Delforlig 2, den politiske aftale om Forsvarets fremtid, er først og fremmest en styrkelse og fremskyndelse af de kapaciteter, som Danmark har forpligtet sig til i NATOs styrkemål. Her ikke mindst ændringen af 1. Brigade til en tung brigade, men også jordbaseret luftforsvar og fremrykning af anti-ubådskapacitet og indkøb af luftforsvarsmissiler til Søværnet. En ændret prioritering, som sammen med en forceret levering af F-16 til Ukraine, nok mest af alt er politiske prioriteringer, som får regeringen til at stå i et bedre lys ved sommerens NATO-topmøde.

Som sædvanlig ligger djævlen i detaljen, og her ikke mindst det økonomiske afløb. Men selv om forliget indeholder en øget økonomisk ramme for perioden 24-28 på 35,2 mia. kr., så skal man nok fortsat væbne sig med tålmodighed i f.t. synlige resultater. Den stramme politiske styring på disponering af de afsatte midler skræmmer, og jeg anser det derfor som tvivlsomt, at der kan komme afløb for de nu i alt 12,9 mia. kr., der er afsat i 2024.

Vi vil ikke her kommentere på kapacitetspakken eller detaljerne for den udvidede værnepligt, men primært koncentrere os om forligets HR-initiativer. Samtidig efterlader forligsteksten også flere ubesvarede spørgsmål. For eksempel er genopretningsplanen til reparation af Forsvarets smuldrende fundament ikke nævnt med et ord?

I indledningen til forligets afsnit om HR-området anerkender forligskredsen behovet for sikring af bedre rekruttering og fastholdelse af de fastansatte soldater, men teksten efterlader dog indtrykket af, at denne personelkategori ikke omfatter officerer. Forligskredsen vil ved udgangen af forliget have en mindre ledelsestung struktur og flere operative enheder og soldater, men da det skal ses i sammenhæng med ekspertudvalget, der skal se på den overordnede styring i koncernen, skal det ikke nødvendigvis ses som en ønsket reduktion af officerskorpset. Modsat fremhæves behovet for flere menige soldater særskilt, og i lyset af en indikeret ubalance mellem de militære medarbejderes funktionsniveau og de opgaver der skal løses, kan det med sædvanlig skepsis pege på en ny nedklassificeringsbølge. Vi hæfter os også ved, at militære medarbejdere generelt skal prioriteres til det operative område. Det vil formentlig medføre, at væksten uden for Forsvarskommandoens område primært vil være med civile medarbejdere. En udvikling, som kan medføre en mangel på indsigt i militære forhold og reducerede muligheder for stabstjeneste for officersgruppen, hvilket formentlig kun vil øge fastholdelsesudfordringerne.

HR-afsnittet i forligsteksten fremhæver tre tiltag. Der kan dog være flere, men vigtigst er det nok, at der ikke er planlagt flere HR-initiativer. Det må betyde, at det samlede oplæg fra ministeriet og FPS nu er politisk behandlet, og arbejdet med implementering kan gå i gang. Vi er i HOD – og øvrige organisationer – ikke orienteret om det samlede initiativkatalog, men alene stillet i udsigt at vi vil blive inddraget i arbejdet og forhåbentlig her får mulighed for at kvalificere tiltagene.

To af de nævnte tiltag fokuserer jf. også indledningen på gruppen af konstabler og her primært i Hæren, hvor der i forligsperioden afsættes 500 mio. kr. til udbredelse af en erhvervsrettet uddannelse.

Det andet tiltag er indførelse af en ny ansættelsesform for konstabler og sergentgruppen, som giver en fornyet ret til uddannelse med løn efter et antal års ansættelse. En konstruktion som ikke er endelig fastlagt, men formentlig vil have lighedstræk med den tidligere CU-ordning. Det må forventes, at dette tiltag vil reducere personaleomsætningen for de berørte grupper, og det vil derfor også være gunstigt for officersgerningen, hvis det medfører, at de operative enheder hermed bliver bedre bemandet og med større kontinuitet og mere erfarent personel. Selv om officersuddannelsen er en god uddannelse, og officerer generelt ikke har svært ved at opnå ansættelse uden for Forsvaret, så burde officersgruppen dog også have været omfattet af ordningen. Ikke nødvendigvis i form af en uddannelsesret, men når man i forligsperioden vil afsætte 2.1 mia. kr. til lønnet uddannelse ud af Forsvaret, burde man også tilbyde en tilsvarende fastholdelsesbonus, til de officerer, der vælger at blive i Forsvaret.

Det tredje tiltag, som også er det eneste, der er målrettet officersgruppen, er indførelse af en officersuddannelse som professionsbachelor. Det har længe været efterspurgt, og det genskaber nu muligheden for at blive optaget på en officersuddannelse uden en bachelor- eller professionsuddannelse. Det vil også øge mulighederne for intern rekruttering og kan erfaringsmæssigt også medvirke til en mere lokal rekruttering, og dermed begrænse de nuværende udfordringer ved tiltrækning af officerer til myndigheder uden for universitetsbyerne.

Selv om tiltaget i væsentlig grad må forventes at gavne rekrutteringen til officersuddannelsen, så adresserer hverken dette eller øvrige tiltag den største udfordring, som utvivlsomt er fastholdelse. Første delforligs beslutning om et nyt bemandingssystem og mobilitetsfremme kan måske hjælpe, men samlet set tager HR-forliget ikke for alvor hånd om fastholdelsesudfordringen. Dette til trods for, at Forsvaret sidste år havde den største uforudsete afgang af officerer nogensinde.

Umiddelbart er det eneste lyspunkt, at forligskredsen årligt vil evaluere om HR-tiltagene har den ønskede effekt. Det er bare trist, at der skal flere ‘lig’ på bordet.

Læs forligsteksten