I mine første år som USA-korrespondent gjorde jeg altid en dyd ud af at stå meget tidligt op om morgenen. Dengang var der ikke megen tid til at orientere sig, ringe rundt til kilder og nå at skrive noget meningsfuldt inden kl. 12-13 lokal tid i USA.

Det ændrede sig med de amerikanske avisers indførelse af en opdateret webudgave. Nu kunne jeg orientere mig om morgendagens nyheder aftenen forinden. Siden George W. Bushs sidste par år som præsident og den otte år lange Obama-æra har jeg derfor bekvemt nok kunnet stå op kl. 7. Sjældent blev jeg taget på sengen af en nyhed, jeg ikke var orienteret om i forvejen.

Og nyheden stod til troende. Jeg vidste, den ville holde til næste dags avis i Danmark.

Donald Trumps tilsynekomst har ændret denne rutine. Siden han blev præsident for snart et år siden, har alle vi journalister i USA fulgt den linde strøm af tweets, Trump udsender – som regel om formiddagen, hvor hans arbejdsrytme tilsyneladende levner ham masser af tid til at se det Trump-venlige tv-program Fox & Friends og tjekke og kommentere andres twitter-konti.

Ingen aner, hvad USA’s præsident kan finde på at sige fra et minut til et andet. Skal man tage hans udtalelser for pålydende? Er de udtryk for Trump-regeringens politik? Eller er det bare de tanker, der tilfældigvis falder ham ind i dette øjeblik, eller et raseriudbrud mod hin politiker eller hint medie, der generer ham i dag, og som han måske vil slutte fred med i morgen?

I begyndelsen blev hvert eneste tweet taget dødsens alvorligt af medier, politikere, diplomater og regeringer verden over. Alle talte om dem. Ingen vidste rigtigt, hvad de skulle mene. Er han bindegal, eller er der en mening i galskaben? Hvem tør ignorere, hvad USA’s præsident siger? Han er klodens mægtigste politiker.

I august indtraf en skelsættende begivenhed. Trump erstattede sin stabschef Reince Priebus med den firestjernede general John Kelly. Efterfølgende fyrede Kelly højrepopulisten Steve Bannon og flere andre rådgivere i Det Hvide Hus. Svigersønnen Jared Kushner og datteren Ivanka fik besked på, at de for fremtiden skulle tjekke med Kelly, hvis de ville møde Trump i arbejdstiden.

I løbet af kort tid blev arbejdsgangen i Det Hvide Hus disciplineret. Alle under Trump måtte rette sig ind under stabschefen. Den eneste, der stadig havde frit løb, var præsidenten himself.

Kelly skal have bemærket, at det ville være en håbløs opgave at lave om på ham: ”Let Trump be Trump”.

Kelly forstod, hvad alle præsidentens bekendte og venner ved: Man kan ikke lukke munden på Trump. Lige så lidt som man kan få ham til at læse en bog eller et stykke papir, der er længere end et enkelt ark, endsige et lovforslag, der er til behandling i Kongressen.

En god ven, der har en høj stilling i et af USA’s største reklamebureauer og derfor ofte er i kontakt med topchefer i USA’s erhvervsliv, fortæller:

– De har fået at vide, at Trump under møder i Det Ovale Kontor mister koncentrationen efter 30 minutter. De skal ikke medbringe dokumenter. Det eneste, der virker, er et lysbilledshow.

Er præsidenten intellektuelt doven eller måske ikke bogligt begavet? Hans udenrigsminister Rex Tillerson skal i en privat samtale have kaldt Trump ”en sinke”. Sikkerhedsrådgiver og general H.R. McMaster citeres i Buzzfeed for at have fortalt en Trump-tilhænger, at hans intelligens er på niveau med et ”børnehavebarn”, og at han er ”en idiot” og ”et fjols”.

Det er muligt, at de to herrer har sagt noget i den stil. Personligt aner jeg ikke, om de har ret.

Men jeg har bidt mærke i en ting: Kelly, McMaster, Tillerson og talskvinden Sarah Huckabee Sanders har i dette efterår valgt at opgive at tolke og kommentere Trumps tweets. De antyder, at budskaberne i disse tweets må stå for sig selv. De reflekterer med andre ord ikke regeringens linje.

Samtidig er der næsten ubemærket sket det, at amerikanske medier er begyndt at ignorere de fleste af Trumps tweets. De omtales ikke nær så hyppigt som før. Selv er jeg holdt op med at læse dem systematisk, når de dagligt dukker op på min iPhone-skærm.

De er, hvad de er: Trumps direkte kommunikation med fanskaren.

Martin Burcharth er Dagbladet Informations USA-korrespondent siden 1996. Han arbejder fra Boston såvel som fra New York.