JEG HAR I DEN SENESTE TID VED TO LEJLIGHEDER haft mulighed for at beskrive Forsvarets personelsituation for forligskredsen. Og det tyder på, at jeg – og andre – er blevet hørt. Martin Lidegaard (R) skrev i en fin kronik i Altinget d. 12. maj, at den sværeste opgave i det næste forsvarsforlig bliver at skaffe nok dygtige kvinder og mænd til det danske forsvar. At man kan poste milliarder i nyt materiel, men uden de rigtige kvinder og mænd i fremtidens forsvar, kan vi simpelthen ikke løfte vores opgave – manglen på kvalificeret personale er kritisk. Men ikke mindst, at han og de øvrige forsvarspolitikere

og Forsvaret selv er sig udfordringen pinligt bevidst. En pointe, som kort efter blev understreget af vores minister, da han ligeledes i Altinget og i øvrigt også i Berlingske udtalte, at det første pejlemærke for det næste forlig er, at Forsvaret skal være en attraktiv arbejdsplads og kunne konkurrere med det private erhvervsliv om medarbejdere.

HOD medlemmer har som resten af befolkningen skullet forholde sig til fjernelsen af Forsvarsforbeholdet. Og ligegyldigt hvad man personligt måtte mene, så er forbeholdet nu fjernet, og Danmark tager del i EU-forsvarssamarbejdet på lige fod med de øvrige EU-lande. Uanset omfanget af dansk deltagelse i fremtidige EU-missioner, så kan selv danske enheder kun være et sted ad gangen. Selv om man må antage, at NATO-forpligtelser i et forhøjet beredskab eller eFP vil have forrang, så kan bundlinjen stadig medføre en øget belastning og kortere tid mellem missioner. En mulig trend, som man politisk bør forholde sig til, for den kan være direkte ødelæggende for alle de aktuelle HR-politiske bestræbelser på at stoppe afgangen og øge rekrutteringen.

Jeg er med de politiske udmeldinger aktuelt fortrøstningsfuld over for, at der i det kommende forsvarsforlig vil blive afsat midler til at håndtere de personelmæssige udfordringer. Jeg tror imidlertid også, at man kun har et skud i bøssen, og at det derfor vil være afgørende, at man rammer plet. Listen over områder, hvor der skal genskabes acceptable vilkår, er lang, og da der ikke er en ’One size fits all’-løsning, kan man ikke nøjes med nogle få selektive tiltag. Den attraktive arbejdsplads skal

skabe mulighed for geografisk mobilitet, relevant uddannelse, der ikke belaster job eller familie, synlige og attraktive karrieremuligheder m.v., men også alle de materiel-, bygnings- og administrative forudsætninger for en meningsfuld hverdag.

Sidst, men bestemt ikke mindst, så bliver man med fjernelse af EU-forbeholdet og den forventeligt længerevarende forøgelse af missioner i ramme af NATO beredskabsforøgelse nødt til at sikre en passende belastning for de ansatte og deres familier. Det er ikke så afgørende for enhederne, om de indsættes i en FN-, EU- eller NATO-mission – det er varigheden og hyppigheden og dermed fraværet fra familien, der i sidste ende bestemmer, hvor meget den enkelte vil tåle.

For år tilbage havde vi et forlig, der krævede, at Forsvaret vedvarende skulle kunne have et vist antal enheder udsendt kontinuerligt. I den forbindelse tilpassede man organisationen til, at alle skulle kunne tåle en udsendelse hvert tredje

år. Selv med de nuværende opgaver og missioner er mange i dag udsendt langt hyppigere. Hvis man politisk vil mere og samtidig anerkender, at der også skal skabes rum for en rimelig livsbalance for Forsvarets ansatte, så håber jeg, at man husker og respekterer, at det vil kræve flere og mere robuste enheder. Heldigvis er jeg stadig optimistisk efter at have hørt den afsluttende partilederdebat på afstemningsdagen. Politikerne ved godt, hvordan tingenes tilstand er. De skal bare fortsat huske det.