Artikel bragt i Fagbladet Officeren nr. 2 2024

De seneste to årtier har kriser og globale konflikter nærmest stået i kø: 9/11, fugleinfluenza, opstart og nedlukning af missioner i Afghanistan og Irak, hjemtagelse af sårede og faldne, Covid-19, Operation Mink, terror-anslag mod Krudttønden, den jødiske synagoge og Field’s, evakuering af danskere og afghanere fra Kabul og senest Ruslands angreb på Ukraine. Jens Lønborg har haft en finger på pulsen ved dem alle.

– Hvis man ser på tiden før år 2000, var der konflikten på Balkan, der var et slag i maven. Men ellers var INTOPS primært forbundet med drift. Men efter 9/11 blev missionerne både hårdere og mere alvorlige. Helmand og Afghanistan var det tungeste – men når man sad hjemme i O-staben, var det også en motivation til at yde sit allerbedste, siger Jens Lønborg.

Netop det at yde sit allerbedste og træde i karakter, når en nyopstået eller lurende krise bankede på døren, har været kendetegnende for Jens Lønborgs karriere. Utallige gange er han trådt til som talsperson for Forsvaret og som officeren, ‘der har den’, når pressen, soldater, pårørende eller kolleger skulle have Forsvarets version af en bestemt sag.

Der står Operation foran det meste

Men det er slut nu. Den 31. december 2023 gik Jens Lønborg på pension efter – med undtagelse af få afstikkere som bataljonschef og udsendt – at have bestridt chef-stillinger i både Hærens og Forsvarskommandoens Operationsafdelinger, Operationsdivision og Operationsstab siden 2006 – senest som chef for J3 i Forsvarskommandoens Operationsstab.

– Samlet set er det blot to perioder à halvandet års tid som sagsbehandler på andre områder, hvor jeg ikke har beskæftiget mig med operationer, siger Jens Lønborg, der ser det som et privilegium, at han i stort set hele sin karriere har været beskæftiget med operationer.

– Især de seneste ni år har det været pokkers spændende at være der, hvor jeg var. Og det er selvfølgelig også en af grundene til, at jeg ikke søgte andre steder hen. Men derfor kunne det jo sagtens være endt med noget helt andet, siger Jens Lønborg, der i karrierens efterår havde set sig selv i et gammeldags regimentschef-job.

– Men der var helhedsansvaret jo forsvundet, og da mit job i Operationsstaben fortsat var spændende og en mulighed, valgte jeg at blive der, siger Jens Lønborg, der fyldte 62 år i december.

En kort afstikker til ‘de bonede gulve’

Jens Lønborg blev sergent ved Prinsens Livregiment i 1982 og indledte derefter officersuddannelsen på HO, hvorfra han blev udnævnt premierløjtnant i 1987. Blot 11 år senere indledte han Generalstabskursus i Hamburg, og et typisk forventeligt karriereforløb ville derefter have ført Jens Lønborg til Departementet og længere tjenesteperioder på de bonede gulve. Men ikke for Jens Lønborg.

– Når man har nået oberstløjtnant- og oberst-niveauet, skal man – i gåseøjne – have simuleret, at man også har lyst til en periode i Departementet. Men det har egentlig aldrig fristet mig, siger Jens Lønborg, der i løbet af karrieren blot kan nævne én enkelt karrierestilling, han selv har søgt. Og det var på opfordring fra stabschefen ved det daværende Hærens Operative Kommando, HOK.

– Jeg havde været i bedømmelsesråd som major, og i papirerne stod, at jeg var en flink kamptrop-major, der også var egnet til udnævnelse, men man kunne ikke rigtigt sige hvornår. Jeg gik derfor ind til daværende stabschef HOK og sagde: Hr. oberst, jeg har været i det der bedømmelsesråd – de siger sår´n og sår’n. Hvad skal jeg gøre for selv at påvirke det? Han kiggede op over brillekanten og sagde: Du ved udmærket godt, hvad du skal nu. Og så kiggede han ned igen. Så vidste jeg godt, at jeg skulle søge værnsfælles tjeneste, så det gjorde jeg, siger Jens Lønborg, der efter ansøgning blev stabsofficer i International Operationsafdeling i Forsvarskommandoen i Vedbæk.

Det blev dog blot til et par måneders tjeneste i Vedbæk, inden Forvaltningen ringede med besked om, at den dengang 44-årige major 3 måneder senere skulle udnævnes til oberstløjtnant for at blive chef for I Panserinfanteribataljon ved Gardehusarregimentet.

– Om det var hønen eller ægget, der lige gjorde, at jeg hurtigt kom videre, må stå hen i det uvisse. Men jobbet i Vedbæk er den eneste gang, jeg har søgt noget for karrierens skyld. Ellers har det været, fordi jeg godt har kunnet lide det og har haft det sjovt med det. Selvfølgelig er jeg også af og til blevet spurgt, om jeg kunne tænke mig et specifikt job. Og selvfølgelig har geografien også spillet ind i forhold til, hvilke stillinger jeg har fundet attraktive, siger Jens Lønborg, der er bosat i Viborg med sin familie.

Alertness og handlekraft

Selv om det ofte er på en tragisk baggrund, lægger Jens Lønborg ikke skjul på, at håndteringen af kriser og konflikter samt styring af operationer har en særlig intensitet, der stiller krav om alertness og handlekraft.

– I Operationsstaben og andre steder, hvor man håndterer skarpe operationer, er man omgivet af kolleger, der alle evner at holde et særlig skarpt fokus på de operationer, der skal håndteres, og som kræver handling. Du kan kalde det et særligt O-mindset. Og det er et miljø, hvor jeg har befundet mig godt, og som også er eftertragtet blandt yngre kolleger, siger Jens Lønborg og tilføjer:

– Helt fra dengang jeg blev chef for International Operationsafdeling i HOK, lagde jeg mærke til, at O-søjlen er det sted, hvor unge officerer lettest kan se sig selv i en højere stab. Hvis man spørger en yngre officer i 1. Brigade, hvor personen gerne vil gøre tjeneste, har vedkommende ikke et fokus på for eksempel Studie og Udvikling. De fleste vil i stedet læne sig op ad det, der har noget med soldater og operationer at gøre. Derfor har det for de yngre, der er kommet til, været et aktivt tilvalg – og så er man ofte blevet i søjlen, indtil man får øjnene op for, at der også er andre områder end operationer, som er uhyre vigtige og interessante, siger Jens Lønborg.

Er den særlige ‘alertness’ blevet en del af dig?

– Ja, det er den selvfølgelig, selv om det måske er tilfældigt, at det blev sådan. Men jeg har altid følt det som noget meget naturligt. Jeg tror, det spænder fra yngste sagsbehandler til toppen af chefgruppen i den her del af Forsvaret, at man har den her særlige ansvarsfølelse, når nogen i systemet kan have et problem, som vi i sidste ende kan hjælpe med at løse for dem. Det er ikke begrænset til enkeltpersoner – det bærer hele organisationen præg af. Det er lige fra en logistiker i J4 til en CIS-mand i J6 eller en e-mand i J2 – der en rød tråd gennem alt det, vi laver: Det er til gavn for soldaten, der står med en udfordring et eller andet sted ude i ‘fucking nowhere’. Og det er i sig selv motiverende, synes jeg.

At bevare roen er en del af gamet

Jens Lønborgs evne til at bevare ro og overblik, når det brænder på, har været en styrke gennem hele hans karriere – og det er også nyttige egenskaber at besidde, når krisestaben samles i O-rummet.

– Det kan lyde arrogant, men jeg ikke klog nok til at få stress. Tingene går mig ikke så meget på. For uanset hvad der sker, er det bedste, du kan gøre at gøre dit bedste. Det hjælper ingen at panikke. Men jeg kan selvfølgelig godt blive ked af det på soldaternes vegne. Især uretfærdig kritik af soldaterne – det kan jeg godt blive rigtig træt af og sur over. Men det nytter ikke at få stress, derimod har jeg altid forsøgt at holde roen i alle situationer. Og hvis der er ro på overfladen, er der også rimelig ro i organisationen omkring dig. Også selvom situationen er ekstremt barsk eller hektisk. Jeg var sgu ikke rolig, da jeg sendte faldne soldater hjem ved ramp-ceremonier i Helmand, men det duer jo ikke, at man står der som chef og falder fra hinanden. Jeg skal være medfølende, og jeg skal være empatisk, men jeg skal stadigvæk bevare roen. Det er en del af gamet, siger Jens Lønborg.

Det at have soldaten in mente betyder uden tvivl meget for Jens Lønborg, der tidligt i karrieren var delingsfører for infanterister og kampvogne og senere næstkommanderende og chef for en kampvognseskadron. Og som chef for ISAF Hold 5 i Helmand i 2008 kender han også til de udfordringer, der kan opstå, når man skal lede soldater i en operation langt fra Danmark.

– Den erfaring trak jeg selvfølgelig på som chef i diverse O-stabe. For man vidste faktisk, at soldaterne ude i den spidse ende havde behov for, at du leverer, og at du prioriterer dem frem for så meget andet fnidder-fnadder. Det kan oversættes til mange ting, men det er sådan set ret ultimativt, da de udsendte soldater kan være på vej til Herrens mark, hvis du ikke er med til at hjælpe dem. Det er jo ikke blot en motivation for mig, det har jeg kunnet mærke gælder hele vejen rundt i det gamle HOK og i Operationsstaben: Alle er klar til at gå den dér ekstra mil for de operativt indsatte – og det uanset om de er indsat i et eller andet vaccinecenter, eller om de går rundt nede i Irak eller et lignende sted med høj trussel. Lige nu mærker vi det ultimativt med uddannelsen af ukrainske soldater, siger Jens Lønborg.

Interflex og evakuering fra Kabul

Med et utal af kriser, konflikter og operationer at vælge mellem peger Jens Lønborg på to specifikke operationer, der har gjort særligt indtryk. Den første er Operation Interflex, hvor ca. 70 danske soldater siden 2022 har trænet ukrainske soldater i basale kampfærdigheder.

– Den indsats, som de instruktører, vi har sendt til England, yder, er måske det mest motiverende, jeg har set de seneste 20 år i den her business. Det engagement, der bliver lagt derovre, det burde alle få lov at se og opleve. De knokler 24/7, fordi de ved, at dem, de knokler for, tager direkte hjem til Ukraine, og så står de måske i Bakhmut en uges tid senere. At have været med til at arbejde med den opgave og få det til at virke har også været – og er – en kæmpe motivation. Ikke kun for mig, men for alle omkring operationen, siger Jens Lønborg.

Han peger på, at instruktøropgaven i Storbritannien er et godt eksempel på, hvordan Operationsstaben skal kunne håndtere opgaver, der kan dukke op ud af det blå.

– Man kan sige, at INTOPS nu mere eller mindre er overstået for en periode – men det er så blevet afløst af noget, som det vi gennemfører i Storbritannien. Og det er et godt eksempel på det her med: Hvad pokker, kan der stadig dukke nye opgaver op? Ja, det kan der godt. Derfor har det heller aldrig været kedeligt at være en del af O-søjlen. Der er altid dukket noget op, som man ikke har kunnet forudse. Uanset hvor mærkeligt og skørt det var, så var opgaven der pludselig, og den skulle løses. Og der var åbenbart ikke andre til at gøre det, siger Jens Lønborg.

Den anden operation, som Jens Lønborg ønsker at fremhæve, er evakuerings-operationen af danske statsborgere fra Kabul i august 2021.

– Evakueringen fra Kabul var helt klart den mest spændende operative opgave, jeg kan mindes. Både fagligt og operativt set var det på samme tid en stor udfordring. Men det var også meget givende at være et af tandhjulene i den proces. Det var virkelig spændende, det må jeg erkende, siger Jens Lønborg.

Telefonopkald under sølvbryllupstalen

Kommer det med en pris at have været operativ i så mange år?

– Fra den dag, jeg kom hjem fra Afghanistan i 2008 og blev CH IO, og til den 31. december sidste år har min telefon ikke været mere end en meter væk. For som chefer i chefgruppen har vi altid sagt til udsendte chefer og andre ledere: Hvis I har et eller andet behov for, at noget skal drøftes med chefgruppen, så er en af os altid til at få fat i. Uanset om det er jul, nytår eller whatever… I ringer, hvis I har brug for det. Og det er ikke fordi, det er blevet misbrugt, men jeg mindes ikke mange jule-perioder, hvor der ikke opstod et eller andet. Så brød der borgerkrig ud i Sydsudan, hvor danske udsendte måtte søge ly i en compound – ja, der skete altid et eller andet. Men det har aldrig været generende. Det var egentlig mere generende, hvis du ikke blev en del af det. For jeg vil langt hellere være en del af det med det samme frem for at møde ind efter juleferien og få

meldingen: ‘Det har stået i flammer, chef – og nu er det hele gået i lort’, siger Jens Lønborg og tilføjer med et smil:

– Men selvfølgelig har der været nogle middage med videre, hvor min kære hustru har kigget på mig med blikket ‘OK, nu ringer telefonen vel ikke mere?’ Blandt andet husker jeg et sølvbryllup 2. juledag, hvor telefonen havde ringet to gange. Og så kiggede hun på mig: Nu ringer telefonen vel ikke mere? Nej, nej, det gør den ikke. Så indledte sølvbrudgommen sin tale til sølvbruden – og så ringede telefonen igen. Så der har været nogle enkelte episoder, hvor det ikke har været så populært. For selvfølgelig tager jeg den. Også om natten – sådan er det jo. Men jeg kan da tilføje, at min hustru og jeg har haft sølvbryllup – så hun har holdt til det. Mine børn har blot tænkt, at den telefon er en forlængelse af fars arm.

Opbygget erfaring kommer i spil via rådighedskontrakt

Når Forsvaret involveres i den næste større krise, ringer Jens Lønborgs mobiltelefon ikke. Med mindre krisen altså er stor nok til også at involvere reserven. For efter sin pensionering har den tidligere J3-chef nu underskrevet en rådighedskontrakt med funktion af stabschef af Reserven i Operationsstaben.

– Den næste krise får jeg formentlig kendskab til hjemme i sofaen via TV2 News på samme tid som stort set alle andre. Og ikke før, som det har været kutyme i mange år. Og det har jeg det helt fint med. Jeg savner det ikke. Men jeg er glad for at få mulighed for at tegne en kontrakt, så noget af den erfaring, jeg har opbygget gennem mange år, i et eller andet omfang bliver brugt til et og andet. Det giver også en form for tilfredsstillelse, at der er brug for en, selv om man er gået på pension. Så det er fint. Om der så bliver brug for at indkommandere mig i 10 dage eller mere er egentlig ligegyldigt. Men det er klart, at når ens identitet i 42 år har været hæftet på en karriere i Forsvaret og operative indsættelser, så er det jo ikke bare en skjorte, man skifter, når man går på pension. Men jeg har det fint med det, for der kommer jo nye til, og de vil løse de kommende kriser fint. Ingen er uundværlig, og sådan skal det være. Desuden har jeg jo kendt slutdatoen i 100 år, siger Jens Lønborg.