HOD AFLEVEREDE PRIMO 23 – OG EFTER EKSPLICIT ØNSKE FRA MINISTEREN – I AL HAST ET NOTAT MED VORES FORSLAG TIL NØDVENDIGE TILTAG, der kunne bremse den store afgang af officerer fra Forsvaret. Reaktionen på problemet har ikke just været hurtig, men nu rykkes der – endelig – på afgørende forhold, og jeg er mere positivt stemt end længe.

I notatet pegede vi bl.a. på en ændring af styringsmodellen, en reduktion af administrative byrder samt forbedrede vilkår under efter- og videreuddannelse.

Selv om oprettelse af diplomuddannelsen og det heraf følgende optagelseskrav om en niveau 6-uddannelse positivt har styrket både akademiske kompetencer og diversiteten i officerskorpset, så viste det sig hurtigt, at dels var hvervegrundlaget utilstrækkeligt, dels var de krav, tjenesten stiller til den yngre officers mobilitet og belastning, ofte kolliderende med de sammes forventninger til livsbalance.

HOD pegede derfor på behovet for igen at muliggøre optagelse på officersuddannelserne med en gymnasial uddannelse. Det er nu en realitet, og Forsvaret fik hen over sommeren flere egnede ansøgere end forventet. De første er allerede startet på løjtnantsuddannelse og vil efter praktik og en studieforberedende uddannelse kunne indtræde på officersskolernes diplomuddannelse i 2027.

Vi har ikke i detaljer kendskab til ansøgerfeltet, men er oplyst, at det – som forventet – er yngre og mere geografisk spredt. Hvilket må antages at reducere flere af de oplevede ulemper.

Mixet af kompetencer er dog stadig vigtigt, og vi kan derfor håbe på, at diplomuddannelsen fortsat vil tiltrække ansøgere med en akademisk uddannelse.

Et andet centralt forhold i vores notat var ansøgningssystemets udfordringer med at skabe synlige karriereveje og aftalte tjenesteforløb over flere stillinger, herunder også at skabe nødvendig sammenhæng mellem officerens tjeneste og hensyn til familie. Disse forhold er i flere HR-tiltag samlet i den kommende introduktion af et nyt bemandingssystem baseret på beordring efter dialogbaserede karriereplaner. Jeg ved godt, at mange er skeptiske over for modellen – herunder måske ikke mindst de ansatte karriererådgiveres og chefernes evne til at udleve de mange gode intentioner. Jeg er også fortsat behersket optimistisk, for der er mange faldgrupper, men det overvejende indtryk er dog, at der er en synlig erkendelse af behovet, en prioritering af området og en vilje til at nå i mål.

Der er jo løbet en del vand under broen, siden vi lavede notatet til ministeren. F.eks. er der nu genindført en CU-ordning for menige og mellemledere. Der er for mig ingen tvivl om, at ordningen vil sænke personaleomsætningen for konstabler og sergenter og dermed også skabe en bedre sammenhæng i enhederne til gunst for officerernes funktionsvilkår. Men officererne er ikke selv omfattet af ordningen. Selv om det nok primært skal ses i den sammenhæng, at det at være officer fortsat er en livsgerning, hvor livslang læring sigter mod fortsat tjeneste i Forsvaret og udnævnelse til højere grader. Det har – som vi pegede på i notatet – desværre ikke ført til indførelse af en fastholdelsesbonus. Men efter vores indspark arbejdes der nu positivt på i stedet at tilbyde yngre officerer en erhvervskandidatuddannelse mellem diplomuddannelse og en evt. master.

Da notatet til ministeren blev lavet, var løn ikke en betydende fastholdelsesfaktor for officersgruppen, men det er det unægtelig blevet. Det er derfor positivt, at Forsvarsministeriet på opdrag fra forligskredsen – og med de tre militære organisationers støtte – har arbejdet på en lønanalyse, der skal sætte retningen for et løft af soldaternes lønninger ved overenskomstforhandlinger i 2026. Vi har stadig til gode at se den endelige rapport, og det kan blive både en fugl og en fisk, men jeg er – om end behersket – positivt stemt. Jeg har aldrig før oplevet, at både Forsvarets ledelse, forligskredsen og de øvrige civile faglige organisationer åbent og positivt taler om behovet for at løfte soldaternes lønninger.