Nyheder

07. Marts 2022

Curfew-sagen afgjort

850,- kr. pr. nat. Så meget får deltagerne på MMT hold 1 og 2 i kompensation for at have været underlagt curfew i Ukraine i 2018 og 2019.
Foto: Danskere træner ukrainske soldater i grundlæggende militære færdigheder og operationsplanlægning på hold 1 i 2018. Arkivfoto: Emma Kirketerp, forsvarsgalleriet.dk
Tekst: HKKF, CS og HOD

Forsvaret havde i to perioder i henholdsvis 2018 og 2019 Military Training Teams (MTT) i Ukraine. Personellet var der underlagt UK Command. Den britiske Commander befalede eget personel til i fritiden at opholde sig på hotellet, hvor de var indkvarteret, i perioden mellem kl. 22 og 06 (Curfew). Forsvaret valgte på de to hold at følge den udenlandske foresattes kommando, hvorfor dansk personel var underlagt samme restriktioner. Efterfølgende har Forsvaret haft yderligere hold i Ukraine, men her ophævede Forsvarskommandoen restriktionerne for det danske personel.

 

De to første hold fik ikke honorering for de timer, hvor de var underlagt Curfew. Derfor rejste de tre faglige organisationer (CS, HKKF og HOD) krav om kompensation ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS). Sagen blev startet i 2019 men efter mange forhandlinger lykkedes det ikke at forlige sagen.

 

Efterfølgende løftede centralorganisationerne (Akademikerne (AC), Offentligt Ansattes Organisationer (OAO) samt Centralorganisationen af 2010 (CO10)) sagen ved Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (MEDST), men også her gik sagen i hårknude, idet MEDST ikke ville anerkende, at arbejdsgiver ikke har hjemmel til at begrænse medarbejderes bevægelsesfrihed i fritiden.

 

Uenighederne blev derefter videreført som en sag om faglig voldgift i Arbejdsretten og var endelig, d. 9. februar, for retten. Herunder gengives de væsentligste dele af kendelsen:

 

Klagerne, Akademikerne, Offentligt Ansattes Organisationer og Centralorganisationen af 2010, påstod følgende:

 

  • Principalt: Medarbejder- og Kompetencestyrelsen skal anerkende, at militært personel, der deltog i tjenesterejser fra 21. oktober 2018 til 9. december 2018 og/eller fra 25. marts 2019 til 27. maj 2019 i Ukraine, har krav på honorering som arbejdstid af de perioder, hvor de mellem kl. 22.00 og 06.00 under udgangsforbud blev pålagt et bestemt fysisk opholdssted.

 

Subsidiært: Medarbejder- og Kompetencestyrelsen skal anerkende, at militært personel, der deltog i tjenesterejser fra 21. oktober 2018 til 9. december 2018 og/eller fra 25. marts 2019 til 27. maj 2019 i Ukraine, har krav på betaling af et af den faglige voldgiftsret fastsat tillæg pr. dag, hvor de mellem kl. 22.00 og 06.00 under udgangsforbud blev pålagt et bestemt fysisk opholdssted.

 

  • Medarbejder- og Kompetencestyrelsen skal betale en af den faglige voldgift fastsat bod.

 

  • Medarbejder- og Kompetencestyrelsen skal anerkende, at det var i strid med ledelsesretten at pålægge militært personel, der deltog i tjenesterejser fra 21. oktober 2018 til 9. december 2018 og/eller fra 25. marts 2019 til 27. maj 2019 i Ukraine, udgangsforbud, der betød, at de mellem kl. 22.00 og 06.00 blev pålagt et bestemt fysisk opholdssted.

 

Indklagede, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, påstod over for klagernes påstand 1 og 2 frifindelse.

 

Over for klagernes påstand 3 tog indklagede bekræftende til genmæle.

 

På mere almindeligt dansk betyder det, at Kammeradvokaten (på MEDST vegne) lagde sig fladt ned – før vidneafhøringer, procedure mv.

MEDST har således anerkendt, at Forsvaret har overskredet ledelsesretten ved at begrænse folks bevægelsesfrihed i fritiden på tjenesterejser til Ukraine.

 

På den baggrund faldt muligheden for at idømme arbejdsgiver en bod og tilbage stod kun at forlige sagens punkt vedrørende kompensation til de berørte medarbejdere på de to første MTT. Resultatet af dette blev, at alle deltagere på MTT hold 1 og 2 vil modtage 850,- kr. pr. nat i Ukraine underlagt Curfew.

 

 

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *