HVIS FORHANDLINGERNE GÅR, som forsvarsministeren tilstræber, så har forligskredsen måske vedtaget et første delforlig til styrkelse af fastholdelse og rekruttering i Forsvaret, når Officeren udkommer.

Trods det, at skødet således ikke er skrevet, vil afvigelsen fra regeringens oplæg formentlig være begrænset.
Det er derfor desværre nok også sikkert at konkludere, at de ophobede forventninger til en ny HR-politik ikke vil blive indfriet med aftalen. Og selv om der også er positive tiltag i posen, så vil pakken ikke standse ulykken og tage det hårdt tiltrængte livtag med fastholdelsesudfordringerne i Forsvaret.

Regeringens forslag til den ’opstartspakke’, som er overbragt forligskredsen, virker desværre mest af alt som uddrag af en lærebog i god HR. Men uagtet Employer-branding, øget diversitet, rådgivning om social ansvarlighed, netværk og innovationsråd for unge og flere andre tiltag i pakken – i teorien er helt naturlige dele af en tidssvarende HR-politik -, så er det næppe tiltag, der vil fastholde den konstabel,
der kan få et 37 timers ufaglært job uden for Forsvaret til 6000 kr. mere i månedsløn.

Jeg vil slet ikke udelukke, at flere af tiltagene kan fremme rekrutteringen på den lange bane. Ej heller at de kan fastholde nogle civile medarbejdere i de støttende styrelser, men jeg savner en synlig erkendelse af, at store dele af ministerområdet kun har en
berettigelse, hvis Forsvaret har de kompetente og erfarne uniformerede medarbejdere, som kerneopgaven kræver.

Jeg anerkender, at der er civile grupper af medarbejdere, herunder ikke mindst mekanikere og teknikere med et sort svendebrev, hvor Forsvaret skulle kunne konkurrere på både løn og øvrige vilkår. Det ændrer blot ikke på, at de militære ansatte – ikke mindst på grund af afhængigheden af Forsvarets egenproduktion og behovet for livslang læring – må udgøre den primære målgruppe for delforligets
fastholdelses- og rekrutteringsindsatser. Men som jeg ser det, er der i forligsudspillet reelt kun to tiltag, som taler ind i fastholdelsen af officerer.

Den nye bemandingsstrategi kan måske skabe mere individuelt tilpassede og dermed mere tilfredsstillende karriereforløb. Men jeg tvivler, hvis den jævnfør udspillet primært skal drives af nyansatte civile karrierevejledere. Tilsvarende vil udspillets øgede adgang til midlertidig tjeneste måske få nogle enkelte officerer til at blive 5 minutter længere, men det fjerner ikke den geografisk betingede udfordring. Så længe optagelse på officersuddannelsen kræver en bachelor eller akademiuddannelse, vil den nyudnævnte premierløjtnant statistisk set bo i hovedstaden og være i en livsfase, hvor vedkommendes krav til livsbalance ikke kan forenes med tjeneste i provinsen. Det vil diæter og frit logi ikke ændre på.

Finansministeriets fingeraftryk ses desværre tydeligt på forligsudspillet. Og regeringens fokus i trepartsforhandlingerne har ikke gjort situationen bedre. Og selv om genopretningsplanen om nogle år skulle få lappet hullerne i fundamentet, så er løn ikke længere kun en vedligeholdelsesfaktor. Heller ikke for officersgruppen. Græsset er faktisk oftest grønnere uden for Forsvaret, og selv om jobbet i Forsvaret er både spændende og udfordrende, så er der ingen, der længere accepterer, at det skulle kompensere for en lav eller manglende honorering for merarbejde, rådighedsforpligtelser, nat eller weekendarbejde.

Endelig synes man helt at overse, at et reduceret indtag og manglende fastholdelse af yngre officerer gennem de seneste 10 år har skabt en enorm ubalance i alderssammensætningen af officersgruppen. Over 65% af de nuværende officerer pensioneres i løbet af de næste 20 år, og jeg tror, at man roligt kan konkludere, at forsvarsforligets succes vil fordre, at man nu får stoppet afgangen og sat seriøs turbo på rekrutteringen.

Jeg savner i forligsoplægget en reel og tydelig erkendelse af, at Forsvaret i forhold til fastholdelse af militære medarbejdere – og her ikke mindst officerer – står på en brændende platform.