Regulering på lønsedlen
Ved OK18 blev der blandt andet aftalt lønregulering pr. 1. april 2018. Hele processen vedrørende OK18 blev som bekendt forsinket i forhold til den oprindelige tidsplan, så den aftalte lønregulering er først klar nu.
Løn, tillæg med videre stiger, fordi reguleringsprocenten stiger fra 5,7703 til 6,9683. Reguleringsprocenten er den sats, som løn, tillæg og lignende skal reguleres med fra grundbeløb i marts ’12-niveau til aktuelt niveau.
Grundlæggende betyder det, at et tillæg, der før 1. april 2018 var på kr. 1.000,00, stiger til kr. 1.011,33.
Reguleringen forventes at slå igennem med lønnen i slutningen af juli – men med virkning fra 1. april.
HOD har lavet et regneark til omregning af beløb fra et prisniveau til et andet niveau. Det kan du se, hvis du er medlem og logget ind, ved at gå i fanen medlem, HOD Guld og diverse.
For tjenestemandspensionerne er billedet lidt anderledes. Tjenestemandspensionerne tager fortsat udgangspunkt i grundbeløb oktober ’97. Begrundelsen for det er, at det ved OK05 blev aftalt, at tjenestemandspensionerne dengang skulle reguleres med 1,00 procent ud over en generelle procentregulering.