Nyheder

01. November 2018

Fogh i Soldatens Hus

Anders Fogh Rasmussen talte om global sikkerhed og aktivistisk udenrigspolitik, da Soldatens Hus inviterede til arrangement på Kastellet.
Foto: Tidligere statsminister og generalsekretær for NATO, Anders Fogh Rasmussen. Foto: Erling Brodersen
Tekst: Michael Aagaard, journalist

Alle stole var optaget, da tidligere statsminister og generalsekretær for NATO, Anders Fogh Rasmussen, talte for de fremmødte til Soldatens Hus’ arrangement på Kastellet på den sidste aften i oktober. Anders Fogh Rasmussen fortalte om sin tid som statsminister, om aktivistisk udenrigspolitik, og om hvordan han havde oplevet, at danske soldater er værdsat ikke kun for deres evner på slagmarken, men også deres civile kompetencer, når det kommer til at genopbygge og skabe fremgang, efter kamphandlingerne er ovre. Her var der stor ros fra den tidligere statsminister til de fremmødte.

 

Udfordringer for Nato i fremtiden
NATO’s fremtid og forholdet mellem Vesten og Rusland var et par af de emner, der også blev diskuteret. I forhold til den store nabo i øst, så Anders Fogh Rasmussen ikke nogen opblødning i den nærmeste fremtid.

 

– Forholdet til Rusland kan først normaliseres, når Rusland begynder at overholde sine internationale forpligtelser, sagde han og uddybede, at han inden for de næste fem år ikke kan se nogen opblødning. Der kan måske skabes et forhold som det, der eksisterede under den kolde krig, men annekteringen af Krim, og den efterfølgende militarisering af området vil være en sten i skoen, så længe der ikke ligger en løsning. Og den har lange udsigter. Samtidig betyder seneste valg i Rusland, at Putin kan blive siddende til 2024, så der vil nok ikke ske store ændringer i landets politik, fortalte han. Men, pointerede den tidligere generalsekretær, en udskiftning i den øverste ledelse i Rusland betyder ikke nødvendigvis, at en ny leder vil blive nemmere at håndtere.

 

Største udfordring er USA
Under debatten blev NATO’s øvrige udfordringer også diskuteret. Ikke mindst USA’s isolationistiske udenrigspolitik. Anders Fogh Rasmussen så USA’s politik med America First som den største udfordring for NATO. For som han sagde, ”når Vesten mangler en politisk og ideologisk lederskikkelse, så opstår der et vakuum. Det udnytter ledere som Putin, Kim Jung-Un, Xi Jinping og Assad”.

 

– Det anser jeg for at være tidens allerstørste sikkerhedspolitiske problem. Desværre må vi nok se i øjnene, at der er en stor risiko for, at Trump blive genvalgt. Navnlig fordi demokraterne ikke kan samle sig om en modkandidat. Så i værste fald sidder vi med ham til 2024, sagde han.

 

Løsningen er i den situation, ifølge Anders Fogh Rasmussen, at dyrke kontakterne i den amerikanske kongres, og så håber den tidligere statsminister, at Mitt Romeny kan overtage rollen som fortaler for det det, han kaldte en klassisk amerikansk udenrigspolitik fra nu afdøde John McCain.

 

Soldatens Hus
Soldatens hus er en tilbud til de veteraner, der er kommet godt hjem fra udsendelse, men som finder det udfordrende at få et tilhørsforhold til det civile. Det er drevet af frivillige, og holder primært arrangementer på Kastellet, men er allerede ved at udvide og har også holdt et par arrangementer i Aalborg.

 

Læs mere om Soldatens Hus

 

 

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *