Imens tv2-serien ’familier som vores’ ruller over skærmen, og 1/3 af befolkningen køber dåsemad, nødradioer og vandbeholdere, så mangler vi stadig et strategisk løft af nationens civilforsvarsevne.

Ikke kun til forsvar mod stadig hyppigere 1.000 års-hændelser, som næppe bedres af det skuffende resultat af COP29, men også til beskyttelse af samfundet mod følgerne af hybride angreb på kritisk infrastruktur eller – i værste fald – egentlige krigshandlinger som dem, vi dagligt ser i Ukraine.

Vi får forhåbentlig snart synlige tegn på den vedtagne styrkelse af det militære forsvar, men det kræver også en hurtig og substantiel styrkelse af det nationale beredskab, hvis det skal sikres, at et udfordret civilsamfund ikke bliver det, der vælter læsset for det militære forsvar.

I disse uger forhandles det kommende forlig for det statslige beredskab. Det bliver det første forlig, der skal dække det nye Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab. Ikke i rammen af et 10-årigt forsvarsforlig, men efter 20 år igen med egen økonomi og eget politisk forlig. Et markant udtryk for en politisk prioritering af området – men det er også tvingende nødvendigt, hvis behovet for et robust civilforsvar skal dækkes.

Antallet af beredskabsindsatser er steget kraftigt gennem de sidste 20 år. I samme periode er der blevet væsentligt færre ansatte og mindre bevillinger. Politikernes forventning til det statslige beredskab, antallet af opgaver og de faktiske forhold er i ubalance. Antallet af medarbejdere er over årene blevet reduceret med en tredjedel, hvoraf hovedparten løste operative eller logistiske opgaver. I samme periode er antallet af opgaver blevet flere og mere komplekse. Under Den kolde Krig i starten af 1990’erne var der godt 300 officerer i det statslige civilforsvar. Det tal er i dag reduceret til omkring 120 officerer.

Beredskabsstyrelsens egne årsrapporter viser en klar udvikling i assistancetimer fra 90’erne og til i dag. Dengang var der under 10.000 assistancetimer om året. I dag er der over 90.000 assistancetimer om året, hvoraf alene 20.000 sidste år var til klimarelaterede hændelser. En udvikling, som formentlig kun bliver værre, i takt med at temperaturerne stiger, og vejret bliver mere ekstremt.

Mens opgaverne for landets lokale beredskaber har været mere konstante, så udgør klimaindsatser og støtte til andre statslige organisationer en stadig stigende del af Beredskabsstyrelsens opgaver. Man kan sige, at styrelsen i dag er statens operative opgaveløser på tværs af sektorer – både nationalt og internationalt – til støtte for Politiet, Fødevarestyrelsen, Udlændingestyrelsen, Udenrigsministeriet, sundhedsregionerne, eller hvem der nu skal have en opgave løst.

Bekymringen for krig er meget udtalt blandt vores nabolande rundt om Østersøen. Balterne forbereder sig på masseevakuering, finnerne er aldrig ophørt med at bygge beskyttelsesrum, og svenskerne genetablerer nu samme organisering af samfundets beredskab som under Den kolde Krig. Der tales ikke kun om risikoen for krig og de forberedelser, det vil kræve – nej, i resten af Norden og Baltikum er der sat turbo på genetablering af civilforsvar.

Politikerne og HOD kan formentlig godt blive enige om, at der i dag er en kraftig ubalance i civilberedskabet. Ligesom det militære forsvar er området blevet udhulet i en sådan grad, at der er behov for en betydelig genopretning. Vi er – med ændringerne i klimaet og de sikkerhedspolitiske trusler – allerede kommet alt for sent i gang. Der skal løbes stærkt, træffes store og dyre beslutninger og på kort tid etableres et robust modsvar. Det er tid til et nationalt kompromis på beredskabsområdet.

Det er positivt, at ministeren for samfundssikkerhed og beredskab har bebudet en kommission, der skal se på samfundets krisestyring og robusthed, men den må ikke blive en syltekrukke. Der er brug for hurtige og fagligt forsvarlige analyser. Et arbejde, vi som faglig organisation for officererne håber at blive aktivt inddraget i.

Danmark har brug for et robust og forsvarligt beredskab, og det kræver ikke kun flere værnepligtige, men også langt flere ansatte. Ikke mindst flere mellemledere og officerer, som det i parentes bemærket tager år at uddanne. Men også flere konstabler og administrative medarbejdere, så officererne kan fokusere på at løse officersopgaver. Officererne er den helt afgørende ressource i både de operative stabe, indsatsen på skadestedet og i driften af basisorganisationen. Og aktuelt er der så få, at hverken arbejdstids- eller arbejdsmiljøregler kan overholdes, når større landsdækkende hændelser skal håndteres.

Der skal med andre ord tages en række strategiske beslutninger nu – ikke på den anden side af en kommission.