VI SKAL – DESVÆRRE – TALE om ytringsfrihed og militærfaglig rådgivning. Igen. Det er ikke engang et år siden, at Forsvaret blev banket igennem hele møllen i forbindelse med FC’s tiltrædelse, men ytringsfrihed bliver med denne leder temaet for

både årets første og sidste leder. Det er åbenbart svært for Forsvarsministeriets departement at kapere, at ytringsfrihed ikke kun er en central dansk værdi i indfødsretsprøven, men faktisk bør efterleves. Og jeg kan blive godt træt af, at man igen prøver at gradbøje denne grundlovssikrede rettighed.

Det er næppe forbigået manges opmærksomhed, at ministeriet i november pålagde Forsvarskommandoen at indskærpe, at man som ansat i Forsvaret ikke kan deltage i en forsvarsdebat i regi af Folketinget, når ministeren ikke deltager. At en

embedsmands relation til Folketinget, på grund af ministeransvarlighed, altid går gennem ministeren. Lidt i samme skuffe som i foråret, hvor ministeren ikke mente, at Danmark var moden til militærfaglig indblanding i forsvarsdebatten.

Man bruger i ministeriets pressemeddelelse vage formuleringer som: ‘det er regeringens holdning’, og at man som embedsmand ikke ‘bør’ deltage. Ja, det er så regeringens holdning, men vi har jo ikke meningstyranni, så man kan vel bare trække på skulderen og sige ’og hvad så? – det er så bare en ‘holdning’, som jeg ikke deler’. Men det er børnelærdom i stabstjeneste, at ‘bør’ i Forsvaret læses som ‘skal’, og de fleste vil med de gentagne anslag mod ytringsfriheden formentlig føle sig overbevist om, at en afvigende adfærd får karrieremæssige konsekvenser.

Det er i den sammenhæng ikke en plausibel forklaring og lidt tyndt, at man – med henvisning til den forrige statsministers svar på et spørgsmål fra Folketingets udvalg for forretningsorden – siger, at det blot er en videreførelse af den tidligere regerings praksis.

For mig vil det kun være en skærpende omstændighed, hvis den tidligere regering også havde denne holdning, for så måtte der jo være en bred enighed i tinget om at undertrykke faglighed i den politiske debat. Og så vil demokrati kun være noget,

vi bryster os af, men ikke udlever.

Jeg håber derfor, at jeg har ret, når jeg tolker den daværende statsminister Lars Løkkes svar sådan, at det vedrører de departementale embedsmænd – og det kan jeg til nød acceptere, for de er en integreret del af den politiske proces ledet af den til enhver tid siddende regering. Men jeg kan ikke forliges med, at alle statsansatte skulle være forhindret i at bidrage med deres faglighed ved udvalgsmøder, høringer eller konferencer på Christiansborg. Vi taler i så fald om i omegnen af 800.000 danskere.

 Det kan ikke være intentionen med folkestyret, at politikere uden for regeringen kun må få tygget mad. Jeg håber da f.eks. inderligt, at de råd, vi i pressen får fra Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen, ikke har været igennem et

ministerielt politisk filter, men er uspolerede og fagligt objektive råd. Det gør derfor også ondt, når medlemmer af forsvarsudvalget udtrykker overraskelse over forhold i Forsvaret, som er åbenlyse for de ansatte og derfor kun kan være gået tabt i den politiske oversættelse.

Der er ingen historik for, at officerer ikke kan adskille deres faglighed og myndighedsrolle fra deres personlige holdninger eller aktivt har involveret sig i forsvarspolitiske debatter. Selv om det formentlig kun kunne højne kvaliteten.

Det er både forstået og accepteret, at man som chef i Forsvaret alene udtaler sig om forhold inden for eget ansvarsområde. Og det bør man politisk ikke kun acceptere men aktivt efterspørge.

Ministeren kan helt fundamentalt ikke have en holdning til, om en brigade er krigsbrugbar, eller hvad det

kræver at uddanne en soldat. Man kan politisk pålægge Forsvaret at opbygge evnen til offensiv indsættelse af kampfly, fregatter, jægerpatruljer eller andre kapaciteter, men ikke bestemme, hvad det kræver at opnå den evne.

Jeg ved godt, at der ikke er noget som kendsgerninger, der kan ødelægge gode planer, men hvis vi i fremtiden skal have tillid til, at Forsvaret kan løse opgaven, så må man politisk stoppe med implicit at undertrykke den militære faglighed.