpsets fremtid.

På tværs af Folketinget omtales den sikkerhedspolitiske situation omkring Ukraine som den mest kritiske siden Den kolde Krigs afslutning. Der ses heller ingen sprækker i den politiske opbakning til Ukraine og nationens alliancemæssige forpligtelser. Og nu kalder det politisk på aktivering af store dele af Forsvaret på tværs af alle værn. Ikke til støtte af politi eller sundhedsmyndigheder, men til de primære militære opgaver.

Nu skal forsvarsforligets mål jo først nås om knap to år, men det er desværre sikkert og vist, at vi dels ikke når det, dels er godt bagud i forhold til den planlagte opbygningstakt. Samtidig har vi længe vidst, at Forsvarets ydeevne er presset til et punkt, hvor der ikke kan køres længere på literen.

Kort før jul måtte forligskredsen acceptere en udskydelse af forligsprojekter og en forventet ubalance mellem drift og anlæg på ca. 500 mio. kr. pr. år i resten af forligsperioden. Hertil kommer udfordringerne med bemanding, materiel og etablissementer, som næppe behøver nogen uddybning, hvis ellers man har fingeren på pulsen.

Primo januar blev der sat foreløbigt punktum for den coronaindsats, der i en periode var så omfattende, at Forsvaret bad sig fritaget for Gefion-opgaverne. En indsats, som både førte til øget afgang og uddannelsesmæssigt (og dermed også beredskabsmæssigt) satte enheder måneder tilbage. Samtidig ser man i garnisoner og skydelejre nu oftest kun ryggen af ISS, men endnu ikke det forventede løft, i takt med at opgaverne overdrages til FES.

Heldigvis er alt endnu ikke helt sort. HOD og de øvrige militære organisationers vedholdende advarsler er ikke faldet for døve ører. Og hen over efteråret førte erkendelsen af, at HR-strategierne faktuelt er uegnede til at håndtere fastholdelsesudfordringerne, til handling. Forsvarschefen efterspurgte og fik organisationernes upolerede bud på behovet for akutte såvel som langsigtede fastholdelsestiltag, og ministeriet satte Personalestyrelsen i spidsen for en nødvendig revision af HR-strategierne. En proces, som organisationerne aktivt er blevet inddraget i. Ligesom vi i den efterfølgende høring af udkast til ny HR-politik vil få mulighed for mere formelt at kommentere. Og hvis tiden tillader det, er det min hensigt i slutningen af marts eller starten af april at afholde et antal lokale medlemsmøder for i muligt omfang også at inddrage jeres eventuelle bemærkninger.

Meget vil Forsvaret selv kunne rette op på, men det vil uomtvisteligt også forudsætte politisk opbakning til at tilvejebringe den nødvendige økonomi til de tiltag, der ikke kan udskydes til næste forlig.

Det vil også kræve politisk villighed kritisk at revurdere tidligere forligs uddannelsesreform, besparelser og effektiviseringstiltag. For hvis Forsvaret skal opbygges eller måske endda yderligere styrkes, så er der behov for en større rekrutteringsbase, bedre uddannelse i den militære metier og rettidig omhu.

Det kræver erfarne soldater at uddanne nye soldater, og både officerer og øvrige befalingsmænd skal rekrutteres, længe før de er klar til opgaven.

Af alle disse årsager er det derfor nok et klogt træk, at vi her i starten af februar har fået en ny minister. For der er nu brug for at tørre tavlen ren, få skabt fornyet fokus og fodslag i forligskredsen og ikke mindst skabt tryghed og tillid blandt alle medarbejdergrupper i Forsvaret.

Min indledende dialog med ministeren har været positiv, og jeg har derfor også et begrundet håb om, at han vil gå ind i et konstruktivt samarbejde med os og de øvrige organisationer med det fælles mål at få genskabt og styrket Forsvaret – militært og ikke mindst som en arbejdsplads, der kan tiltrække og fastholde kompetente medarbejdere.