Når en vigtig international mission eller aktivitet er på vej, er der næsten med det samme nogen i Storbritannien, der siger: ’Vi skal have fat i danskerne!’. Det siger brigadegeneral Jan Kazimierz Toft, Danmarks forsvarsattaché i London, til spørgsmålet om det faste samarbejde mellem nationerne gennem mere end to årtier.

I disse år gør det sig gældende i Estland, hvor Danmark har en styrke på godt 200 mand i den styrke under NATO’s Enhanced Forward Presence (eFP), der har Storbritannien som rammenation. Tidligere har danske og britiske soldater været på skarpe missioner sammen i bl.a. Irak og Afghanistan. Aktuelt skal

Danmark bidrage med 130 instruktører til det britiske initiativ, der skal føre til uddannelsen af 10.000 ukrainske frontfrivillige i løbet af fire måneder.

– Det er svært at sætte ord på, hvad det er, der knytter landene så tæt sammen, men der er en god fælles kulturforståelse, og danskere er gode til engelsk, bemærker Toft, der er 57 år.
– Vi har blandt andet også den samme form for humor; danskerne er for eksempel flasket op med ’Monty Python’ og ’Mr. Bean’, og briterne virker meget glade for ’Broen’ og ’Borgen’. Måske har vi et eller andet til fælles helt tilbage fra vikingetiden. En væsentlig fællesnævner synes at være pragmatisme.

Ubureaukratisk samarbejdsforum
Endnu et samarbejdsområde er den britisk ledede Joint Expeditionary Force (JEF), der – ud over Storbritannien – består af Holland, Island, Danmark, Norge, Sverige, Finland, Estland, Letland og Litauen.
– Det er et ubureaukratisk, hurtigtarbejdende sikkerhedspolitisk samarbejdsforum, hvor beslutninger – ulig i NATO – kan tages uden konsensus. Det fordrer blot, at lead-nationen og ét andet land er enige om et initiativ – så kan de for deres eget vedkommende sætte det i værk i JEF-regi, forklarer forsvarsattachéen.

JEF blev dannet i 2014 og har blandt andet været et instrument til at få Sverige og Finland, indtil nu neutrale, involveret i militært samarbejde med lande i NATO.

Nyttige receptioner og netværk
For Jan K. Toft begynder arbejdsdagen med en cykeltur på 10 kilometer fra hjemmet i London-forstaden Wimbledon til kontoret på den danske ambassade i Sloane Street nær Hyde Park.
– Meget af mit arbejde består af læsning – meget af åbne kilder, dertil i mindre omfang af lukkede. Jeg går til briefinger, som de britiske myndigheder holder for forsvarsattachéerne, og deltager i møder om forskellige specifikke emner, fortæller han.

To-tre aftener om ugen går han til middage eller receptioner.
– Det kan være en protokolmæssig anledning som for eksempel den polske nationaldag. Det er en god anledning til at vedligeholde kontakter og indhente oplysninger. Cirka en gang om måneden deltager jeg i besøg på militære tjenestesteder, som de britiske myndigheder arrangerer – for eksempel for at se patrulje- og overvågningsflyet Boeing P-8 Poseidon på en skotsk base eller møde kadetter på Sandhurst-militærakademiet.

Brigadegeneralen har en deltidsansat personlig assistent og en praktikant.
– Praktikanterne, der er hos os i perioder på 6 måneder, klarer sig virkelig godt. Oven i at opleve London får de i løbet af perioden et godt indblik i, hvordan en ambassade fungerer, siger han og fremhæver samarbejdet med øvrige afdelinger på ambassaden som værende essentielt.
– Det er vigtigt, at vi er et sammenspillet hold på ambassaden. Det gør os mere professionelle og også derfor nogle, man gerne vil samarbejde med – hvad enten det drejer sig om handel, udenrigspolitik eller militær.

I Storbritannien er der en del danske forbindelsesofficerer, der udgør et godt kollegialt netværk, som Jan K. Toft er glad for at kunne trække på. De er placeret ved bl.a. Permanent Joint Headquarters (PJHQ), Standing Joint Force Headquarters (SJFHQ) samt Allied Rapid Reaction Corps (ARRC).

Han står endvidere i jævnlig telefonkontakt med oberst Dominic Fletcher, den britiske forsvarsattaché i København, for at koordinere opgaver og dele oplysninger.

AUKUS-pagten sidespor til 5 Eyes-gruppen
Ved krigsudbruddet i Ukraine var Storbritannien ved siden af USA det mest aktivistiske blandt NATO-landene, hvad angår militær støtte. Nu har landet med Liz Truss fået en ny konservativ premierminister, og ifølge J.K. Tofts vurdering ligger den britiske forsvars- og sikkerhedspolitik ret fast – også selv om der skulle komme en Labour-regering efter næste valg.
– Man har bevilget en pose penge og affattet en udenrigspolitisk hvidbog, der giver sikkerhed for, at det euro-atlantiske samarbejde har topprioritet. De politiske kontroverser, der opstår omkring Forsvaret, handler om enkeltsager eller regionalpolitik, men ikke om de overordnede linjer, pointerer han.

Dermed nedtoner Jan K. Toft rækkevidden ’the Indo-Pacific tilt’, der som eksponent blandt andet har AUKUS-pagten, der i 2021 blev indgået mellem USA, Storbritannien og Australien. Pagten blev af de tre landes politiske ledere italesat under former, der gav indtryk af en ny stormagtskonstellation, der – ikke mindst – flyttede den britiske vægtning mere ’øst for Suez’, end den har været et halvt århundrede.

– Jeg ser AUKUS som et kapacitets-sidespor til 5 Eyes-gruppen (de tre lande + Canada og New Zealand), der har et veletableret samarbejde om blandt andet deling af efterretninger. Første trin for AUKUS er at få udviklet og solgt atomdrevne ubåde til Australien. Det næste skridt ser også ud til at være fokuseret på udvikling af kapaciteter inden for det højteknologiske område. På længere sigt kan man godt forestille sig, at aftalen udvides til at omfatte flere lande med interesser i Stillehavs-regionen.

Storbritannien har fået mærkbare økonomiske problemer blandt andet på grund af Brexit, men attachéen ser ikke nogen nærliggende risiko for, at man af den grund reducerer sit forsvarsbudget.
– Den almindelige holdning ser ud til at være, at Brexit er kommet for at blive, og de afledte konsekvenser skal der tales mindst muligt om. I stedet skal man finde løsninger. Det britiske forsvarsbudget udgør p.t. 2,43 pct. af BNP. Her skal man huske på, at en anselig del anvendes til at opretholde et nukleart beredskab. Til sammenligning bruger et land som Tyskland hele sit forsvarsbudget på et konventionelt forsvar. Briternes sikkerhedspolitik er drevet af truslen, ikke af økonomi, mener han.

Flåde-traditioner
I et Defence Command Paper fra sidste år om det kommende forsvar forudses en stor styrkelse af den britiske flåde.
– Det er en prioritet, der har rødder såvel i fortiden som stormagt med global rækkevidde som i indenrigs regionalpolitik. En udbygning af flåden skaber gode arbejdspladser i Wales, Nordengland og Skotland, hvor de værfter ligger, der skal bygge skibene, siger Jan Toft.

Royal Navy har historisk haft en særlig rolle. Før Første Verdenskrig var den større end den næststørste og tredjestørste flåde tilsammen, og i 1930’erne var den britiske flåde stadig lige så stor som USA’s.

Også i dag er den britiske flåde med to operationsdygtige hangarskibe en aktør med global rækkevidde, selv om US Navy er suverænt størst. Kina, Rusland, Storbritannien, Japan og Frankrig ligger tæt på hinanden på pladserne fra 2. til 6. Rangeringen af, hvem der er stærkest/størst, afhænger af opgørelsesmetode.

En tilbagevendende aktivitet, som Royal Navy står for i Plymouth, er Flag Officer Sea Training.
– Her har vi også danskere udstationeret. Danske skibe bliver trænet og evalueret for at blive blåstemplet til at sejle sammen med britiske enheder eller indgå i NATO-styrker.

Samarbejde om F35 og overvågning
Fra betragtningerne om flåden går Toft videre til sit eget værn.
– I Flyvevåbnet er vi historisk meget forankret i inspirationen fra Royal Air Force, siger han og tager sin uniformsjakke, som han den varme augustdag har hængt på en stoleryg, op for at understrege, at den blågrå farve blev taget fra RAF-uniformen, da Flyvevåbnet blev oprettet i 1950.
– Nu vil vi i en lang årrække være fælles om F35-flyet. Vi kommer også til at samarbejde igen om luftrumsovervågning i Nordatlanten. Specifikt med hensyn til radarer har briterne for eksempel radarstationer på De Ydre Hebrider og Shetlandsøerne, hvor naturforholdene minder meget om Færøernes.

Forsvarsindustriel speed-dating
Som en førende international aktør har briterne store våbenvirksomheder og en omfattende eksport – også til Danmark.
– Det er svært for danske forsvarsrelaterede virksomheder at komme ind på det britiske marked som hovedleverandører, men til gengæld er mulighederne for underleverancer og partnerskaber gode, siger brigadegeneralen.

Hans afdeling støttede for nylig i London en konference med et indledende oplæg om danske virksomheder, Arktis etc.
– Derefter afholdt vi en speed-dating mellem danske og britiske virksomheder, der kunne være potentielle samarbejdspartnere. 27 danske forsvars- og sikkerhedsrelaterede virksomheder mødte i alt 54 britiske samtalepartnere. Visse britiske firmaer sagde bagefter, at udbyttet svarede til tre dages deltagelse på en våbenmesse.

Kursus i USA betød kursændring
Jan Toft kom ind i Forsvaret som værnepligtig i 1984 på Flyvestation Skalstrup og gik derfra på sergentskole.
– En svoger var oversergent i Flyvevåbnet, og det syntes jeg var vildt sejt. Da jeg senere søgte ind som officer, sigtede jeg i første omgang mod at komme til Søværnet for at blive operativ skibsofficer, men bestod ikke synsprøven, fortæller han.

Toft valgte i stedet at søge ind på Flyvevåbnets Officersskole og blev uddannet til tjeneste i Luftværnsgruppen.
– Generelt blev jeg i en ung alder inspireret af samværet og samarbejdet med de mange befalingsmænd og officerer og fandt min udfordring i at sige: ’Det kan jeg gøre lige så godt!’ Jeg havde oprindeligt den holdning, at jeg skulle være ’rigtig’ soldat og officer – ikke noget med at sidde bag et skrivebord!

Det ændrede sig imidlertid, da han som 32-årig kom på stabskursus på Maxwell Air Force Base i Alabama, USA.
– Her var jeg én af 601 elever fra 68 nationer. Det var en eye opener, der gav mig appetit på det internationale miljø.

Efter en periode som operationsofficer ved HAWK Afdeling Vest kom den første udstationering som stabsofficer ved Den danske Militærrepræsentation i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles.
– Jeg er benådet med en dejlig kone, der har masser af rejselyst, erklærer Toft.

Han og Karin Bjerg Toft har været ude sammen i cirka 15 år i alt – langt det meste af tiden med deres tre nu voksne børn.

Skarpe missioner og ønskejob
Det er også blevet til to udsendelser på skarpe missioner. I 2010 var han et halvt år i Afghanistan som næstkommanderende i planlægningsstaben ved ISAF-styrkens hovedkvarter i Kabul, og i 2011 blev han udsendt lidt over en måned som øverste danske repræsentant i forbindelse med Libyen-missionen Odyssey Dawn/Unified Protector.

Efter hjemkomsten fik han som chef for Air Control Wing ansvaret for Flyvevåbnets samlede radarovervågning og Command and Control-systemer.

I 2016 fik han et virkeligt ønskejob, da han ved en skriftlig afstemning i NATO’s Militærkomité blev valgt til chef for Cooperative Security Division under NATO’s Internationale Militærstab. Det skete i et kampvalg, hvor fire andre medlemslande også havde stillet kandidater.
– Det indebar, at jeg var ansvarlig for alle militære samarbejdsprogrammer, som NATO har med (dengang) 40 partnernationer – f.eks. New Zealand, Colombia og Kasakhstan.

’Kom ud over rampen’
Også det nuværende job får et par tilfredse ord med på vejen.
– Hvis man skal være attaché, er London bare stedet, synes jeg. Her er ikke så mange forsvarsattachéer som i Washington, men flere nationer er repræsenteret end noget andet sted på grund af de mange mindre Commonwealth-nationer, siger Jan Toft, der slutter med et par karriereråd:
– Hvis man som ung officer satser på en attachékarriere, skal man ikke være for introvert. Man skal ud over rampen, skabe kontakter, lytte og have fornemmelse for, om man i den givne situation skal spørge listigt eller bare være jovial.

Noget tyder ifølge brigadegeneralen på, at det tidligt viser sig, om de unge er orienteret i den retning, for cirka halvdelen af dem, der ender som forsvarsattacheer, har på et tidligt tidspunkt været på et udenlandsk stabskursus.

Jan Kazimierz Toft

Født 1964
1984: Værnepligtig på Flyvestation Skalstrup og sergentuddannelse på Flyvestation Værløse.
1986-89: Flyvevåbnets Officersskole
1997-98: Air Command and Staff College på Maxwell Air Force Base i Alabama, USA.
1998-2002: Major og bl.a. chef for Operationsafdelingen ved HAWK Afdeling Vest.
2002-05: Stabsofficer ved den danske militærrepræsentation ved NATO-hovedkvarteret i Bruxelles.
2005-08: Oberstløjtnant og specialrådgiver for formanden for NATO’s Militærkomité.
2009-11: Oberst og chef for Expeditionary Air Staff – herunder udsendelser som næstkommanderende for planlægningsstaben ved hovedkvarteret for ISAF-styrken i Afghanistan og som øverste danske repræsentant i forbindelse med Libyen-operation under missionen Odyssey Daws/Unified Protector.
2011-14: Chef for Air Control Wing – bl.a. for radarovervågning og Command and Control-systemer i Danmark samt radar placeret ved ISAF-styrken i Afghanistan.
2014-16: Brigadegeneral og øverste danske militærrepræsentant ved NATO’s øverste militære hovedkvarter (SHAPE) i Mons, Belgien.
2016-20: Generalmajor og chef for Cooperative Security Division i Den internationale Militærstab ved NATO-hovedkvarteret.
2020: Brigadegeneral og forsvarsattaché i London.