Overenskomstforhandlingerne for ansatte i stat, regioner og kommuner er brudt sammen. Ikke fordi organisationerne ønsker det, men fordi forhandlingerne denne gang har ført til en helt principiel uenighed, nemlig hele essensen af den danske forhandlingsmodel.

Selv om arbejdsgiverparten gerne vil have det til at lyde sådan, så drejer det sig ikke isoleret om, at organisationerne kræver, at den fornyede vækst i samfundet kommer både de private og de offentligt ansatte til gode. Det er heller ikke i sig selv konfliktudløsende, at der aftales en reguleringsordning, der sikrer en parallel lønudvikling i den private og den offentlige sektor.

Det, vi som organisationer ikke kan acceptere, er, at lærerne – som de eneste på arbejdsmarkedet – skal leve med, at deres arbejdstid er reguleret ved en lov. Det er både uhørt og udemokratisk – og hvem ved, hvem der bliver de næste. Der skal derfor indgås en arbejdstidsaftale med lærerne.

Tilsvarende kan vi ikke leve med, at Sophie Løhde bliver ved med at kalde den betalte frokostpause for en kutyme, der kan opsiges lokalt. Heller ikke selv om statsminister Lars Løkke Rasmussen under tirsdagens udvidede spørgetime i Folketinget understregede, at de statslige arbejdsgivere ikke vil angribe de offentligt ansattes frokostpause. Vi har haft en betalt frokostpause, siden ruderkonge var knægt, og aftalearkiverne bugner med håndgribelige beviser og gensidige forsikringer om denne aftalebestemte ret. Hvis vi accepterede, at frokostpausen var en kutyme, ville det svare til at give de offentlige arbejdsgivere ret til at varsle, hvad der ville svare til en lønnedgang på 7%. Det er ganske enkelt uacceptabelt, og et alt for farligt våben at lægge i hænderne på omkostnings- og effektiviseringsfikserede politikere – uanset hvor mange gange de forsikrer om deres gode intentioner. For hvis de gode intentioner virkelig var der, så er løsningen bare at skrive retten til frokostpausen ind i overenskomsten. Sværere er det ikke.

Vi vil gerne medvirke til gode og nye overenskomster – der også vil omfatte arbejdsgiverkrav, som vi i bund og grund ikke bryder os om. Det er sådan, man forhandler. Det spiselige kompromis er netop hele essensen af forhandlingssystemet. Men det kræver at begge parter giver og tager, og foreløbigt har de offentlige arbejdsgivere ikke bevæget sig en tomme. Uanset hvad man prøver at fremme af politisk spin i pressen! Det er stort set det samme papir, der er blevet lagt frem hver evig eneste gang. Som om, at forhandlerne på statens side slet ikke har mandat til at forhandle.

Så ja, vi kan – uanset vores ønsker om det modsatte – havne i en storkonflikt, der kan lamme samfundet og medføre store udfordringer for alle borgere, men det kan være et nødvendigt skridt for at forsvare den danske model.