Nyheder

10. Februar 2023

Første mand i maskinrummet

De første danske officerer er på plads i maskinrummet, hvor EU’s fremtidige militære udvikling bliver planlagt.
Foto: Erik Luntang
Tekst: Michael Aagaard Jensen, journalist

Artikel bragt i Fagbladet Officeren nr. 6 2022

 

Efter det danske ja til at fjerne forsvarsforbeholdet er Danmark nu med, når retningen for EU’s forsvarssamarbejde skal bestemmes. Den 3. oktober var første arbejdsdag for de første to danske officerer, der de næste fire år er Danmarks repræsentanter i de to arbejdsgrupper, der findes under EU’s militærkomité. Den ene gruppe arbejder med forsvarsudvikling. Den anden er dedikeret til konceptarbejde og EU’s militære missioner og operationer. I sidstnævnte sidder oberstløjtnant Niels Christian Munk, militærrådgiver ved Den Danske Militære Repræsentation ved NATO og EU i Bruxelles.

 

– Jeg lægger ikke skjul på, at jeg synes, det er et super spændende job. EU har et strategisk kompas, det vil sige en retning, man går i. Ud af det kompas har man så udledt nogle opgaver og nogle mål. Der skal blandt andet laves noget, der hedder Rapid Deployment Capacity, altså en kapacitet i EU til at deployere i tilfælde af krise, lidt lige som man kender det fra NATO Response Force. Til blandt andet Rapid Deployment Capacity skal der laves noget konceptarbejde, fortæller han.

 

Arbejdet foregår typisk på den måde, at EU’s militære stab, som har omkring 200 specialister, laver et udkast til et dokument. Dokumentet bliver så sendt ud til medlemslandene, som skal godkende det.

 

– Det er så typisk mig som arbejdsgruppemedlem for Danmark, der modtager det. Mit arbejde går så ud på at sidde med til møderne, analysere og få dokumenterne sendt hjem og samle op på, hvad der måtte være af nationale bidrag, input og behov for ændringer, og så føde det tilbage ind i maskineriet i EU, således at Danmark får sat et aftryk på de ting, vi måtte have en interesse i, siger han.

» Jeg lægger ikke skjul på, at jeg synes, det er et super spændende job. «,
oberstløjtnant Niels Christian Munk, militærrådgiver ved Den Danske Militære Repræsentation ved NATO og EU i Bruxelles.
Foto: Erik Luntang
» Der er ikke så mange officerer, der har arbejdet med EU-stof. Hvis man godt kan lide international sikkerhedspolitik og at arbejde med militære emner på det militærstrategiske niveau, så er det virkelig et super spændende område «,
oberstløjtnant Niels Christian Munk.

Tilbage til EU

På den måde udvikler dokumenterne sig med tiden. Den endelige godkendelse foregår igennem en tavshedsprocedure, hvor medlemslandene har en tidsfrist til at komme med ændringer. Når der ikke længere er ønsker om ændringer, godkendes dokumenterne. Selvom EU’s militære arbejde er nyt territorium for Danmark, så er Niels Christian Munk ikke helt på bar bund. Han har tidligere siddet i den eneste danske stilling i EU’s militære stab fra 2014 til 2018.

 

– Det er selvfølgelig en kæmpe fordel og også en af årsagerne til, at jeg måske lidt hurtigere kan komme ind i tingene end ellers. For EU er lidt anderledes end NATO og har flere redskaber i værktøjskassen. Det vil sige, at EU spiller på en bred pallette af sikkerhedspolitiske instrumenter, hvor det militære ikke er førstevalget. For eksempel har EU udviklingsbistand og sanktioner. Så der er en hel masse organisatoriske områder af EU, som det er en fordel at kende til, fortæller han.

 

Besluttede sig inden afstemningen

Allerede da det blev besluttet, at danskerne skulle til stemmeurnerne, havde Niels Christian Munk en idé om, at han ville tilbage til Bruxelles med sin viden om EU-forhold i bagagen.

 

– Hvis det blev et ja, så måtte der være en efterspørgsel efter den erfaring og viden, jeg har. Der er ikke så mange officerer, der har arbejdet med EU-stof. Hvis man godt kan lide international sikkerhedspolitik og at arbejde med militære emner på det militærstrategiske niveau, så er det virkelig et super spændende område, fortæller han.

 

Foto: Erik Luntang

Uden for døren

I alle de år Danmark har haft forsvarsforbeholdet, har vi siddet uden for døren, når der skulle tages militære beslutninger i EU. Det er slut nu. Nu er der en klar forventning om, at Danmark aktivt bidrager til Europas sikkerhedspolitiske udvikling.

 

– Jeg er kommet ind på et tidspunkt, hvor der sker rigtig mange spændende ting. Der er rigtig meget på dagsordenen, og der er behov for, at planerne bliver justeret, fordi tingene internationalt udvikler sig hurtigt, siger Niels Christian Munk.

 

En spændende fremtid

Det bliver ikke mindre spændende i fremtiden. For i andet halvår af 2025 har Danmark formandskabet for EU.

 

– Når man har formandskabet, har man mulighed for at svinge taktstokken og for at sætte ting på dagsordenen. Det er klart, at op til selve formandskabet vil der være brug for en opbygning af kapacitet på EU-området. Ikke alene nede hos os og på EU-repræsentationen, men også i Danmark vil der formentlig være behov både i departementet, Forsvarskommandoen og måske også andre steder. Vi har indtil nu kun haft nogle ganske få officerer rundt omkring, der har haft med EU-stoffet at gøre. Det bliver der et behov for at brede ud for at få den robusthed, der er nødvendig for at kunne bidrage og få den indflydelse, som Danmark formentlig gerne vil have på forsvarsområdet, siger han.

 

Læs hele Officeren nr. 6 2022

 

 

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *