AT SKRIVE EN LEDER UDEN AT KOMMENTERE PÅ MEDIEOMTALE OG DET POLITISKE RØGSLØR om de nu afsluttede budgetanalyser er hverken muligt eller ønskeligt. Samtidig har det været en mærkelig proces at være oplyst om arbejdet under tavshedspligt, når medier i detaljer har kunnet skitsere en devaluering af det forsvar, vi kender.

Det er min forventning, at Forsvarets ledelse – trods erkendte risici – vil anbefale konsulentrapportens effektiviseringstiltag, som implementerbare uden nævneværdige operative konsekvenser. Måske endda se tiltagene som et indlysende springbræt til et nyt og mere effektivt forsvar på et 1 mia. kr. lavere omkostningsniveau. Det er jo et win-win scenarie. Det er givet, at flere af de ”effektiviseringsforslag”, analyserne har affødt, også militært kan forsvares. Den logik må ledelsen imidlertid selv stå på mål for, og vi får nok aldrig et objektivt svar på, om man også ville have anbefalet dem, hvis man ikke var politisk tvunget til at finde en milliard. Det svarer formentlig til at skulle forklare, hvordan man ville lægge grunden til et substantielt løft af erhvervslivet ved at lukke samtlige handels- og tekniske skoler og give    virksomhederne ansvaret for uddannelsen.

Vinklen med ubalancen mellem høvdinge og indianere er dog noget af det, som har gjort mig mest harm. Ikke blot fordi den tilbyder en letkøbt forklaring, som både politikere og presse derfor straks tager til sig, men primært fordi den er udtalt

mod bedre vidende og dermed er fuldstændig malplaceret. Det er lige så unuanceret som at sige, at der i forhold til den optimale kostsammensætning er for mange slagtere og bagere i forhold til grønthandlere.

Langt den overvejende del af både officerer og befalingsmænd af sergentgruppen har ikke ledelsesansvar, men varetager en krævende instruktør-, specialist- eller sagsbehandlerfunktion i stabe, styrelser og på skoler. Og ja, det fylder forholdsmæssigt meget, når den operative del af Forsvaret er blevet så lille, som den er, men det fjerner ikke behovet for disse funktioner. Arbejdet med kravsspecifikationer og udbudsmateriale er stort set det samme, uanset om man skal købe 1.000 eller 10.000 geværer. Bataljonsstaben er den samme, uanset om der er et eller fem kompagnier i bataljonen. Og spørgsmål stillet til ministeren i Forsvarsudvalget skal stadig besvares. For bare at nævne noget.

Det tager mange år at nå et niveau, hvor man kan levere kvalificeret rådgivning og støtte på et højt specialiseret niveau. For eksempel har Danmark et stort antal officerer i diverse NATO-stabe. Her repræsenterer de Danmark hver eneste dag, og kravene til dem er tårnhøje. Derfor hopper HOD heller ikke på den der med at tale uddannelse ned. Uddannelse er en af forklaringerne på, at Danmark er et af verdens bedste lande at bo i, og vi kan slet ikke støtte, at vi pludselig taler om at uddanne på ringere niveau. Vi sender altså folk ud i krig for derefter at bygge landene op med blandt andet uddannelse, og så taler vi om at slække på kravene herhjemme. Det er da grotesk.

Det er lige så letkøbt at afvise organisationernes kritik som en ”fagforeningsreaktion”. Der skal være lige nøjagtig det antal officerer, som opgaveløsningen kræver, og altså ikke flere officerer, end der er behov for. Lige nu er det bare ikke sådan, at vi har officerer i overskud. Tværtimod hører vi konstant – jf. også artiklen om 1. Eskadre på side 6-11 – om tomme stillinger, hvor det er på grænsen til at blive forretningskritisk for opgaveløsningen. Og hvis fordelingstallet er skævt, så er det fordi, Forsvaret i dag har alt for få menige.

HOD har ingen indvendinger mod, at man ser på, om organisationen Forsvaret kan trimmes og køre på en mere optimal måde, men det er en mærkværdig og på længere sigt sikkert dyrere måde at gøre tingene på, først at skulle finde et specifikt beløb defineret i seneste forlig, mens man forventer tilførsel af (væsentlige) midler i det kommende forlig.