Nyheder

29. Juni 2024

Ny lov om registrering af arbejdstid

Som følge af en EU-dom vedtog Folketinget i begyndelsen af året en ændring af arbejdstidsloven. Den træder i kraft 1. juli 2024.
Tekst: Steen Gøtsche, konsulent

Den 23. januar 2024 vedtog Folketinget en ny lovgivning om registrering af arbejdstid. Den nye lovgivning vil få indflydelse på HOD medlemmers dagligdag.

 

Fra 1. juli 2024 skal der ske en registrering af arbejdstid, og det gælder stort set alle.

 

Loven slår fast, at arbejdsgiver skal tilsikre, at der sker en pålidelig og gennemskuelig registrering af den enkeltes arbejdstid.

 

Visse chefer kan være undtaget, men det er yderst begrænset og omtales i EU-Kommisionens fortolkningsmeddelelse som værende ”visse højtstående ledere, hvis arbejdstid som helhed ikke måles eller fastsættes på forhånd, eftersom de ikke er forpligtet til at være på arbejdspladsen på bestemte tidspunkter, men selvstændigt kan bestemme deres tidsplan. Den vil ligeledes finde anvendelse på visse eksperter, erfarne advokater i et ansættelses-forhold eller akademikere, der har betydelig frihed til at bestemme deres arbejdstid”.

 

EU-Kommissionen fastslår endvidere, at ”undtagelsen ikke finder anvendelse på arbejdstagere, hvis arbejdstid kun delvist måles eller fastsættes på forhånd eller kun delvist kan fastsættes af arbejdstagerne selv.”

 

HODs vurdering af ovenstående er, at det er yderst få chefer og ingen leder, der vil være undtaget for loven om registrering af arbejdstid. Det ligger dog ikke nagelfast og vil formentlig resultere i et antal prøvesager.

 

Hvis du har spørgsmål til registrering af arbejdstid, så kan du kontakte Steen Gøtsche på goetsche@hod.dk eller Søren Clausen på clausen@hod.dk