Nyheder

04. Marts 2022

Inflation på 4,3%

Danmark nåede i januar den højeste inflation i mange år. Det betyder, at din løn er mindre værd.
Tekst: Søren Wad Clausen, konsulent

Danmarks Statistik har for nylig opgjort, at inflationen i Danmark nåede 4,3 % i januar 2022, hvilket er det højeste niveau siden august 2008. Det betyder, at din løn bliver mindre værd.

 

Det ved du jo nok godt, men i HOD får vi spørgsmål om, hvad vi kan gøre for at påvirke lønnen, så den ikke bliver yderligere udhulet.

 

Det offentlige overenskomstsystem indeholder ingen direkte sikring mod inflation, men overenskomsten indeholder en reguleringsordning, som sikrer, at den offentlige lønudvikling ikke stikker af i forhold til den private sektor – i nogen retning. Man kan også sige det modsat, at lønnen i det offentlige følger nogenlunde med det private. I praksis beregner Danmarks Statistik, hvor store lønstigningerne har været i det offentlige sammenholdt med, hvor store lønstigningerne har været i det private. Det offentlige arbejdsmarked får 80 % af forskellen mellem lønstigninger i den private og den offentlige sektor.

 

HOD kan ikke gå ind og påvirke lønnen her og nu, men inflationen og reguleringsordningen danner altid bagtæppe for overenskomstforhandlingerne. Det gælder både, når inflationen er høj, og lønnen dermed reelt bliver lidt mindre værd, men det gælder så også, når inflationen er lavere end forventet, og lønnen er mere værd.

 

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke vises. Påkrævede felter er markerede *