Nyheder

04. August 2020

Det glemmer jeg aldrig – major John “STI” Kristensen

Piloten STI var med til at skrive Danmarkshistorie, da han landede den ene af to F-16 på en af verdens nordligste flybaser

Flyvevåbnets Danmarksekspedition

 

Den 5. august 2014. John ”STI” Kristensen sidder i sin F-16 højt over Grønland. Under ham ligger en verden af is og sne. Men i cockpittet nærmer temperaturen sig 60 grader. At han har det meget varmt under de to lag termoundertøj, overlevelsesdragt og hjelm er en underdrivelse. Alligevel er han glad.

 

– Jeg havde en totalt fed fornemmelse. Jeg var lettet fra Thule Air Base, og jeg tænkte: ”Jeg har lige været med til noget, som sker meget, meget sjældent”, fortæller major John Kristensen.

Varmen i cockpittet vender vi tilbage til. Men den dag i 2014 har John Kristensen med pilotnavnet STI sammen med sin pilotkollega JOK netop afsluttet noget, som ingen i Forsvaret havde prøvet før. De har landet to F-16 på verdens næstnordligste flyveplads, Thule Air Base. De har skrevet flyhistorie.

 

Foto: Bo Amstrup

Flere måneders planlægning forud for turen er foregået i stilhed. Ikke fordi opgaven som sådan er hemmelig, men for at sikre, at holdet får ro til at arbejde med planlægningen – og så ønsker det daværende Fighter Wing Skrydstrup ikke at give falske forhåbninger, hvis turen må aflyses på grund af vejr eller lignende.

Turen var en del af Danmarks strategi for Arktis. Med det øgede sikkerhedspolitiske fokus på området var det vigtigt at finde ud af, om F-16 kunne operere i de kolde egne.

 

Ubarmhjertig hård natur

Flyvning i Grønland er ikke ukendt for John Kristensen. Som pilot har han tidligere fløjet G-3 Gulfstream og været udstationeret ved luftgruppen på Kangerlussuaq. Han var også Detachement Commander (DETCO) på Nordkap Ekspeditionen i 2007, hvor han ledte fem helt unge piloter på en flyvetur til Nordkap og retur i T17-træningsfly. Derfor blev han udvalgt til at lede missionen til Thule.

» I mange år har jeg haft dyb, dyb respekt for at flyve i Grønland. Det er utroligt smukt, når man sidder i et varmt cockpit, men hvis man først har været på arktisk overlevelse og lært at bygge iglo på jorden, som jeg har, så ved man også, hvor ubarmhjertig hård naturen er deroppe. Kontrasterne står meget skarpt. «,

På et eller andet plan var det her Flyvevåbnets Danmarksekspedition. I dag opdager man ikke nye landområder. Så hvis man har den der udfarende ekspeditionslyst, så er det her nok noget af det tætteste, man kan komme på det. Den tur var bare unik på mange måder og noget, jeg ikke kunne sige nej til, fortæller han.

En stor del af planlægningen handlede om udfordringen i de afstande, flyene skulle tilbagelægge. Der findes efterhånden mange landingsbaner i Grønland, men kun tre af dem kan bruges til F-16. Den tættest på Thule er Kangerlussuaq. En tur på omkring 1.300 kilometer eller svarende til afstanden mellem København og Genova i Italien – hver vej. Men fordi der ikke findes andre landingsbaner på vejen, skal flyene have brændstof nok til at flyve hele turen retur uden at tanke, hvis det viser sig, at det ikke er muligt at lande på Thule Air Base, når de kommer frem. Det gav et problem, fordi de ekstra brændstoftanke, som Danmark rådede over, ikke var store nok.

Derfor måtte Danmark låne sig frem til ekstra store tanke. Sådan nogle rådede Portugal over, men de var udlånt til Belgien. Så ved et airshow på Florennes Air Base i det sydvestlige Belgien hentede STI tankene. Dermed var der sat endnu et hak på listen, der også talte nyindkøbte, orange overlevelsesdragter, krigsoverlevelsesvest og pistol, så de kunne forsvare sig mod isbjørne.

I begyndelsen af august 2014 var listen komplet. STI, JOK og et hold på omkring 20 mand var klar til missionen. Man sendte nemlig ikke bare to F-16 til Thule uden back-up i form af endnu en F-16. Med var også en Challenger fra eskadrille 721, der normalt flyver i Grønland, samt en C-130 Hercules. Challengeren kombinerede sin almindelige mission og lavede fiskeriinspektion på den første del af turen.

– Det store hold skyldes, at vores radioer ikke kunne bruges deroppe. Og vi havde ikke satellitkommunikation på de danske F-16. Så skulle der ske noget, og vi måtte hoppe ud, så var de der med det samme og kunne kaste en redningsbåd eller andet ned til os, fortæller John Kristensen.

 

Turbulent mission lykkes

Blå himmel med spredte skyer gjorde flyvningen fra Kangerlussuaq til Thule uproblematisk. Men ved Thule viste vejret sig fra sin lunefulde side. Hård vind med tilhørende regn fra sydøst skabte meget turbulens over basen. Sammen med Challengeren afventede de to F-16 vejrudviklingen i godt tyve minutter.
For at kontrollere forholdene lavede de flere overflyvninger af basen. For piloterne i de tre fly var disse runder udfordrende og noget af en rusketur – for passagererne i Challengeren var det for meget; poserne til ”aktiv luftsyge” blev flittigt brugt, som John Kristensen udtrykker det.

– På tredje runde udførte jeg en egentlig anflyvning, men i omkring 730 fod ramte jeg et kraftigt wind shear lag (en kraftig ændring i vindretning og hastighed, red.). Jeg afbrød derfor landingsforsøget og samlede hastighed op til en lav overflyning. Under wind shear laget var luften rimelig rolig, hvilket jeg rapporterede til min wingman, JOK. Han forsatte sin anflyvning, men holdt nu lidt ekstra fart på flyet. JOK blev således den første til at lande en F-16 på Thule. Det pointerede han bagefter med et stort smil. Men jeg var mindst lige så storgrinende over, at missionen lykkedes, for det hang i en tynd tråd til sidst, fortæller John Kristensen.

Hjemturen foregik næsten uden problemer. Sammen med sin wingman øvede John Kristensen flyvning i lav højde. Noget, det er svært at få lov til i Danmark.

– I Danmark er minimumshøjden 300 fod på udvalgte ruter i Jylland. På Grønland testede vi flyvning i 100 fod, og landskabet viste sig at være perfekt til formålet. Vi vidste på forhånd, at støjen ikke ville genere nogen, og at der ikke er master eller el-ledninger, man skal tage højde for. Samtidig er flyvning mellem bjerge og over is ikke noget, der lader sig gøre andre steder i Kongeriget Danmark. Så det gav god træning, fortæller han.

Turen hjem gav dog STI noget af en svedetur. Undervejs gik køleturbinen i flyet i stykker. Det betød, at han måtte sætte temperaturen højere og højere for at sikre luftgennemstrømning i cockpittet. Derfor sad han i omkring 60 graders varme over det kolde landskab. Men der var ikke andet, STI kunne gøre, end at følge manualen, der foreskriver, at man fortsætter til nærmeste lufthavn. I dette tilfælde Kangerlussuaq.

– Vandet drev bogstaveligt talt af mig. Men mission blev fortsat. Ca. 30 minutter senere landede jeg på Søndre Strømfjord og åbnede straks cockpittet, så kold luft kunne trænge ind, fortæller STI.

 

Efter flyvningen lagde STI et klip optaget fra cockpittet på youtube. Efter kun en uge var det set tæt på en million gange.

Du kan se videoen øverst i artiklen.

 

 

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *