OFFICEREN HAR SOM OPTAKT TIL FORLIGSFORHANDLINGERNE stillet 5 spørgsmål til forsvarsordførerne om rammesætningen for fremtidens forsvar, og næsten alle har taget handsken op. Ordførerne hæfter sig fra hver deres vinkel og politiske ståsted ved forholdet til Rusland, Arktis, cybertruslen og forpligtelsen over for NATO-alliancen. Nogle peger direkte på behovet for et større og mere robust forsvar, mens Holger K. Nielsen (SF) vil prioritere artikel 5 og Arktis på bekostning af bidrag til internationale operationer. Sammenholdt med præsident Trumps opsang til NATO-landene ved indvielsen af det nye hovedkvarter i Bruxelles og forsvarsministerens kronik i Jyllands-Posten to dage senere, hvor han atter forpligter regeringen til et substantielt løft af Forsvaret, så skulle den ged vist være barberet – eller?

Det er positivt, at alle syv ordførere tager ejerskab på udfordringen ved fastholdelse og rekruttering. Flere udtrykker en forventning om at sætte fokus på problemstillingen i forligsforhandlingerne. Der peges på flere områder, der kan gavne primært rekrutteringen, mens det skorter lidt på konkrete forslag til fastholdelse. Jeg hæfter mig derfor specielt ved, at Rasmus Jarlov (K) udtrykker forventning til konkrete HR-anbefalinger fra Forsvaret, og ved Marie Krarups (DF) åbne invitation til fremsættelse af gode forslag.

Modsat er ejerskabet ikke udtalt i forhold til det lange arbejdsliv. Ordførerne peger positivt på behovet for en seniorpolitik, og at vi i fællesskab må finde gode løsninger, men det ligger også implicit, at sådan er vilkårene. Marie Krarup siger direkte, at det ikke er et politisk problem, men det er jeg så ikke enig i. Hvis man politisk ønsker et skarpt forsvar, der reelt kun vil bruge de militære ansatte i deres bedste år, så er det en politisk opgave at sikre dem reelle muligheder resten af arbejdslivet – uanset om det skal være i eller uden for Forsvaret.

Ordførerne anerkender i forskellige vendinger, at Forsvaret i stigningen i ansættelse af civile akademikere ikke må gå på kompromis med behovet for officerernes militære indsigt. Der skal være plads til officerer i sagsbehandling – også i stillinger, der for så vidt godt kunne besættes med en civil akademiker. Man skal søge den rette balance, og skævheder skal rettes op. Enig! – men dog ikke i, at der er for mange officerer i forhold til sergenter og konstabler. Der mangler folk over hele linjen.

Et flertal af ordførerne støtter behovet for en forsvarskommission, og grundlaget har vel også ændret sig så afgørende siden den sidste, at der som minimum er behov for en politisk vurdering af Taksøerapportens anbefalinger i forhold til Forsvarets opgaver og behov for kapaciteter. Jeg hæfter mig dog mest ved, at Henrik Dam Kristensen (S) fremhæver, at han ikke ser behov for en gennemgribende reorganisering af Forsvaret. Interessant, fordi det sandsynligvis er det, Forsvaret vil pege på som eneste udvej til at finde den milliard, regeringen har sat som mål for budgetanalyserne.

En tilsvarende diskrepans ses mellem Henrik Dam Kristensens ros til Forsvarets professionalisme, indsats og anseelse, øvriges tilkendegivelser af behov for øget fokus på faglighed, uddannelse, opkvalificering, og at Forsvaret skal være en attraktiv arbejdsplads, når oplægget til budgetanalyserne mere peger i retning af flere uddannelsesmæssige forringelser og tænkning i nedklassificering af stillinger for at spare mere lønsum.

Jeg anser mig selv for omstillingsparat, men hvorfor skal det substantielle løft starte med at nedbryde meget af det, der har bragt os ros og international anseelse og trods beklagelige tab sikkert gennem alle internationale indsættelser. Jeg synes i stedet, at forligspartierne skulle starte en tilnærmelse til de 2 % af BNP ved at afvise yderligere forringelser for de ansatte og tilbageføre den milliard, der rundt regnet spares på forringelse af ansættelsesvilkår, karrieremuligheder og uddannelse i indeværende forlig og de igangværende budgetanalyser.