HOD’S REPRÆSENTANTSKAB HAR VED SIN SAMLING D. 21.-22. MAJ sat den politiske retning for de kommende års arbejde og prioriteringer. Og samlingen efterlader ingen tvivl om opgaven: Vilkårene skal forbedres, så det kan mærkes, hvis Forsvaret igen skal være attraktivt nok til en varig tilknytning af officererne.

De besluttede HR-tiltag vækker ikke den store begejstring, når udgangspunktet efter årtiers smalhals og sparedagsordner ligger så langt bagud i forhold til den udvikling, der har været på resten af arbejdsmarkedet. Danmark har stadig officerernes dedikation og ansvarsfølelse, men det afspejles ikke i den løn, man vil betale for det eller vores arbejdskraft. Lønnen skal matche opgaver, ansvar, vilkår og kompetencekrav, og aktuelt ville andre offentligt ansatte med tilsvarende ledelsesopgaver næppe være tilfreds med en officersløn. End ikke for en 37 timers arbejdsuge.

Forsvarets faste store budgettering for udbetaling af merarbejde, øvelser og vagter synes at hvile på den antagelse, at man kan iværksætte al den aktivitet, man har råd til at betale for, men det er vist på tide, at vi offensivt og arbejdsretligt angriber den forudsætning.

Bortset fra de få, som har en individuel aftale om plustid, er der ingen officerer – heller ikke i chefgruppen –, som er ansat med en arbejdstidsnorm på mere end 37 timer om ugen. Ja, alle har ganske vist pligt til at udføre et pålagt merarbejde, men kun i et rimeligt og sagligt begrundet omfang.  Ikke et stort påregneligt og tilsyneladende planlagt merarbejde. Vores fokus vil i særlig grad være på de overenskomstansatte officerer, der kun efter særlig lokalaftale kan afvige fra den i AC-overenskomsten aftalte almindelige kontortid. Den overenskomstansatte officer er – i modsætning til tjenestemanden, der efter aftale er ’døgnarbejder’ – det, man kalder ’dagarbejder’, hvor arbejdstiden kun efter lokalaftale kan placeres uden for almindelig kontortid. Hvis vi videre skal acceptere et så væsentligt og påregneligt merarbejde, som tilfældet har været i årevis, så skal prisen hæves og evt. differentieres, så procentsatsen øges på de yderste timer. Vi skal måske også – med hjælp fra AC – få cementeret, at den nye danske arbejdstidslov ikke dispenserer Forsvaret fra hverken tidsregistrering, hviletidsregler eller 48-timersreglen. Heller ikke i forbindelse med ’egentlig militærtjeneste’ og heller ikke for chefgruppen.

Endelig er det stærkt utilfredsstillende, at der i nogle politiske kredse alene er et fokus på at hæve konstablernes løn. Og der er desværre ikke umiddelbar hjælp at hente i den forligspålagte lønanalyse, som Personelkommandoen aktuelt arbejder på. Man kunne måske til nød acceptere, at alle militære medarbejdere hæves med samme kronebeløb, hvis honoreringen gives for ulemper, der er de samme for høj som lav. Men hvis man selektivt hæver konstabelgruppen, ødelægges balancerne mellem niveauerne. Dels fjernes de nuværende – om end beskedne – lønincitamenter til karriere, dels valueres arbejde på et højere ansvars- eller kompetenceniveau. Det er en no-brainer.

Repræsentantskabet fandt imidlertid også anledning til selvkritisk at skue indad. Vi har nok alle været for dårlige til at promovere vores profession og værdi. Fundet, at den var åbenlys for alle. Men desværre virker det nogle gange, som om standen og professionen ikke nyder en passende eller rimelig anerkendelse på Slotsholmen. At nogle er forledt til at tro, at officerer kan erstattes af civile akademikere eller militære mellemledere. Men ikke mindst skal vi indadtil også være bedre til at vise og forklare nye officerer vigtigheden af at organisere sig i HOD.

Jeg håber, at det er tydeligt, at vi i lokalafdelinger, bestyrelse og sekretariat ikke har tænkt os at hvile på laurbærrene, men vil tage alle udfordringer op med fornyet energi, ildhu og fornøden aggressivitet.