Hjemmeværnet fejrede 70-års dag
Tekst: Morten Fredslund, journalist
I dag er det officielt 70 år siden, at Hjemmeværnet blev etableret, men søndag middag tog det frivillige værn forskud på festlighederne med en stor parade på Hjemmeværnsskolen i Nymindegab.
Solen strålede om kap med de mange faner og flag, der blafrede lystigt i en iskold vestenvind, da H.M. Dronningen og H.K.H. Kronprinsessen ankom til Nymindegablejren i en nypoleret Bentley, Krone 121, og festlighederne kunne begynde.
Hjemmeværnet tæller i dag knap 45.000 frivillige soldater, hvoraf godt 14.600 er aktive, som yder mindst 24 timers tjeneste om året. Hjemmeværnets faste kadre består af 412 militære- og civilt ansatte, hvor gruppen med 158 officerer udgør majoriteten – knap 40 procent.
At Hjemmeværnet er mere end de mange frivillige, som udgør værnets grundstamme, kom chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly også ind på i sin tale.
– At vi i 2018 har haft frivillige hjemmeværnssoldater indsat til operativ opgaveløsning til lands, til vands og i luften i alt cirka 337.000 timer er en meget klar anerkendelse af de mange tusind hjemmeværnssoldater, der frivilligt stiller sig til rådighed døgnet rundt, året rundt, sagde Jens Garly.
– Dagens arrangement er en hyldest til alle jer, der gennem årene på den ene eller anden måde har bidraget til Hjemmeværnet og således skabt forudsætningerne for henholdsvis leveret den operative indsats. Det gælder først og fremmest alle frivillige soldater, men også fastansatte – militære såvel som civile – og personel af reserven.
Fem jubilarer fik 70-års tegn
Grundstenen til Hjemmeværnet blev lagt i modstandsbevægelsen, og den 1. april 1949 blev Hjemmeværnet til en statslig institution. Enkelte hjemmeværnsmedlemmer har været med siden starten, og fem jubilarer fik under paraden tildelt et nyligt indført 70-års fortjensttegn – en medalje med ikke mindre end tre stk. egeløv i guld på krydsbåndet.
Det var H.M. Dronningen, der satte 70-års tegnet på brystet af jubilarerne. Dronningen gjorde selv tjeneste ved Kvindeligt Flyverkorps, der var et frivilligt kvindekorps under Hjemmeværnet, fra 1958-1970. H.K.H. Kronprinsesse Mary har siden 2008 været frivillig soldat i Hjemmeværnet, og var mødt op iført uniform på festdagen, hvor hun blev udnævnt til kaptajn i Hjemmeværnet.
Blandt de tjenestegørende officerer i paraden var HODs værnsformand for Hjemmeværnet, oberstløjtnant Kent Mikkelsen. Han er stabschef på Hjemmeværnsskolen, og var under paraden fører for Hjemmeværnsskolens detachement.
– Der er bestemt noget at fejre. Dels det rent historiske, som jo blev understreget af tilstedeværelsen af de fem jubilarer, der har været med siden 1949. De repræsenterer på bedste vis, alt det Hjemmeværnet har været igennem de sidste 70 år. Dels synes jeg, at Hjemmeværnet er på et stadie, hvor vi har fundet vores rette identitet og militære berettigelse med nye, gode militære opgaver, som passer til vores organisation, siger Kent Mikkelsen.
Alle officer burde runde Hjemmeværnet
Til trods for at 70-års dagen blev fejret på festlig vis, kan der være grund til en smule bekymring, når man ser på antallet af frivillige, der ønsker at være en del af Hjemmeværnet. Siden 1983 er medlemstallet faldet med 33.000 frivillige, og ifølge Hjemmeværnets seneste Årsrapport gik medlemstallet også svagt tilbage i 2018. “Fastholdelse og rekruttering” var det eneste af i alt otte mål, som ifølge Årsrapporten ikke blev opfyldt sidste år.
– Jeg ser faktisk ikke de sorte skyer og grunden til bekymring. Tallene er stagnerende, og det er jo ikke sådan, at vi er ved at falde ud over afgrunden og er tømt for medlemmer om nogle få år. For det første ser rekrutteringstallene super fornuftige ud. For det andet vil en omstilling til en skarpere militær profil altid give nogle krusninger på overfladen, men på sigt vil de nye operative opgaver komme os til gavn. For det er jo for “at gå til soldat”, at folk gerne vil i Hjemmeværnet. Så jeg er ikke så bekymret, og er sikker på, at vi er på vej mod lysere tider og får knækket kurven i forhold til medlemstallet, siger Kent Mikkelsen.
Han oplever en pæn søgning til Hjemmeværnet fra officerskolleger, som i dag alle er fra Forsvarets faste struktur i forhold til tidligere, hvor der var deciderede Hjemmeværnsofficerer.
– Jeg er helt overbevist om, at en periodevis tjeneste i Hjemmeværnet giver officeren noget, som du ikke kan få andre steder i Forsvaret. Når du i en periode arbejder i en frivillig og mangfoldig organisation som Hjemmeværnet, bliver du i min optik en mere hel officer, der går styrket tilbage til dit moderværn, og alle officerer burde i løbet af deres officerskarriere prøve at gøre tjeneste i Hjemmeværnet i en periode. At arbejde med motivationsledelse giver helt afgjort en ekstra dimension, siger Kent Mikkelsen, der efter paraden deltog i receptionen, som på festlig vis afsluttede 70-års arrangementet i det vindblæste Nymindegab.