Efter tre år som stabschef og syv som øverste chef for Hjemmeværnet er den tidligere generalmajor og nuværende pensionist Finn Winkler meget klar i mælet, når han skal beskrive Hjemmeværnets udvikling med ham som chef

– Jeg har i samarbejde med mine dygtige folk søgt at sikre, at værnets kapaciteter er rettet bedst muligt imod det, der er Hjemmeværnets formål – nemlig at støtte Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet og at støtte samfundet. I perioden har vi arbejdet med en større palet om at komme på internationale operationer og øge det internationale samarbejde. Samtidig har vi søgt at bevare kernen, som er det lokale Hjemmeværn.

Finn Winkler er mødt op til interviewet i sin generalmajor-uniform. Men mødet foregår i et lånt kontor på Gardehusarkasernen i Slagelse, hvor han har tigget sig til et par kopper kaffe til os. En ny situation, men en naturlig følge af at fødselsattesten nu siger 60 år plus.

Han har gennem sine syv år som chef sat sit klare fingeraftryk på Hjemmeværnet (HJV) både for de ansatte og de frivillige. Og han har brugt af alle de erfaringer, han tog med fra sine tidligere poster.

– Jeg har været utroligt glad for min chefperiode i HJV, blandt andet fordi jeg har fået lov til at være helt nede på kompagni-niveau. Vi havde 37 myndigheder, da jeg blev stabschef, og vi er nede på 16 nu. HJV har været igennem en hestekur de ti år i relation til sammenlægninger og nedlæggelser af ansattes struktur. Det var nødvendigt af effektiviseringsmæssige årsager. Noget skyldtes, at vi havde for mange ansatte siddende for spredt. Det gav ikke ret stor effekt, siger han.

HJV på mission

Det var i hans tid som stabschef under Jan Nordgaard, at beslutningen om at sende frivillige på bevogtningsopgaver i Afghanistan blev truffet. Siden er opgaver i Kosovo og Mali kommet til. Og han stod i spidsen for HJV, da det internationale samarbejde blev udvidet.

– I 1980’erne og 90’erne var der mange øvelses- og uddannelsesmuligheder med Hæren. Sådan er det ikke længere, og derfor var det oplagt at fokusere på og prioritere et samarbejde med det norske og svenske Hjemmeværn. Vi har også gradvist gennem mine år som chef fået genskabt kontakt til Letland og Litauen. Estland havde vi allerede forbindelse med. Og siden 2012 har vi samarbejdet med National Guard i USA, fortæller Finn Winkler.

Det er ikke kun de frivillige i HJV, der har mærket de nye, friske vinde under Finn Winkler. Han har også i høj grad været med til at få værnets ansatte officerer ud på internationale operationer, så de på lige fod med officerer i de tre værn har fået den del af officerslivet med.

– Vi har heldigvis fået droppet det der med, at HJVs ansatte ikke skal på INTOPS. Vi er i meget høj grad medvirkende til enkeltmandsudsendelser, så man får ikke noget frinummer ved at arbejde i HJV. Jeg har holdt meget nøje øje med, at både officerer og befalingsmænd kommer ud og gør deres indsats. Netop fordi vi er en del af Forsvaret og ikke forskelligt fra det. Vi arbejder på forskellige præmisser, fordi vores menneskemateriale er de frivillige, og de er her på nogle andre præmisser. Men alt andet skal være så ens som overhovedet muligt.

Én officersstruktur

– Hvilke ting er gået i den rigtige retning i HJV, siden du blev chef?

– For de ansattes vedkommende er det blandt andet, at vi har lagt de to officersstrukturer sammen. Da jeg kom til HJV, havde vi vores egen officersstruktur for HJVs ansatte, og så havde vi Forsvarets. Det lagde vi sammen for nogle år siden. Det var det eneste rigtige at gøre. Vi fik jo den samme uddannelse og videreuddannelse, så der var ingen grund til at have to strukturer, siger Finn Winkler og fortsætter:

– Vi har heldigvis fået flere folk uden HJV-baggrund som ansatte i HJV. Det er godt, specielt hvis folk søger frem og tilbage mellem HJV og Forsvaret, så kommer vi til at kende hinanden bedre. Men det er ikke alle, der synes om at være i HJV-strukturen. Værnets DNA med de frivillige gør, at når man i Hæren forventer, at nu gør vi sådan-og-sådan, så bliver der sagt Javel. Det gør der også i HJV, men man skal være klar til både at forklare og forsvare alt bagefter, fordi folk gør det i deres fritid. Hvis de synes ordren har været mærkelig, så er der i HJV næsten altid en dialog efterfølgende. Ledelsesmæssigt skal man være klar til en større rummelighed, fordi forskellene er så store.

Finn Winkler er overbevist om, at det har været en stor fordel at lægge officersstrukturerne sammen. Det skulle jo gerne betyde, at en officer kan skifte frem og tilbage mellem Forsvaret og HJV på flere forskellige niveauer gennem karrieren. Men sådan er det endnu ikke blevet, understreger han.

– Officersstrukturen i HJVs historie rækker bagud til de helt gamle dage, hvor mange af de ansatte var gamle modstandsfolk, som udgjorde distriktsledelserne rundt omkring. Vi havde altså i en lang periode under den kolde krig et officerskorps, hvor nogle havde en formel officersuddannelse, mens andre ikke havde nogen egentlig uddannelse. Og så var der en del reserveofficerer, der kom ind og blev ansat som linjeofficerer efter supplerende uddannelse. Gradvist op igennem 80’erne og 90’erne begyndte officerer i HJV at få den samme uddannelse som resten af Forsvaret, ligesom der var massiv efteruddannelse. Så der var en blanding af folk enten fra HJVs egen struktur, som blev udnævnt til chefer, eller også var der tale om folk fra Forsvarets struktur, der kom ind og blev chefer eller i andre stillinger i HJV. Det var en meget broget struktur. Man kan også sige, at enten kom man fra HJVs struktur og blev i HJV, eller også kom man ind fra Forsvaret, og så blev man i HJVs struktur. Det blev sådan en slags ensrettet gade, hvor det som HJV var og stod for, opgaveløsning og lignende, det blev i stigende grad en intern historie. For der var ikke ret mange i Forsvaret, der kendte til HJVs opgaver, og hvad det ville sige at være leder i HJV. Det var ikke godt for Hjemmeværnet, men heller ikke for Forsvaret.

– Derfor gav det mening at lægge de to officersstrukturer sammen, specielt fordi al tilgangen til HJV i bunden – af premierløjtnanter, kaptajner m.m. – de kommer med nøjagtig samme uddannelse, som dem, der går til Forsvaret. Hele tanken har været, at det nu skal gå begge veje. Man skal gøre tjeneste en periode i Forsvaret, så gå over i HJV en periode og så tilbage. Men her skal man have det lange lys på. Det kommer til at tage et stykke tid endnu. Det er fem et halvt år siden, vi lavede det her, og der mangler stadig det, jeg kalder ’det store gennembrud’. Hver gang der er et godt job i HJV, vil folk gerne søge dertil, særlig hvis de kan blive chef. Men den modsatte vej – at søge tilbage, hvis du for eksempel er kaptajn, major eller noget andet, det er ikke rigtig sket endnu! Der er stadig for meget ensrettet trafik. Jeg forstår ikke, at der ikke kommer langt flere ansøgninger til stillinger på alle niveauer i HJV. For arbejdet er meget afvekslende og udfordrende.

Bagerst i køen

– Hvordan er en officer stillet, når vedkommende efter nogle år i HJV søger videre?

– De kommer tilbage med mere, end de kom med. Men jeg synes, at vi har alt for mange tjenestegørende officerer i Forsvaret, som ikke vælger folk med Hjemmeværnsbaggrund enten til leder- eller chefstillinger. Der er en alt for stor grad af konservatisme eller tilbageholdenhed. Men vi er jo alle mennesker i måden, vi vælger på: ’Ham fra mit gamle regiment, ham kender jeg, ham vælger jeg’. Folk vælger nok for tit deres eget spejlbillede, nogen de er lidt mere trygge ved.

– Nogle officerer har en fornemmelse af, at de kommer bagerst i køen, når de efter nogle år i HJV ønsker at komme tilbage til deres oprindelige værn. Er det en korrekt opfattelse?

– Der er eksempler på, at folk er blevet forbigået pga. manglende indsigt hos dem, der skulle ansætte. Måske fordi man ikke vidste, hvad dem fra HJV stod for.

– Andre har haft en fornemmelse af, at de kom bagerst i køen, når de søgte internt i HJV?

– Da jeg kom som stabschef, skulle der i HJVs samlede chefstruktur besættes 22 stillinger – altså oberstløjtnant, kommandør og opefter ud af en gruppe på 48 på M331. Det vil sige næsten halvdelen kunne teknisk set blive chef i den gamle struktur. Hvis man tænker på de 48 fra dengang, er chancen for at blive chef blevet mindre, fordi man nu vælger kandidater i hele Forsvaret. Konkurrencen er blevet hårdere. Så hvis man har chefambitioner, skal man med den nye struktur begynde at forberede sig tidligt og tænke, at man både skal have været i HJV og i Forsvaret.

Brug for mønsterbrydere

– Hvis man bliver hængende i HJV, og er der for længe, er man så diskvalificeret?

– Ja, det er min opfattelse! Jeg har altid stillet op for at forklare, at det her er en rejse – specielt i HOD-regi, for det er jo der, det har ramt rigtig hårdt. For det første mener jeg ikke, at man skal komme ind og starte direkte i HJV som premierløjtnant. Når man er færdig med officersskolen, så bør man gå ud og lære sit værn at kende. Og sit håndværk. Hvis man så som kaptajn har lyst til at prøve en anden ledelses- og uddannelsesdimension og komme ud og sejle med Marinehjemmeværnets folk og stå for deres indsættelser og den slags, så skal man selvfølgelig søge og derefter blive hængende i 4-5 år, gerne i to funktioner, og så skal man søge tilbage og ud og sejle med Søværnet igen og på en af Søværnets skoler. Derefter skal man orientere sig efter en orlogskaptajn stilling enten i Søværnet eller i HJV. Hvis man gør det, så vil der pludselig på et tidspunkt dukke en kommandørkaptajn stilling op i HJV-regi, som man kan søge på lige fod. Men det kræver, at man tidligt begynder at lave den der vekselvirkning, siger Finn Winkler.

– HJV har brug for at være kendt i Forsvaret, og Forsvaret har brug for at kende HJV, så det skal i gang. Så det glæder mig utrolig meget, at den nye stabschef i HJV, Jette Albinus, som ud over at blive den første brigadegeneral fra Hæren i den her sammenhæng, hun er jo et eksempel på en, der har været på begge sider. Hun har haft tre stillinger i HJV og 5-6 i Hæren, både leder og chefstillinger, og hun kommer tilbage med et kendskab til begge ’lejre’. Vi er nødt til at have nogle mønsterbrydere, der viser at selvfølgelig kan man det. De sidste par år har det været tydeligt, at der er flere fra HJV, der har søgt og er kommet over i Forsvaret. Så jeg håber, vi har taget hul på det. Jo mere vi får af det, jo bedre et forsvar.

Aldrig sagt nej til interview

– Hvad har du personligt gjort for at gøre HJV mere synligt? Og hvor står værnet i dag?

– Jeg synes, at jeg har prøvet at øge kommunikationen og være til rådighed og synlig, både i relation til den politiske del og sammen med ministeren i forligskredsen. I sagen om Krudttønden var jeg inde og orientere forligskredsen. Jeg har aldrig sagt nej til et interview og har også stillet op, når det var lidt halsløs gerning. Journalister vil jo helst selv vælge deres egen slagmark. Men jeg har virkelig prøvet at italesætte HJV i det offentlige rum og i høj grad også brugt tid internt i Forsvaret og været ude og fortælle, at det er vigtigt, at værnene bruger HJV og giver feedback. HJV er offentligt finansieret, så vi skal være åbne. Vi lever ikke godt, hvis vi lever skjult. En gang om året bliver vi tjekket af et uafhængigt bureau, og vi har en meget høj opbakning fra samfundets side. 80 pct. har stor tiltro eller tiltro til, at HJV kan løse sine opgaver. Så i folks bevidsthed er HJV relevant.

– HJV har de rigtige ting på hylden. Men HJV mangler at få en større grad af sikkerhed for, hvad vi skal lave i det næste forsvarsforlig, og det næste igen. Det er vigtigt at forstå omkring HJVs DNA, at for en frivillig er et år eller to ikke ret lang tid. Og det er vigtigt for en frivillig, der bruger flere hundrede timer årligt, at få et perspektiv i den uddannelse, vedkommende får. Det er vigtigt, at opgaven ikke flytter sig hvert 2., 3. eller 5. år.

– Vores nuværende forlig var jo tænkt som et forlig, hvor vi skulle effektivisere HJV. Beskeden lød, at vi skulle spare og effektivisere organisationen og selv frigøre de penge, der skal bruges til HJVs udvikling. Det var en lang og møjsommelig proces, fordi det krævede involvering af både ansatte og frivillige. Vi fik ikke færre opgaver, men skulle effektivisere med de eksisterende opgaver og samtidig være i stand til at påtage os nye. Sidste forår var vi færdige med budgetanalysen. Og så valgte politikerne at bruge det beløb, der var fremkommet ved effektiviseringerne, som en del af betalingen for nye kampfly. Det var 81 mio., som i den store forsvarssammenhæng var et lille beløb, men for HJV et markant beløb. Hvis efterårets forsvarsforlig, hvor vi taler om et substantielt løft til Forsvaret, ikke også indebærer midler til HJV – specielt til materiel, men også lidt til drift – så vil vi med de kommende forlig konstatere, at den kapacitet HJV har nu, den vil ikke være tilstede fremover. Materiellet er simpelthen blevet for gammelt.

Fremtid som frivillig

Som chef har Finn Winkler arbejdet på Kastellet, Søkvæsthuset og til sidst Vordingborg, hvor Hjemmeværnskommandoen nu ligger. Så han nåede at have chefkontor tre forskellige steder på syv år. Fra sit kontor i Vordingborg kunne han kigge ned på gymnastiksalen, hvor han blev indkaldt 3. juli 1978. Dermed blev cirklen sluttet.

– Nu har jeg så meldt mig som frivillig! Det er jo en tradition, at pensionerede chefer i HJV melder sig. Så jeg hopper ind i et par år som premierløjtnant og efterretningsofficer i det lokale distrikt, hvor jeg bor, når jeg har overstået min ferie. Jeg har jo været efterretningsofficer i stående styrke i flere perioder, da jeg var premierløjtnant og kaptajn. Når jeg fylder 62, bliver jeg menig ligesom alle andre frivillige. Jeg håber, at jeg kan give lidt tilbage som frivillig – uden at fylde for meget. Gamle chefer skal jo helst holde sig fra fadet.

– Hvad er så dine planer som pensionist?  Skal du ud og være fluefisker?

– Jeg har masser af fritidsinteresser. Men de sidste syv år har jeg brugt 22—26 weekender om året på arbejdet. Jeg har været på jagt, men ikke på fisketur. Jeg har alt udstyret stående derhjemme, og nu satser jeg på, at der bliver lidt mere tid til det. Jeg har også to voksne børn og min kone, så nu skulle der gerne blive lidt mere tid til familievalg før tjenestevalg. Og så kigger jeg lidt rundt for at finde noget erhvervsarbejde. Jeg har lidt på hånden, og det bliver afgjort her i løbet af efteråret. Jeg kan ikke forestille mig, at bare fordi jeg fylder 60, så skal jeg ikke lave noget. Jeg kan godt lide at læse, gå på jagt og sidde og binde fluer, men det kan man jo ikke bruge sit liv på, slutter Finn Winkler.