FORHANDLINGERNE FREM MOD DET KOMMENDE FORSVARSFORLIG TAGER FART, og sigtet er formentlig en aftale inden sommerferien. Forhåbentlig med en bred forligskreds og en aftale, der tager de nødvendige skridt til en genopbygning og videre udvikling af Forsvaret.

Det bliver bestemt ikke en nem prioritering og måske ikke mindst en svær erkendelse, at de første mange milliarder ikke vil give nye kapaciteter, men alene vil gå til at fylde hullerne i det aktuelle forlig.

Krigen i Ukraine har skabt øget efterspørgsel, højere priser og længere leveringstid for både materiel og ammunition. Den generelle mangel og konkurrence på arbejdskraft vil sammen med andre store anlægsopgaver fordyre og forsinke renovering og udbygning af Forsvarets etablissementer. Men løsning af udfordringerne med fastholdelse og rekruttering af specielt militært personel er – og vil i endnu højere grad – blive den altafgørende forudsætning for at nå i mål.

Forsvaret har aktuelt tabt evnen til at vokse, men det kan fixes. Det kræver, at man politisk vil erkende, at Forsvaret ikke er en almindelig virksomhed, men at det i såvel krise som fred skal indrettes og ledes med det ene formål at kunne mønstre maksimal militær effekt, hvis behovet opstår.

Årtiers reduktioner og effektiviseringer har været ødelæggende for den militære faglighed. Centraliserede og højt professionelle skoler er nedlagt og erstattet af on-the-job-training, og den nødvendige træning af enheder har veget for støtte til paskontrol, mink- og vaccineindsatser. Samtidig har det været et styrende princip, at enhver stilling i Forsvaret i udgangspunktet er civil – en antagelse, der gennem årtier kraftigt har reduceret antallet af militære medarbejdere uden for de operative enheder, stabe og skoler. Det har ikke kun medført et stort tab af militær indsigt i støttende styrelser, som flytter fokus væk fra Forsvarets kerneopgave, men også været ødelæggende for Forsvarets robusthed. Det er reelt et udtryk for manglende forståelse for eller anerkendelse af værdien af militær indsigt og

kompetencer i en organisation, hvis vigtigste opgave er at kunne kæmpe og vinde en militær konflikt.

Jeg siger ikke dermed, at soldater skal sættes til opgaver, de ikke kan løse. Men hvis de kan, bør det også være første prioritet, for militære medarbejdere uden for de operative enheder er reelt Forsvarets eneste personelreserve. De kan, hvis behovet opstår, erstatte personel i operative enheder, som måtte falde i kamp, have behov for en kamppause, eller i en periode må prioritere familie eller uddannelse.

Den aktuelle mangel på militære medarbejdere og de store udfordringer med fastholdelse må derfor ikke håndteres ved yderligere civilisering af Forsvaret. Udsigten til kampen om arbejdskraft må ikke få hverken politikere eller embedsmænd til at afstå fra slaget. Forsvaret har et godt brand, og unge står i kø for at komme ind I Forsvaret, men man er nødt til at fjerne unødige barrierer og sætte både hvervning og uddannelse af militære medarbejdere op i et meget højere gear.

Forsvaret kan godt opfyldes fra bunden, men det kræver, at unge med lyst og evner til en fremtid som befalingsmand

kan tilbydes en sergent- og løjtnantsuddannelse, og man derfor frafalder kravet om akademisk baggrund til officersuddannelsen. Det er godt for officerskorpset, at nogle har en akademisk uddannelse i bagagen, men vi når aldrig i mål, hvis den gode konstabel eller sergent ikke kan få en officersuddannelse uden først at tage en akademiuddannelse. Det vil give et afgørende løft af hvervegrundlaget, øget lokal rekruttering og bedre mulighed for at tilgodese de ansatte i de livsfaser, hvor de helt naturligt har behov for at prioritere familien.