Tænk, hvis Forsvaret stadig havde kystubåde? Tænk, hvis de ikke som kapacitet i det danske forsvar var blevet nedlagt i forbindelse med Forsvarsforliget af 2004, som overordnet gjorde op med mobiliseringsforsvaret som grundpille. Den mangeårige invasionstrussel fra øst var jo væk og Muren nedrevet, lød begrundelsen dengang.

Snarere forventede de fleste den gang en allieret i et demokratiseret Rusland i forhold til fremtidens fokus på oprettelse af demokrati efter vestligt mønster rundt om i Mellemøsten. Sådan, som USA og NATO siden har prioriteret. Bagklog kan man jo altid – som jeg her – være.

I de år var jeg forsvarsredaktør på Jyllands-Posten. Tre-fire gange var jeg blandt andet med ude for at sætte mig ind i ubådenes fortrin under øvelser neddykket i Nordsøen og Kattegat. Her oplevede jeg de dedikerede danske ubådsbesætninger arbejde under mildt sagt ikke særlig komfortable forhold.

I 2004 gav koldkrigs-kyst ubådene ikke længere mening for de fleste politikere, når den såkaldte fredsdividende samtidig kunne indkasseres og en slankning af forsvarsbudgettet spenderes på mere populære vælgerønsker i civilsamfundet. Og samtidig havde det i forsvarstoppen højere prioritet at sikre Forsvaret deltagelse i det mange gange dyrere, men også mere synlige kampfly-projekt JSF/F-35 – tillige med en række andre højt prioriterede ønsker, som flere transportfly, nye helikoptere til skibene, nye PMV’er m.m. Særligt da den dengang aldrende håndfuld danske kystubåde netop stod foran en kostbar udskiftning til mere end fire milliarder kroner.

Væk – eller på museum – er de små, men ellers effektive danske ubåde så i dag, og kun få taler længere om dem. Effektive, fordi de for relativt få driftsomkostninger bandt stor opmærksomhed hos modstanderen, så svære som de var at holde øje med neddykket i for eksempel Østersøen.

Hvor stiller det så det danske forsvar i dag – kun 13 år efter den langtrækkende beslutning? Ja de fleste vælgere er nok overbevist om, at Vestens militære hovedproblem stadig og måske i endnu højere grad end i 2004 udgår fra Mellemøsten. For tiden først og fremmest i skikkelse af IS. Men samtidig har den sikkerhedspolitiske situation i forhold til Rusland indiskutabelt ændret sig til det mere alvorlige – også i vores nære Østersøregion. Primært på grund af præsident Putins selvbevidste, succesfulde men også uslebne og intimiderende, sovjetlignende fremfærd. Handlinger, der både militært og politisk giver anledning til alarmerende bekymring blandt naboerne og også i Baltikum, Polen, Norge, Sverige og Finland med flere. Selv herhjemme har det fået opmærksomhed, at forsvarsministeren – foreløbig temmelig uforpligtende – har nævnt, at forsvarsbudgettet har et behov for et snarligt substantielt løft, En melding, som dog set fra Slotsholmen i mindst lige så høj grad skal ses i lyset af de nye America First-vinde, der blæser uberegneligt op fra Washington efter præsident Trumps overtagelse – blandt andet med krav til NATO-partnerne om, at alle i fremtiden faktisk betaler det aftalte fulde kontingent for medlemskab (2 pct. af BNP) og ikke bare som hidtil forsøger at fedte sig med for halv pris.

Men ville det ikke i den kontekst have været meningsfuldt, hvis Danmark fortsat i dag kunne tilbyde NATO sin helt særlige kystubåds-kapacitet, når nu de besluttende danske politikere næppe foreløbig kan finde de op mod 20 mia. kr. ekstra årligt, som fuldt NATO-medlemskab skønnes at koste? Så havde vi da i hvert fald i stedet kunne levere NATO en meningsfuld kapacitet med betydelig tyngde geopolitisk lige dér – i Østersøen -, hvor signalet her og nu strategisk ville være betydningsfuldt.

Allerede forud for beslutningen fra 2004 blev der af enkelte officerer advaret grundigt om, at nedlagde man først de danske kystubåde og dermed også hele den tilhørende uddannelseskultur, så ville kapaciteten tage 30 år at genopbygge. Tilbageskuende koldkrigskrigere blev de bekymrede officerer imidlertid affejet som.

Det hypotetiske spørgsmål til overvejelse er, om politikerne også i dag ville nedlægge ubådsvåbnet, hvis det var nu og ikke tilbage i 2004, at det skulle besluttes? Og hvis ikke, hvad kan vi så lære af det? Det er som sagt nemt at være bagklog!

Mads Stenstrup, indehaver af Stenstrup PR – tidligere forsvarsredaktør JP, 1998-2006