Nyheder

13. December 2016

Engangsvederlag for chefgruppen

HOD erfarer, at processen vedrørende engangsvederlag til officerer i chefgruppen - de såkaldte §5-vederlag - er ved at starte.
Tekst: Steen Mikkelsen, Konsulent

HOD erfarer, at processen vedrørende engangsvederlag til officerer i chefgruppen – de såkaldte §5-vederlag – er ved at starte. Processen er den samme som tidligere, og der er heller ikke noget nyt i, at rigtig mange i ledelsesgruppen overser eller måske ligefrem ikke finder det nødvendigt, at der skal ske en forhandling.

 

HOD erindrer om, at ifølge aftale om chefløn “fastsættes engangsvederlag af ledelsen efter forhandling med den ansatte”. Der er dermed en aftalefastsat ret for den enkelte ansatte til en forhandling om engangsvederlaget. Den ret kan ikke tilsidesættes.

 

Fastsættelse af et engangsvederlag på kr. 0 skal også forhandles, før det tildeles. Det er vigtigt, fordi forhandlingen kan bibringe individet en forståelse for, hvorfor resultatet ender, som det gør. Det er en stor fordel for begge parter efterfølgende.
§5 adskiller sig fra de andre lokale NyLøns-forhandlinger ved, at engangsvederlaget fastsættes af ledelsen – men det er i samme sætning i aftalen fastsat, at det sker “efter forhandling”.

 

§5-vederlag er ligeledes speciel, fordi det dækker såvel særlig indsats – ligesom almindelige engangsvederlag – men også merarbejde. Dermed ligger der også i vurderingerne og fastsættelsen af engangsvederlagets størrelse både en honorering og en kvalitativ vurdering af merarbejdet.

 

Spørgsmål kan rettes til konsulent Steen Mikkelsen på +45 2536 1888 eller steen@hod.dk