Bragt i Fagbladet Officeren nr. 3 2024

Kun tre år fik krigshelten Kaj Birksted (1915-1996) med flyvernavnet ’Birk’ som stabschef for Flyvevåbnet, inden han i 1953 røg ud i kulden. I den interne danske sammenhæng var det ikke nogen fordel, at han havde gjort en stor karriere i Royal Air Force under Anden Verdenskrig. De officerer, der havde været i Danmark under krigsårenes samarbejdspolitik, og oberst Birksted stod simpelthen hinanden for fjernt.

Derefter forlod han Danmark og arbejdede til sin pensionering i 1980 i højt betroede, men offentligt upåagtede funktioner hos først SHAPE (den allierede overkommando) og dernæst i NATO-hovedkvarteret i Paris (senere Bruxelles).

Alligevel nåede han at blive en af efterkrigstidens mest indflydelsesrige danske officerer. Det var ham, der var arkitekten bag de reformer, der fik Flyvevåbnet på ret kurs efter nogle svære år oven på grundlæggelsen i 1950.

Det fremgår af biografen Birk, som forfatteren Thomas Harder udgav for nylig på Gads Forlag.

Det katastrofale årti

Det nyetablerede værn blev ramt af et stort antal ulykker i 1950’erne. Frem mod 1953 forulykkede 37 krigsfly med 34 dræbte som konsekvens.

Den selvbevidste Birksted havde fra begyndelsen svært ved at samarbejde med Flyvevåbnets chef, generalløjtnant Christian Førslev, og i 1953 blev han forsat til en lavere post, og Kaj Birksted indgav sin afskedsansøgning. Den afviste forsvarsminister Rasmus Hansen imidlertid at tage imod, og i stedet blev den 38-årige officer sendt på en længere sygeorlov.

Inden sin fratræden afleverede obersten et to sider langt notat med forslag til gennemgribende reformer ud fra den præmis, at kerneårsagen til de mange ulykker var sammenblandingen af administrativ og operativ ledelse. Ud over forbedrede sikkerhedsregler var hovedlinjen en smidiggørelse og rationalisering af Flyverstaben og eskadrillernes organisation.

Den stærkt mandskabskrævende kontrol- og varslingstjeneste skulle bygges op. Ikke mindst ud fra dagsordenen nu – 71 år senere – er det værd at bemærke, at Kaj Birksted anbefalede, at kvinder ’blev antaget til tjeneste efter de samme bestemmelser, der gjaldt for mænd’.

Da en brite tog over

Når en officer, der var kørt ud på et sidespor, alligevel fik afgørende indflydelse, skyldtes det, at general Førslev, der fik lov til at fortsætte på topposten, blev pånødet en konsulent: den højt respekterede britiske luftmarskal Hugh Saunders. Det betød, at det danske Flyvevåben i realiteten havde en britisk chef i årene 1954-56.

Saunders trak på Birksteds erfaring og analyser, for lige så ildeset obersten var i dele af det danske officerskorps, lige så højt agtet var han i de britiske og amerikanske flyvevåbener. Derfor var løsningerne i høj grad præget af ’Birks’ udkast. Et hovedelement var oprettelsen af Flyvertaktisk Kommando (FTK) i 1955.

Forlod Danmark illegalt

Kaj Birksted var fra en velhavende grossererfamilie i Næstved, men forældrene udvandrede til USA, da han var helt lille. Efter at familien var vendt hjem til Danmark, blev han i 1936 optaget på Marinens Flyveskole og blev to år senere flyverløjtnant.

Ved Danmarks besættelse den 9. april 1940 var han vagthavende officer på Luftmarinestation København. En uge senere rejste han illegalt over Øresund sammen med en officerskammerat i en motorbåd for at gå i norsk krigstjeneste under kampene mod den tyske invasion.

De unge mænd kom videre til Storbritannien. Derpå blev de skibsofficerer på fragtskibet ’Tasmania’, der sejlede over Dakar, Cape Town til Calcutta og retur. Fra Calcutta ansøgte de om optagelse i det norske luftvåben, der var etableret af Norges eksilregering.

De blev optaget og meldte sig på basen Little Norway i Canada. Birksteds samlede krigsindsats kom til at udspille sig i regi af det norske luftvåben, der var indordnet under det britiske Royal Air Force.

Chef for to norske eskadriller

Fra efteråret 1941 fløj Kaj Birksted den legendariske Spitfire-jager. En skelsættende aktion for ham var kommandoraidet mod den franske havneby Dieppe i august 1942, hvor 70 eskadriller fra Royal Air Force havde til opgave at imødegå tyske luftangreb på kommandostyrken. Den britisk/canadiske aktion endte katastrofalt, og i kampen for at dække tilbagetoget tilbragte Birksted 7 af 16 timer på vingerne.

Kort efter blev han major og eskadrillechef, og sidst i 1943 fik han to eskadriller under sig. Den amerikanske jager P51 Mustang blev taget i brug, og ’Birk’ blev leder af en Mustang-eskadrille.

I det sidste år spillede han en central rolle i planlægningen af rekognoscerings- og jagerbomberindsatsen op til invasionen i Frankrig i juni 1944.

Afslørende dagbog

’Birk’ vendte i maj 1945 hjem til København som den største danske krigshelt.

Der var udstrakt enighed om, at et selvstændigt flyvevåben var nødvendigt. Og selv om Birksted kun var 30 år, mente mange, at han var manden til at lede det kommende nye værn.

Det kom han ikke til, og en del af svaret findes i den dagbog, som Kaj Birksteds hustru førte. Parret levede et mondænt liv med en lejlighed i det centrale København, og Sonia Birksteds talent som værtinde betød en livlig strøm af kendte gæster – nærmest som uddrag af Blå Bog. Men et segment manglede næsten helt – nemlig politikere og danske officerer, der havde tjent i det danske forsvar under besættelsen.

Kaj Birksted blev i 1945 rådgiver for forsvarsminister Ole Bjørn Kraft og formand for Det luftmilitære Udvalg, der skulle forberede etableringen af et flyvevåben. Den bureaukratiske modstand var imidlertid aldrig fraværende.

Den gik så vidt, at en personkreds sidst i 1940’erne forsøgte at miskreditere ham ved at så tvivl om hans bedrifter under krigen.

Solidt stykke militærhistorie

Thomas Harder – i forvejen kendt for bl.a. klassikeren Anders Lassens krig fra 2011 – formår i Birk at gøre sin hovedperson nærværende. Det har været en krævende opgave, for Birksted var en reserveret mand, der på skrift mest holdt sig til faglige emner.

Forfatteren trækker imidlertid effektivt på den lange række af bedømmelser af og tjenstlige udtalelser om Kaj Birksted i løbet af hans karriere.

Læseren får et stykke gedigen militærhistorie. I skildringen af Marinens Flyvevæsen får vi at vide, hvorfor der ikke blev dannet et selvstændigt flyvevåben allerede i 1930’erne. Det var, fordi hverken Hæren eller Søværnet kunne bekvemme sig til at afgive de nødvendige kapaciteter. Harder skildrer med omhu luftkrigstaktik og detaljer som f.eks. formålet med at erstatte reflektorsigtet på en Spitfire-jager med et gyroskopsigte.

Som det vigtigste får Thomas Harder trukket overbevisende op, at Kaj Birksted var en central hjerne bag koldkrigsforsvaret – ikke blot en hjemvendt flyverhelt, der ikke kunne tilpasse sig.