Det særlige forhold til Danmark er noget, man gerne sætter ord på i de tre baltiske stater. Der er for eksempel foredragssale, der er opkaldt efter Uffe Ellemann-Jensen og Hans Hækkerup, hhv. udenrigsminister og forsvarsminister i 1990’erne.
– Og da Ellemann-Jensen døde for nylig, var flere baltiske toppolitikere ude med kommentarer på sociale medier om, at han var en af hovedpersonerne, der havde gjort selvstændighed mulig, fortæller oberst Niels Henrik Johansen, dansk forsvarsattaché i Estland, Letland og Litauen med fast kontor på den danske ambassade i den litauiske hovedstad, Vilnius.

– Som konsekvens af den danske militære støtte i 1990’erne og 2000’erne er det i dag ikke unormalt at møde baltiske officerer, der kan tale lidt dansk, fordi han/hun for mange år siden har været på et længerevarende delingsfører- eller kompagnichefkursus i Oksbøl.
Udviklingen i løbet af de 30 år har været bemærkelsesværdig.

– Det dansk-baltiske militære samarbejde har udviklet sig fra en mentorrolle til nu at være et samvirke mellem ligeværdige og ligesindede partnere, siger han.

Han nævner samarbejdet på et stort antal internationale missioner med FN-styrken UNPROFOR i Kroatien i 1994 som den første. Her deployerede en dansktrænet litauisk deling sammen med det danske bidrag. Men når det gælder ’rugbrødsarbejdet’ – den stadigt vedvarende indsats –, har Hjemmeværnet fra begyndelsen haft en central rolle. Også i dag gennemfører det danske hjemmeværn instruktørarbejde og andre aktiviteter i landene.

Kortvarig selvstændighed
Niels Johansen har været i Vilnius siden 2018 og fortsætter, til han når pensionsalderen på 62 år i november 2023. Hans engagement i de tre staters situation og baggrund skinner igennem under interviewet, der foregår i indkvarteringsbygningen for den danske styrke i NATOs Enhanced Forward Presence (eFP) i Tapa, Estland.

De tre lande er ikke næsten ens som Danmark i forhold til Sverige, men tværtimod meget forskellige.
– I Estland erklærer 65 pct. af befolkningen sig som ikke-religiøse, 20 pct. som russisk-ortodokse og 12 pct. som protestanter. I Letland bekender 80 pct. sig til kristendommen fordelt på tre store grupper bestående af hhv. lutheranere, romersk-katolske og ortodokse. I Litauen er 75 pct. katolikker. Litauen blev etableret i 1253 og kan således se tilbage på en lang historie som stat, hvad de to andre ikke kan; de blev først etableret i 1918. Groft sagt er Estland drejet mod Finland og Letland mod Sverige. I Litauen er der en stor polsktalende befolkningsgruppe, og landets orientering er rettet imod det centrale Østeuropa, sammenfatter Johansen grundforholdene.

Når landene alligevel er tæt forbundne, skyldes det deres fælles skæbne. De opnåede alle 21 års selvstændighed fra Rusland, inden de i 1939 igen blev besat som konsekvens af Molotov-Ribbentrop-aftalen. De blev alle to år senere erobret af Nazityskland, men efter krigen atter opslugt af Sovjetunionen.
– Landene har en fælles opfattelse af, at Rusland fortsat har et grundlæggende ønske om at genetablere den tabte stormagtsstatus, herunder annektere de baltiske lande, understreger Niels Johansen.

NATO-brigade til hvert land
De tre stater koordinerer som oftest deres politik. Det skete også forud for NATOs topmøde i Madrid i juli, da balterne på forhånd sendte generalsekretær Jens Stoltenberg et åbent brev, hvor de beskrev deres forventninger til mødet.
Resultatet af mødet i Madrid blev, at det danskledede hovedkvarter for Multinational Division North (MND-N) i Adazi, Letland, bliver suppleret med divisionshovedkvarters-elementer i Estland og Litauen, og at der oprettes en NATO-brigade i hvert land. Dele af de tre brigader stationeres fast i landene, og de øvrige dele, der er øremærket, forbliver i hjemlandet på højt beredskab.

De opbygges i princippet ved, at den nuværende eFP-bataljon i hvert land boostes op til brigadeniveau. Storbritannien, der i forvejen er rammenationen i Estland, har efter aftale med landets regering deployeret yderligere en bataljon. Dermed bliver styrken fordoblet til ca. 2.000 mand. Tilsvarende har USA udsendt en ekstra bataljon til Litauen.

NATO-brigade til hvert land
De tre stater koordinerer som oftest deres politik. Det skete også forud for NATOs topmøde i Madrid i juli, da balterne på forhånd sendte generalsekretær Jens Stoltenberg et åbent brev, hvor de beskrev deres forventninger til mødet.

Resultatet af mødet i Madrid blev, at det danskledede hovedkvarter for Multinational Division North (MND-N) i Adazi, Letland, bliver suppleret med divisionshovedkvarters-elementer i Estland og Litauen, og at der oprettes en NATO-brigade i hvert land. Dele af de tre brigader stationeres fast i landene, og de øvrige dele, der er øremærket, forbliver i hjemlandet på højt beredskab.

De opbygges i princippet ved, at den nuværende eFP-bataljon i hvert land boostes op til brigadeniveau. Storbritannien, der i forvejen er rammenationen i Estland, har efter aftale med landets regering deployeret yderligere en bataljon. Dermed bliver styrken fordoblet til ca. 2.000 mand. Tilsvarende har USA udsendt en ekstra bataljon til Litauen.

Crowdfunding til våbendonation
De tre lande har fra begyndelsen af krigen støttet Ukraine massivt – med Stinger- og Javelin-missiler samt ammunition og pansrede mandskabsvogne. For nylig er litauerne begyndt at behandle sårede ukrainske soldater i Litauen.

Et eksempel på det kompromisløse engagement er et initiativ, som en litauisk journalist i maj tog til at indsamle 5 millioner euro via crowdfunding til indkøb af én tyrkisk Bayraktar-drone, som skulle skænkes til Ukraine.

Tre uger var sat af til fremskaffelsen, men i løbet af blot 3,5 døgn var der indsamlet næsten 6 mio. euro (ca. 44 mio. kr.)
– Det endte med, at initiativtagerne fik dronen gratis af tyrkerne. De indsamlede midler blev i stedet brugt til at købe våben til Ukraine for, beretter Niels Henrik Johansen.

Landsbergis-faktoren
Litauen har i særlig grad gjort sig bemærket internationalt med støtte til lande eller etniciteter, der forsøger at vriste sig fri fra undertrykkende overherredømme. Derfor er Litauen i dag et af de få lande, der officielt støtter Taiwans selvstændighed fra Kina. Det har fået Beijing til at afbryde de diplomatiske forbindelser.

– Et andet eksempel er, at Litauen huser og aktivt støtter den hviderussiske demokratiske opposition under ledelse af Sviatlana Tsikhanouskaya, siger Niels Henrik Johansen.
Han peger på udenrigsminister Gabrielius Landsbergis som hovedeksponent for landets høje idealer om demokrati, frihed og lighed – en tradition, der kan spores tilbage til hans farfar, Vytautas Landsbergis, der var en nøgleperson i løsrivelsen fra Sovjetunionen.

Deltager i bydels-happening
Niels Johansen har været udstationeret uafbrudt i 11 år, først ved NATOs Allied Command Transformations’ europæiske hovedkvarterselement i Mons, Belgien, frem til 2015, dernæst som sektionschef ved Multinational Corps Northeast (MNC NE) i Szczecin indtil 2018.

Han har sin hustru Lisbeth Barner Jespersen med i Vilnius. Hun er bibliotekar, og hun har kunnet få orlov, fordi hun har en tjenestemandsstilling i Transportministeriet.

– Det er meget værdifuldt, at Lisbeth er med. Hun fungerer som ’præstens kone’. Hvis man i arbejdsmæssig sammenhæng inviterer nogen hjem med hustru, får man ti gange så meget som ved andre former for møder, siger Niels Johansen.

Da parret, hvis søn er flyttet hjemmefra, skulle finde bolig, fik de hurtigt øje på bydelen Uzupis, som de fandt charmerende med en stemning, der på en sommerdag let kan forveksles med den, der er i en italiensk by. De fik hurtigt etableret lokale kontakter.

– Som en stor happening udråbte et råd i 1997 bydelen som ’udbryderrepublikken Uzupis’ med blandt andet eget parlament, egen grundlov og eget flag – ja, faktisk fire, nemlig et for hver årstid, fortæller obersten.

Som nyudpeget og med ønske om at blive integreret meldte han sig til tjeneste. Det førte til forhandlinger over en øl med parlamentet, der almindeligvis kaldes ’Barlamentet’, fordi det residerer i en bar.

Han fik titlen Peace Advisor to the Minister of Foreign Affairs.
– For god ordens skyld skal jeg nok lige tilføje, at det danske udenrigsministerium gav tilladelse til min sideakkreditering til Republikken Uzupis.

Mange danske chefer
Mere dagligdags er Johansens rolle at vedligeholde og udbygge dansk-baltisk samarbejde samt fremme danske sager og synspunkter inden for Forsvarsministeriets ressortområde. En kerneopgave er relationerne til de mange danske militære chefer i de tre lande.

– Flere af de militære chefer roterer jo hver 6. måned, så når vi mødes første gang, plejer vi at aftale, at de er ansvarlige for, hvad der sker inden for deres hegn, og jeg er ansvarlig for, hvad der sker udenfor. Endvidere sørger jeg for at besøge cheferne og deres enheder så ofte som muligt, forklarer forsvarsattachéen.

Oberst Johansen foretager jævnligt indberetninger til Forsvarsministeriet i København om holdninger og positioner i de tre lande, og han er professionelt aktiv på sociale medier.
– Alle attachéer er af Forsvarsministeriet kraftigt blevet opfordret til at være på Twitter, min konto hedder @DkDefatBaltic. Målgruppen er især personer i de baltiske lande vedrørende aktiviteter i de pågældende lande. Jeg har fået en del følgere; det er en god platform, hvis jeg en dag har et virkelig vigtigt budskab, jeg hurtigt skal ud med.

Han synes, det er spændende at arbejde i krydsfeltet mellem Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen på den ene side og Udenrigsministeriet på den anden. Det omfatter forskellige professioner og kulturforståelse, siger Niels Johansen, der har et bud på en beskrivelse af forskellen:
– Militære medarbejdede sætter en dyd i at planlægge på langt sigt, mens UM-folk tenderer mod at mene, at ’planning early is planning twice’. På den anden side – og måske lidt i modstrid med det, jeg lige har nævnt – består den militære tilgang i, at man planlægger sig til 80 pct. og improviserer de sidste 20, mens der i Udenrigsministeriet er en tendens til at ville planlægge helt til bunds, når det endelig gælder.

Johansen er glad for, at jobbet byder på store frihedsgrader, men tilføjer, at han hvert år lytter misundeligt på sin tyske kollega, når han rekvirerer en ferieafløser.
– Min opgave er til enhver tid at kunne træde til, hvis der sker noget alvorligt inden for mit område, for eksempel en større ulykke, hvor udsendte danske soldater er involveret. Derfor vil det være en fin forbedring, hvis jeg kunne tilkalde en ferieafløser for to-tre uger og aflevere min telefon.

Fra sidste A-officershold
Da Niels Henrik Johansen som ung valgte en militær løbebane var det inspireret af rollemodeller, især hans biologi- og gymnastiklærer i folkeskolen, der var reserveofficer.

– Han kom ofte til timerne direkte fra øvelser, stadig med rester af sløringsmaling i ansigtet og i fuld kampuniform. Han fortalte levende om, hvad han havde lavet og oplevet.

Johansen blev rekrut og sergent ved Den Kongelige Livgarde, hvorpå han blev optaget som kadet på ’hold Bülow’, det sidste A-officershold på Hærens Officersskole. Han valgte artilleriet som våbenart.
– Jeg blev fascineret af, at man kunne beregne, hvor en granat ville lande langt væk, og så var jeg vel også blevet træt af at gejle støvler, erindrer obersten med et smil.

Karrieren har været varieret med blandt andet fire år som chef for Operationsafdelingen i Forsvarets Efterretningstjeneste, 6 måneder som chef for den danske Kosovo-styrke og to år som stabschef i 1. Brigade.

God til operativ planlægning
Niels Johansen er klar til nye opgaver efter sin udstationering.
– Jeg kunne godt tænke mig, at der blev oprettet et kontor i Forsvarsministeriets Personalestyrelse, hvor man kunne ringe og sige ’Her er jeg, jeg bliver pensioneret om et år, jeg er god til operativ planlægning, har stor NATO-erfaring og et detaljeret kendskab til Østersø-området. Hvad kan I bruge mig til?’ Sådan et kontor kan sandsynligvis være med til at besætte nogle af de mange ledige stillinger, der p.t. er i Forsvaret.

Men der er stadig et år tilbage i Vilnius, og fra privatlivet fremhæver Johansen, at han tilbringer mere tid med hustruen, end han ville have været i stand til i Danmark.
– Lisbeth og jeg sætter stor pris på at vandre sammen i de baltiske landes mange og store nationalparker for at opleve naturens mangfoldighed på tætteste hold.

Mørke udsigter
Mens synet på egne forhold er præget af tilfredshed, ser attachéen dystert på spørgsmålet om en  krigsafslutning i Ukraine.

– Jeg tror ikke, at Putin kan acceptere, at blive presset ud af Krim og Folkerepublikkerne Donetsk og Lugansk. Men hvad hvis Ukraine indleder en succésfuld offensiv? Vil Putin ultimativt bruge masseødelæggelsesvåben? Kan Putin evt. presse Belarus ind i krigen? spørger han.

– Lige nu virker ukrainerne sejrssikre, men kan Vesten fortsat levere nok materiel og ammunition? Og kan Ukraine fortsætte med at mobilisere soldater, og kan de uddannes hurtigt nok af Vesten?

Han tror ikke på en forhandlet fred, der reelt indebærer ukrainsk afståelse af Krim samt Donbas-republikkerne.
– En sådan løsning vil i min optik kun efterlade områderne som en betændt byld, der kan briste hvert øjeblik, siger Niels Johansen.

Niels Henrik Johansen

Født 1961 i Mørkøv, Vestsjælland
1981-82: Rekrut, garder og sergent ved Den kongelige Livgarde
1982-86: Hærens Officersskole
1986-92: Næstkommanderende og batterichef ved Kongens Artilleriregiment i Sjælsmark.
1995-98: Major og sektionschef i Forsvarets Efterretningstjeneste – herunder udsendt til Sarajevo.
2000-02: Stabsofficer, Multinational Corps Northeast, Szczecin.
2002-06: Oberstløjtnant og afdelingschef i Forsvarets Efterretningstjeneste.
2006-08: Chef for 3. Førings- og Målopklaringsafdeling i Varde.
2009: Chef for Det danske Kontingent i Kosovo.
2009-11: Stabschef ved 1. Brigade, Haderslev
2011-15: Stabsofficer i Staff Element Europe, Allied Command Transformation i Mons.
2015-18: Chef for Ildstøtte- og Luftkoordineringssektionen, MNC NE I Szczecin.
Fra 2018: Oberst og forsvarsattaché i Vilnius.