DET ER MÅSKE STÆRKT AT SIGE, at den forligsbestemte evaluering af officersuddannelsen bør laves om, men det er desværre min umiddelbare vurdering af Forsvarsministeriets udkast til rapport for evaluering af forsøgsordningen for omlæggelse af officersuddannelsen indført med forsvarsforliget 2013-17.

Ministeriet peger generelt på de rigtige problemer, men konklusionerne virker i flere tilfælde så tilpasset den nuværende model, at politisk stillingtagen til en egentlig gentænkning af uddannelsen kan undgås.

Analysen finder overordnet, at den omlagte officersuddannelse opfylder både nuværende rekrutteringsbehov, kompetencebehov samt aftagerbehov, og at der kun er mindre udviklingsområder. Det er vi på baggrund vores undersøgelser, analyser og tilbagemeldinger fra både yngre officerer og chefer direkte uenige i.

Rekrutteringsanalysen beskriver helt korrekt, at det med modellen har været muligt at rekruttere tilstrækkeligt antal officerer til at dække Forsvarets behov for optag på uddannelserne. Det er bare alt for snævert – specielt når fastholdelsesudfordringerne ikke tillægges afgørende betydning. Der er en tydelig geografisk udfordring, og der er ikke det rette mix af internt og eksternt rekrutterede. Det nytter derfor ikke, at man rekrutterer nok, hvis 14% af de yngre officerer årligt forlader Forsvaret.

Langt den overvejende del af de eksternt rekrutterede er – efter deres forudgående akademiske uddannelse – bosiddende i Hovedstadsområdet og i en livsfase, hvor Forsvarets krav til officerens mobilitet og tjeneste er direkte uforenelig med deres krav til livsbalance. Og der er ikke noget i vores analyser, der støtter rapporten i, at det kan imødegås ved en øget forventningsafstemning.

Evalueringen anerkender, at det ikke har været muligt at nå målsætningen for internt rekrutterede. Den korrekte reaktion bør dog ikke, som anbefalet i rapporten, være at nedjustere det ambitiøse mål. For den militærfagligt begrundede balance mellem internt og eksternt rekrutterede er stadig valid, og rapporten burde derfor i stedet fokusere på at fjerne årsagerne til den manglende interne rekruttering. Her efterlader vores undersøgelser ikke tvivl om den primære årsag, nemlig at vejen med en krævet akademiuddannelse er alt for lang og faktisk også overflødig.

En dygtig sergent eller konstabel med gelederfaring, ledelsespotentiale og en gymnasial uddannelse behøver ikke to års akademiuddannelse og praktik som løjtnant for at blive en god officer. Rekruttering fra gymnasiesegmentet giver erfaringsmæssigt også en mere geografisk spredt og lokal rekruttering. Men ikke mindre vigtigt, så vil de rekrutterede generelt have en lavere levealder, hvor de endnu ikke har stiftet familie eller har fået fast bopæl. De er derfor geografisk mere mobile og ubundne af familiemæssige hensyn i den periode, hvor de som yngre officerer er mest belastede af fravær fra hjemmet.

Uddannelsens forudsætning om at bygge oven på civilt erhvervede kompetencer har ikke kun reduceret hvervegrundlaget. Den forkortede uddannelse sker også på bekostning af helt essentielle militærfaglige kompetencer. Det bør anerkendes, at tjenesten som yngre officer i al væsentlighed er en praksisnær og næsten håndværksmæssig ledelses gerning, hvor officerens anerkendelse og respekt hos undergivne hviler på en solid militær faglighed – Ikke på et godt akademisk afgangsprojekt.

Mange nye officerer undrer sig f.eks. over, hvor lidt de under officersuddannelsen har lært om Forsvarets materiel. Et element, der er afgørende for forståelsen af den enkelte soldats – og enhedens – kampkraft og formåen. Men det er en direkte konsekvens af den meget lille rekruttering internt og ikke mindst en nedprioritering af emnet i forbindelse med reduktion af uddannelsestiden.

Det er dog afslutningsvis positivt, at evalueringen afsluttes med en perspektivering i forhold til Forsvarets fremadrettede behov. Evalueringen ville næppe heller kunne antages af forligskredsen, hvis den ikke adresserede den udvikling, der er sket siden Ruslands angreb på Ukraine. Endelig er det også positivt, at ministeriet i oktober inviterede de faglige organisationer til en drøftelse af rapporten, og at vores bemærkninger i et vist omfang er noteret.

Problemet forbliver dog, at anbefalingen til forligskredsen – trods perspektiveringen – fortsat vil være, at modellen med få mindre justeringer og indførelse af supplerende adgangsveje til officersuddannelsen vil kunne opfylde behovet for uddannelse af officerer.

Det er vores opfattelse, at den rette konklusion burde være, at modellen, herunder ikke mindst hvervegrundlaget, ikke bare skal justeres, men gentænkes helt. Jeg kan derfor aktuelt anbefale, at forligskredsen ikke alene tager evalueringen til efterretning.