Ny psykologordning i Forsvaret

Den 1. september trådte en ny ekstern psykologordning i kraft på Forsvarsministeriets område. Med ordningen får ansatte mulighed for et psykologisk samtaleforløb, hvis de i relation til deres arbejde rammes af psykiske reaktioner, herunder stress, konflikter, mobning, krænkende adfærd og andet, der kan føre til mistrivsel på arbejdet.
Grundpakken i ordningen består af seks samtaler, der kan forlænges med yderligere fire samtaler. De tilknyttede psykologer har alle speciale i arbejds- og organisationspsykologi.
HOD konsulent Morten Hvitved Grand ser positivt på tiltaget.
– Det er arbejdsgivers ansvar at tage hånd om stress og mistrivsel, og det her er et rigtig godt initiativ, som bygger oven på den indsats, vi i dag kender fra blandt andet Organisationen for Personlig Rådgivning og Kollegastøtte – i daglig tale OPRK. Fremover får ledere og chefer i samarbejde med OPRK et helt konkret og let tilgængeligt redskab til at støtte op om deres medarbejderes trivsel og fortsatte tilknytning til arbejdspladsen. Det ser vi nogle gode muligheder i, siger han.
Nærmeste leder og OPRK er stadig første skridt
Hvis man oplever psykiske reaktioner i forbindelse med sit daglige arbejde, er første skridt til hjælp fortsat via nærmeste leder/chef med støtte fra OPRK. Det er samtidig nærmeste leder/chef, der kan tildele et psykologforløb, hvis hjælpen fra OPRK viser sig ikke at være nok.
Henvises man til et forløb, vil der højst gå fem hverdage fra henvisning, til man starter op i forløbet.
– Er man ramt af for eksempel stress i forbindelse med sit daglige arbejde, er det vigtigt, at der handles hurtigt. Det er derfor godt at se, at der er lagt vægt på en indsats, hvor den ansatte med det samme får den støtte, der er behov for, så tingene ikke forværres yderligere af en lang ventetid, lyder det fra Morten Hvidtved Grand.
Veterancentret varetager fortsat belastninger fra INTOPS
Det er vigtigt at understrege, at psykologfaglig støtte og behandling af problematikker, der skyldes belastninger fra INTOPS, fortsat varetages af Veterancentrets psykologer.
Kriterier
Man kan få tildelt et forløb, hvis det skønnes, at man opfylder kriterierne, herunder skal problematikkerne være arbejdsrelaterede og være forsøgt afhjulpet via OPRK og/eller egen chef først. For de værnepligtige er det dog Veterancentret, der har dialogen med chefen i stedet for OPRK.
Problematikker, der alene er private, er ikke omfattet af ordningen.
Forligsinitiativ
Ordningen er sat i værk som forligsinitiativ under Forsvarsforliget 2024-2033 og er et led i Forsvarets HR-strategi. Målet er at give ansatte mulighed for effektiv behandling af arbejdsrelaterede problematikker.