JEG TROR, AT DER TIRSDAG D. 30. MAJ VAR EN DEL, DER – SOM JEG – SPÆNDT FULGTE MINISTERENS FREML ÆGGELSE af regeringens oplæg til forligsforhandlingerne. Men vi var nok også nogle, der umiddelbart havde svært ved at få hænderne op over hovedet i begejstring over indholdet.

Det er fint, at der med oplægget skabes sikkerhed om Forsvarets økonomi i lang tid frem. Det giver derfor også god mening, at der lægges op til et rammeforlig, da det tilfører en nødvendig fleksibilitet i forhold til den teknologiske og sikkerhedspolitiske udvikling i perioden.

Man må selvfølgelig anerkende, at regeringens oplæg – i respekt for rummet til forhandlingerne med forligskredsen – ikke kan være særlig konkret. Men man kunne – ikke mindst på grund af den for mig lidt søgte inddragelse af donationerne til Ukrainefonden i to procents-målsætningen – få den tanke, at pressemødet og måske også de nu igangsatte forhandlinger mest af alt er vigtigt for regeringen i forhold til fortællingen i NATO på topmødet i Vilnius d. 11.-12. juli.

Og ja – der blev lagt op til et historisk økonomisk løft af Forsvaret, men udfordringerne med fastholdelse og rekruttering af personel var bemærkelsesværdigt fraværende i både fremlæggelsen og den officielle pressemeddelelse. Dette til trods for, at både ministeren og stort set alle ordførere i forligskredsen gennem den seneste tid konsekvent har udtrykt, at netop det vil være altafgørende og den første prioritet at behandle i forhandlingerne.

Jeg havde forventet, at man var nået længere i processen. Ikke mindst i betragtning af, at vi efter et møde med ministeren i marts måned i al hast og med kort termin før påske blev afkrævet vores skriftlige bud på nødvendige tiltag for på kort sigt at ”stoppe blødningen” og på længere sigt at udvikle en bedre og mere fastholdende arbejdsplads. Den korte termin begrundedes med muligheden for, at vores bemærkninger og forslag kunne få indflydelse på forhandlingerne i forligskredsen. Men jeg havde også forventet mere fremgang i processen, fordi det nu er mere end et år siden, at arbejdet med ny HR-politik blev afsluttet, og ministeriet på et møde i hovedsamarbejdsudvalget fortalte, hvilke dele af politikken der ville indgå i forligsforberedelsen.

Min optimisme var derfor også behersket forud for et orienteringsmøde, ministeren d. 1/6 afholdt for alle interessenter fra de faglige organisationer, universiteter og erhvervslivet. Hvor jeg fik spurgt ind til de allerede nævnte betænkeligheder, men også hvornår vi kan have forventning om reelle og synlige tiltag.

Selv om der i forligsoplægget er afsat 6,9 mia. kr. ekstra i 2024, så kan man også konstatere, at det meste går til kasseeftersynets genopretningsplaner. Reelt er der kun 800 mio. kr., som ikke allerede er disponeret. Men det vil selvfølgelig også være en god start, hvis det er regeringens oplæg at bruge dem på fastholdelse.

Det er nok mindre sikkert, men sikkert er det ifølge ministeren, at emnet vil blive behandlet af forligskredsen inden sommerferien. Det kvitterede jeg selvfølgelig for, men understregede også, at vi nu i længere tid har haft en brændende platform, og de mange gode hensigter skal følges op af reel handling. Ikke i 2025 eller -26, men her og nu. Alt andet kan af de ansatte, som i positiv forventning har afventet forliget, tolkes som endnu en tom festtale og føre til ny og øget afgang fra Forsvaret.